At møde en gammel "ven"...

Merci snoede en blond tot hår omkring sin pegefinger, mens hun nedstirrede Caithlyn. Hun satte sine pilot-solbriller op i håret, så hendes blanke blå øjne endelig kom til syne istedet for at gemme sig bag de mørke spejlbriller. Da Caithlyn kom hen til hende og skubbede blidt til hende blev hun helt stiv. "Eauu, du skal nok ikke røre mig." hvæsede Merci af hende. Hun gik stift hen til sin Mor, Venus. Som også var igang med at skælde Caithlyn ud. "Hun...rørte mig." sagde Merci højlydt på Slangehvisken som Venus også kunne forstå.
Hun kørte sin tunge over sine smalle læber og snoede igen en tot blond hår omkring sin finger. Da den ynkelige historie lærer skred kiggede hun hånligt efter hende og satte igen hænderne i siden og hævede flabet øjenbrynene og rystede svagt på hovedet så hendes solbriller gled ned på hendes næse igen. Hendes blik kørte nu hen på overhovedet Damon som så lidt?.. Ja hvordan så han egentlig ud?.
Hun kørte en hånd igennem sit hår så det sad lidt .. vildt ud.!
"Mor? Jeg er suuulten" Mumlede hun lavt til sin mor..!

Hvad fanden skete der! Caithlyns ord. Ikke at hun forsvarede ham og sagde ingen skulle slå ham, ikke at hun sagde grimme ord om Venus.. Nej. Det var hendes 'Har du nu været for hurtigt på den? Sig mig, var du overhovedet buksemyndig, lille ven?' Han vidste udmærket betydningen. Det hang bare ikke sammen. Intet hang sammen! Og Venus svar gjorde ikke på nogen måde noget bedre. 'Damon syntes da ikke det var for hurtigt' Hvad fanden mente hun med det? Der var et eller andet skjult for ham! Damon var ligeglad med alle de grimme ord, og det de udvekslede sammen, han havde nok i de få ting han faktisk opfattede ordentligt. Damons ansigts udtryk kunne beskrives meget kort, forvirret! Datter!? Damon vendte med et fast blik mod Venus... Datter! Der var på alle måder noget der skulle snakkes om! Noget der skulle på plads. Dog fik han ikke tid til at tænke mere på det da Caithlyn løb væk.. Nu var de endelig kommet på venlig talefod igen, så så endte det på den måde. Damon med et blikket mod Merci der nævnte hun var sulten. For en stund overvejede han at nævne for pigen at hun kunne smutte ned i køkkenet, og derved også kunne snakke med Venus under to øjne. Han havde dog alt for mange spørgsmål til at kunne forklare pigen at hun kunne gå ned i køkkenet. "Venus.. Hvad fanden blev der ment med alt det? Jeg vidste ikke noget om du havde en datter!? Og hvad mente du med jeg ikke syntes det var for hurtigt?" Han vendte kort et blik mod pigen, trods hans ansigtsudtryk stadig bestod af forvirring, forsvandt det hurtigt, og blev erstattet af et næsten neutralt ansigt da han så på pigen, pigen der lignede Venus... Han vendte igen blikket mod Venus i det en tanke skød op i ham.. Nej.. Umuligt....

Venus gav Merci's skulder et klem og vendte sig så mod Damon med et iskoldt blik. "Nå, men nu ved du også hvor jeg var næsten hele femte årgang. Og når ja - du har også et barn", ordene var iskolde, og hendes øjne kun små sprækker. Det ene velplukkede øjnbryn var løftet let, og hendes ansigtsudtryk var bare iskoldt. Hun vendte sig mod Merci, og hendes ansigt blødte op. "Merci, bare gå ind og æd hvis du vil. Du kan også blive her. Du ved jeg er lidt ligeglad. Jeg skal bare lige have en snak med din 'far'", hun vrængede ordet far. Hun vidste godt Merci ikke var særligt glad for Damon, for det første fordi Venus havde opdraget hende, og så kunne man næsten ikke andet end hade Damon, men også fordi, hvem ville helt ærligt elske en far der ikke havde været der de første elleve år af ens liv?

Merci, hvs øjne kørte frem og tilbage, bag de mørke spejlbrillerl fra Venus og Damon. Hun Skævede til hendes far som hun hadede. Men Merci var jo blevet opdraget hos Venus's Familie og af Venus selv som også hadede ham så ville det jo være en smule mærkeligt?.'
Da hun mærkede sin mors hånd på sin skulder rejste hendes små nakkehår sig men satte hænderne overkors og kiggede igen på Damon.
Hun tog solbrillerne af og satte dem i sin trøje, Hendes blå blanke øjne spillede sig op. Hun missede svagt med øjne da lyset inde bag pilot-brillerne var meget mørkere.
Hun stirrede irreteret på sin mor men lod dog ikke mærke til det. Hun satte hænderne i siden og mumlede nogle skælsord for sig selv.
"Jeg. venter bare.." Sagde hun irreteret og satte hænderne i siden og kiggede på sin moar.

Damons blik lå fast på Venus. Venus der sendte ham at iskoldt blik. "Et.. Barn.. Nej, umuligt. Venus.. Det er ikke noget at spøge med.." Der var et eller andet strengt over Damons blik. Ham have et barn.. Umuligt! Slet ikke noget at spøge med. Damon vendte et kort blik mod pigen, hvis navn åbenbart var Merci, hvorfor skulle hun blive? Kunne hun ikke bare smutte, smutte ind? Havde hun virkelig så stort et behov for at se hvad der skulle ske? Damon vendte blikket mod Venus igen. Der sagde hun det igen, næsten, ikke rigtigt direkte, men hun sagde ordet... Far. Eller vrængede det. Damon holdte sit blik på Venus. Hvad skulle han sige, han havde på ingen måde noget at komme med.. På ingen måde. Hvis det passede, hvorfor havde hun så ikke sagt noget?

{Det er Venus der svarer fra Heathers bruger.(; }

Venus nikkede sammenbidt til sin datter. "Du bliver bare...", mumlede hun. Hun vidste at Merci ikke var til at diskutere med, ligesom hun heller ikke selv havde været det i den alder. Venus sendte Damon et gennemborende blik. "Tror du jeg syntes det var noget at spøge med, da jeg skulle sige det til min mor? Er du klar over hvor meget skam jeg har bragt over Lestrange familien? Men du kan jo bare være ligeglad. Du ville også være en rådden far!'", sagde Venus. Noget... såret gled let over hendes ansigt, men det var hurtigt væk igen.

Merci nikkede stift til sin mor som hun faktisk aldrig ville gå fra. Det var jo den aller første skole uge så Merci kendte jo ikke det hele endnu men det skulle hun nok nå på de 7 år.
Hun kiggede ned i jorden da hendes mor begyndte at råbe af Damon.. En rådden far som hun ikke havde set de første 11 år af sit liv... nedern far.
Hun gik hen til sin mor og stillede sig bag hende og holdt bare blikket ned i jorden. Hun snoede en tot blond hår omkring sin finger og lagde sin tynde arme overkors og kørte sin tunge over de ret tørre læber. Hun pillede igen lidt ved sin violette neglelak men stoppede efter lidt og kiggede koldt på Damon.

Damon holdte sit blik på Venus. Hvad skulle han sige. Var det en spøg? Det virkede ikke for sjovt. "Jeg..." Han stoppede med det samme Venus sagde han ville være en rådden far. Ikke fordi han var vred over det. "Nå, så det er du sikker på..." Han fnøs svagt og en smule koldt. Ikke fordi det betød noget stort for ham at hun sagde det. Damon vendte kort blikket mod Merci. Der var sammenligninger mellem hende og Venus.. Og også ligheder mellem han selv og Merci. Han vendte blikket på Venus. "Hvis det er din datter, vores datter.." Han vrængede svagt ansigt da han sagde 'vores' "Hvorfor lader du hende så står her og se på vi... snakker" Han så på Merci før han vendte blikket mod Venus igen. "Hvorfor har du ikke sagt noget, noget før? Der er gået hvad.. 11 år, Venus. Hvorfor fortalte du mig det ikke dengang, dengang på dit femte år?" Damons blik lå på Venus, om det var tydeligt at han ikke troede på det hele vidste han ikke. Det hele virkede bare ikke rigtigt.. Det virkede så forkert.

"Damon, hun er blevet opdraget af mig. Hun er en lille kopi af mig", sagde hun lettere stolt, "selv hvis jeg sagde hun skulle gå ind, ville hun ikke gøre det - præcis som jeg ikke vil gøre det i den alder", sagde hun og nikkede hen mod Merci.
Venus så ned i jorden, meget lig sin datter. Så kiggede hun op på Damon. "Nogen gange Damon. Så kan du seriøst være så dum. Tror du det havde ændret noget? Hvis jeg var kommet og havde sagt 'hey Damon, du har forresten bollet mig tyk, skal vi flytte sammen og være med i de unge mødre?', De Unge Mødre er btw sådan et latterligt muggler tv-program. Nej, det tror jeg ikke du havde reageret særligt fint på. Og hvis du virkeligt gerne vil vide sandheden Damon", Venus vendte blikket mod Damon og så ham ind i øjnene. Hendes ansigtsudtryk var ikke koldt, heller ikke varmt, det var bare... Venus. "Jeg sagde det ikke, fordi jeg holdt af dig. Du var halvvejs gennem dit syvende år på Hogwarts, og havde hele livet og hvad der lignte en strålende karriere foran dig. Jeg ville ikke ødelægge det for dig, med en lille møgunge", hendes ord lød oprigtige, og sådan så hun bestemt også ud. Fordi hun for en gangs skyld bare droppede alle facaderne, og fortalte sandheden.

Merci tog en hånd op til sit hår og stod lidt tid mens hendes mor snakkede om hvordan hun var opdraget. Hun fnøs lavmælt og stirrede igen på sin far.
Hun lagde hænderne overkors og lod sit blik hvile på søen et stykke tid. Faktisk havde hun meget lyst til at smutte, men blev dog bare for at kigge på sin mor og far som skændes. Da Venus begyndte at sige noget om 'de unge mødre', begyndte hun at grine lavt. Da hun jo havde været hjemme og se Muggler-tv, kunne man ikke undgå ikke at vide hvad det var. Hun kiggede irriteret på sin mor, som lige havde kaldt hende møgunge. Endnu engang fnøs hun, bare lidt mere højlydt. Hun satte hænderne i siden og vedblev sin konstante stirren på sin far. Hendes blanke blå øjne var presset let sammen.

"Så.. Må..." Damon stoppede sig selv i at skulle sige ungen. Det ville sikkert ikke falde i god smag hos Venus. "..hun vel blive" Hans stemme var lettere sammenbidt og kold. Damon vendte kort blikket mod Merci før han igen vendte blikket mod Venus. "Nej, jeg tror ikke det havde ændret noget. Ikke det første år i hvert fald..." Damon sprang let hendes snak om et mugglerprogram over. Han havde aldrig set det, og det kom han heller ikke til.. Han gad ikke anskaffe sig et synfjern... Eller hvad mugglerne nu kaldte apparatet. Trods han på sin vis forstod hvorfor hun havde handlet som hun havde, forstod han det ikke helt.. "Venus, du kunne have sendt en ugle, skrevet til mig, skrevet at jeg skulle komme til Hogsmeade. Et år efter jeg var taget fra Hogwarts.. Tror du jeg ville have smidt brevet væk hvis du skrev? Jeg ved at jeg nok ikke ville tage det specielt godt, dengang, men så vidste jeg det da.. "Damon holdte blikket på Venus. "Hvis det ikke skulle have været dengang du sagde det, og hvis jeg ikke havde opdaget det, hvis det ikke havde været for Caithlyn før.. Hvornår ville jeg så få det at vide Venus? Når... Meric.. Mercy.. Jeg mener Merci, er gået ud? 'Damon, pigen du har undervist i nu syv år, og har gået på Slytherin, og hedder Merci. er rent faktisk din datter.' Eller ville jeg nogen sinde få det at vide? Ville jeg komme til at leve med troen om at det var din søster?" Damons blik var koldt i det, og ikke mindst frustreret. For en kort stund overvejede han at gå ind. Dog droppede han det hurtigt.

Venus så lettere overrasket ud. "Havde du overvejet at bortvise hende? Helt ærligt, det er skuda ikke hendes skyld!", lød Venus's ord. Uden selv at ligge mærke til det, havde hun fået 'mor-stemmen' på, en stemme som mødre kom til at tale med, når de ville beskytte deres børn. Jo, selvfølgelig følte Venus hun havde et ansvar overfor Merci, og selvfølgelig elskede hun også Merci, selvom hun var ret dårlig til at vise det. Og det vidste Merci også godt. Måske var Venus ikke en førsteklassesmor, men hun var heller ingen dårlig mor!
"Helt ærligt Damon. Du ved ikke hvor hårdt det er at opdrage et barn. Hvis jeg havde sagt det, selv et år efter, så ville du ikke være lære og overhovede nu. Du havde nok haft en eller anden lille kedelig lortestilling, og lavet mad hver dag klokken fem! Er det virkeligt sådan et liv du har ønsket dig? Det kan jeg ærligt talt ikke tro om dig. Og nej Damon, du havde nok aldrig fået det at vide. Fordi jeg vidste, vidste at du ville reagere sådan her! Ligemeget hvordan, hvornår og hvor jeg sagde det! Jeg ved at du, uanset hvad, et eller andet sted har det dårligt med dig selv nu. Fordi du har misset de første elleve år af din datters liv og aldrig har hjulpet hende på nogen måde. Og det ville jeg ikke udsætte dig for. Men jeg skulle vidst have vidst at det var umuligt at holde det hemmeligt for evigt. Men egentligt synes jeg ikke du har ret til at være sur på mig. Du har også gjort ting som jeg ikke er glad for. Overhovedet", lød hendes ord.

Merci kiggede på hendes forældres sniksnakken. Hun bed sig svagt i læben men gik så over til sin mor. Hun pillede lidt ved det lidt store ærme på sin cardigan men kiggede så ned på sin neglelak igen. Hun bed sig svagt i læben igen men gik så helt hen til sin mor. "Jeg smutter." Mumlede hun og gav sin mor et kys på kinden. Hun vendte om på hælen og kastede et sidste blik på sit overhoved/far/lærer. Hun kastede sit mørkeblonde hår over skulderen og vandrede op til slottet igen.

"Nej, Venus, jeg havde ikke tænkt mig at bortvise hende, blot bede hende om at gå indenfor så vi kunne snakke i fred" Damon vendte et blik mod Merci der mumlede noget, kyssede Venus på kinden og bagefter vendte sig mod slottet og begav sig mod det. Damon vendte blikket mod Venus. "Nej, det ved jeg ikke Venus. Men jeg har heller aldrig fået chancen, vel?" Hans stemme var kold, irriteret og vist også en smule vred. Hvorfor vreden var der vidste han ikke rigtigt, og det var da heller ikke med vilje at den var der. "Nej, det er ikke det jeg ønsker. Men sådan behøver det heller ikke være. Men det havde da været rart at vide at man har en datter..." Damons stemme var kold. "Aldrig.. Fedt nok, det var da betrykkende.." Damons stemme var endnu kold. "Er der ellers mere jeg ikke ved? At Merci har en tvilling? At du har en søn med en anden? At du er gift?" Det var tydeligt på Damons stemme at han var vred. Langsomt gik det op for Damon hvad han havde sagt. Det havde måske været sagt for hårdt. "Selvfølgelig har jeg det dårligt med det" Damons stemme var ikke som før, ikke vred som før, dog heller ikke venlig. Han sukkede let, nej, han havde vel ikke rigtigt grund til at være sur på Venus, han havde jo heller ikke selv været for god. Men alligevel, det var noget andet at holde sådan en ting skjul. "Jeg ved jeg ikke selv var for god og skred. Men for pokker Venus.. Du kunne have fortalt mig det noget før.. I stedet for at jeg selv skal finde ud af det nu.. Der er gået 11 år, du kunne have sagt det fem år efter.. men 11 år.. " Damon sukkede let og så ned.

Venus bøjede sig let ned, og kyssede sin datter på kinden, og så hende forsvinde ind. Så vendte hun sig mod Damon. "Nej, du har aldrig fået chancen. Men det var fordi jeg holdt af dig, jeg gjorde det for din skyld, men det er du simpelthen for sindsvag til at fatte!", sagde hun til ham, i et lige så koldt tonefald som hans, omend hendes var en smule fusteret. Hun kiggede ned i jorden og sukkede. "Hvis du fik det at vide, ville du have et vis ansvar. Det ville sætte en klods i dit liv. Og desuden... så var det måske også lidt for at beskytte mig selv.", hun så op på ham, og hendes øjne skinnede underligt, som skulle hun til at græde? "Fordi jeg var bange for, at hvis jeg skrev til dig, så ville du alligevel ikke svare. Og selv hvis du ville svare, var jeg bange for at du var ligeglad. Jeg... du elskede mig jo ikke længere, og det ville jeg ikke indrømme for mig selv" mumlede hun, og så atter ned. En enkelt tåre gled ned over hendes kind, men hun vidste ikke om Damon nåede at se det. Det kunne egentligt også være ligemeget!
Venus kiggede op med et hårdt ansigtsudtryk på Damon, selvom det ikke var særligt overbevisende med tårer der trillede ned af kinderne. "Hvad tror du jeg er? En fucking tøjte!?", lød hendes ord. "Damon, måske synes du, at det du har gjort er mere tilgiveligt, men det er det ikke!".

"Jeg forstår det udmærket godt!" Damon lod sit blik hvile på Venus. Han forstod hende udmærket, og han ville nok heller ikke reagere godt dengang. Men så vidste han det da... Damon sukkede lydløst. "Jeg elskede dig jo altid..." Trods det ikke havde været for tit han havde husket på Venus, så havde han da husket på hende, og den sidste tid, havde han da flere gange overvejet at skrive, men gjorde det ikke, han vidste jo hun ville hade ham. Hans blik faldt på den tåre der gled ned af Venus kind. Han kommenterede det dog ikke på nogen måde. "Jeg ved godt det ikke er tilgiveligt. Men jeg mener bare.." Han sukkede svagt, og droppede sætningen.. Hans blik faldt på tårerne der løb ned af hendes kinder, før han igen så Venus i øjnene. "... Venus, hvordan havde du tænkt dig at jeg skulle vænne mig til at have et barn, og så tilligemed et barn på Hogwarts. Et barn der sikkert hader mig? Hun gider vel sikkert ikke snakke med mig." Damon sukkede let. Men det kunne vel næsten også være lige meget. Måske det var nemmest han rejste fra Hogwarts, bosatte sig et eller andet sted og begyndte at arbejde i ministeriet? ”Det er vel nemmere jeg siger op?” Damon så ned.

"NEJ! Stop!". Venus's stemme lød overraskende klar og hård, slet ikke som det havde været meningen. Hun holdt en hånd op foran Damon, som for at sige at han skulle holde kæft. Hun tog sig til hovedet med en lille irriterende lyd, og stampede i jorden. "Ikke. Flere. Løgne!", sagde hun, i takt med at hun stampede. Så stoppede hun atter og kiggede på Damon. "Stop med at lyve Damon. Lad nu bare vær med at skjule sandheden, når jeg godt kender den! Det kan gøre mig så sur! Kan du ikke bare tale sandt?", lød hendes stemme, overraskende fast, mens hun så på Damon. Hun var snart træt af alle de løgne. Han havde elsket hende i al den tid - yeah right, hun vidste jo godthan løj, og det gjorde hende bare mere ked af det, at han løj.
"Jeg har ikke sagt du skal vænne dig til at have et barn. Du skulle slet ikke vide det. Du kan bare glemme det hele og behandle hende som en helt NORMAL elev. Forstår du det? Der er ingen der tvinger dig til noget Damon!", lød hendes let vrissnede stemme.
"Nej! Det var jo netop derfor jeg ikke fortalte dig det! Har jeg ikke lige fortalt dig at jeg ikke ville have du skulle ødelægge din karriere? Det vil jeg stadig ikke!", lød hendes fustrerede stemme. Hvorfor skulle han også ødelægge alt for sig selv? Han skulle gøre alt så besværligt, åh gud!

Måden Venus reagerede overraskede ham egentligt ikke.. Sådan var Venus.. Men hun vidste jo ikke rigtigt sandheden. "Venus, da du var rejst levede jeg med troen om du var taget til udlandet og nu gik på en Akademi for unge troldmænd og hekse. Du virkede så forandret, jeg troede ikke du gad mig mere, og så kommer du tilbage, hvilket jeg selvfølgelig var glad for, men du var så forandret, så lidt dig selv, så fjern nogle gange.. Jeg troede bare det var bedst vist jeg rejste og du glemte mig." Han så ned, det 'passede' så godt sammen, være væk så lang tid, komme tilbage og være så fjern nogle gange.. Han sukkede kort. "Right, hvordan havde du tænkt dig jeg skulle behandle hende som en normal elev, nu hvor jeg ved det. En normal elev der helt sikkert hader mig som intet andet.." Damon sukkede let. "Jeg kunne godt have fået mig en fed karrier, selvom jeg havde vidst det.. Og det kan jeg stadig" Han sukkede let, der var ikke noget at stille op, eller diskutere med Venus. Havde hun sagt sin mening var det sådan, og så burde man ikke svare igen. Men nu var han jo Damon, så var det lidt mere okay.. Eller var det nu også det?

Venus sukkede og rystede på hovedet. "Jeg fortalte dig jo, at jeg ville komme tilbage. Men det glemte du måske i farten - fordi du havde travlt med alle mulige piger?", Venus vidste godt hendes ord var urretfærdige, og muligvis som små knive på Damon. Hun vidste ikke om han havde været hende utro, mens hun havde været gravid med Merci, men det føltes bare som dét der kunne ramme ham lige nu.
"Så lad være. Ingen tvinger dig. Behandl hende som du vil. Så længe du ikke behandler hende dårligt - så får du mig på nakken", sagde hun, og det var tydeligt på hendes stemme at hun var alvorlig. Så længe Damon behandlede Merci ordentligt, ville det være okay for Venus.

"Selvfølgelig havde jeg ikke travlt med alle mulige piger!" Damons stemme blev hurtigt kold og hår, og ikke mindst afvisende. Selvfølgelig havde han ikke det. Hvorfor skulle han dog det? Tha, som om han greb hvert eneste øjeblik Venus ikke var der, til at flirte med nogle. "Ligner jeg en der kunne finde på at behandle min..." Damon sank engang. "Datter, som skidt? Selvfølgelig vil jeg ikke behandle hende dårligt.. Det kan godt være jeg ikke har været der de første 11 år af hendes liv.. Men derfor vil jeg ikke behandle hende dårligt. Højst en eftersidning, hvis den virkelig er på sin plads." Damon vendte blikket fra Venus og ned på sine fødder. Det var ikke så meget Merci der pirrede ham mest nu. Nej, det var mere hans og Venus forhold. Som de stod nu stod de ikke specielt godt. Han så op.. "Venus, det her går ikke, vi har lige fundet sammen, og så sker det her.." Damon holdte blikket på Venus.

Venus sukkede og rystede på hovedet. "Det ved jeg virkeligt ikke Damon. Jeg føler ikke rigtigt jeg kender dig længere, så hvordan skulle jeg kunne vide, hvordan du ville behandle din datter? Hun er usædvanligt flabet - som mig.", mumlede Venus, mens hun tørrede sine øjne. Det var vidst ved at blive en dårlig vane, det der med at flæbe når man var i nærheden af Damon.
Venus kiggede ned på sine fødder og kørte en hånd gennem sit hår, da Damon snakkede igen. "Jeg.. Ehm.. Ja, det er jo nok ødelagt nu", sagde hun og prøvede at lyde henkastet og ligeglad, det lykkedes vidst ikke så godt.

Damon fnøs let og koldt over Venus' ord. "Tror du virkelig, helt ærligt, at jeg vil miste besiddelsen helt over for hende, over for nogle elever i det hele taget?" Damon fnøs lettere hånligt, dog ikke specielt lydigt, han havde udmærket set Venus græd. Han burde ikke lade en ting som gråd få ham på andre tanker. Men det var jo Venus, det skete nærmest automatisk når det var hende, han blev mere venlig når hun gjorde det, hvilket han til tider ikke gjorde. "Venus, gider du ikke droppe den der tone." Han sukkede let. "Men ja, en smule ødelagt. Men det er ikke det jeg ønsker." Han så kort ned før han fandt Venus' øjne.

Venus trak let på skuldrene, mens han stadig så ned i jorden, som var den pludselig meget interessant. "Det ved jeg ikke Damon", sagde hun tøvende. "Jeg ved det virkeligt ikke, okay?", sukkede hun.
Venus lavede en tsk lyd og sendte Damon et blik der ligesom sagde 'du bestemmer ikke over mig'. Dog droppede hun alligevel den kølige attitude, og kiggede ned i jorden igen, mens hun distræt pillede ved sin neglelak, som nok ikke var så pæn længere, men nærmere ret flænset. Hendes øjne flakkede kort uroligt omkring, og hun gav et lille spjæt som et forskrækket dyr, da hendes øjne mødte hans. Dog holdt hun blikket fast. Hun var ikke svag - det kunne man ikke sige. "Og hvor vil du så hen med det?", stemmen var lettere afvisende, men man skulle ikke være ekspert for at vide at Venus ikke var afvisende.

"Tha" Damon fnøs koldt. Nej, selvfølgelig vidste hun ikke det. Et eller andet koldt sneg sig ind i Damons blik. Trods det ikke var det han ønskede, var det dét der skete med hans blik. Damon sukkede let. "Du ved godt hvor jeg vil hen med det Venus. Og du har det sikkert på samme måde, du ønsker ikke det skal stoppe her?" Damon holdte sit blik på Venus. "Eller har jeg været for idiotisk til dig?" Han skævede let ned på sine fødder. Han vidste udmærket han ikke havde været den bedste ved Venus. Men det kunne han ikke lave om på nu. Ellers havde han gjort det.

Venus trak let på skuldrene, over Damons fnys. At Damon begyndte at blive kold, var skam intet unormalt. Han var bare en kold person - ligesom Venus. "Du skal ikke være sådan over for mig mester. Skru lidt op for temperaturen?", jokede hun, halvt i alvor. Hun hadede når han blev kold over for hende.
Venus trak let på skuldrene og undgik hans blik. Så sukkede hun. "Nej... Nej, det har jeg vel ikke. Og nej, du har ikke været for idiotisk. Hvis du kan tilgive mig, kan jeg også tilgive dig. Man kan vel sige vi står lige på en måde..", mumlede hun, og pillede ved sin neglelak, mens hun så ned i jorden.