A dream there never took place.

Sted :: Storsalen.
Omgivelser :: Elever der er helt chokeret.
Tid :: Klokken er 19:30.

Brookelle trådte ind i storsalen med hendes tryllestav let placeret i hånden. Hun kiggede sig omkring, og døren smækkede sig efter hende, hun vendte blikket rundt til de forskellige kollegier, men sendte så nogle få et kort, koldt smil. Hun gik så igen målrettet over mod lærene, og kiggede på dem alle sammen, før hun vendte hovedet mod eleverne. "Mit navn er Brookelle! Jeg er Heathers søster, og jeg er ikke sikker på at de har fortalt hvad der skete med min søster, men det har i ret til at vide! Min søster udførte en utilgivelig besværgelse på jeres forvandlings lærer Jessica. Hun endte med at komme på Azkaban, hvor hun bliver i mange år. Dette betyder ikke at i skal frygte hende, for jeres elskede rektor har nok haft en god grund til at reagere sådan", hun vendte blikket over mod Jessica, men sendte hende et betrøstende blik, og lod så blikket vende blikket over mod eleverne igen. "Jeg er sikker på at I vil komme til at savne Heather, men indtil videre, vil jeg tage pladsen for hende, indtil lærerne og de andre beslutter om jeg skal forsætte eller lade være", hun smilede kort, og vendte sig om mod lærene. Dog satte hun i skridt over mod døren, dog stoppede hun op, og ventede lidt.

Victor sad på sin sædvanlige plads ved lærerbordet, og kunne ikke undgå at mærke stemningen forandres da en kvinde trådte ind af den store egetræsdør. Ikke kun var hendes entre besynderlig bekendt, men hun mindede ham en del om en anden. En han desværre ikke nåede at lære at kende. Hurtigt rettede han sig op, tyggede sin mad færdig og lod sit blik hvile på hende som hun gik op mod lærerne. Inden hun vendte sit blik mod eleverne, tog han en dyb indånding og tømte sit glas for græskarjuice. Som Victor forventede informerede hun eleverne om hvad der var sket med Heather, og det kom heller ikke som en stor overraskelse da hun nævnte de var i familie da de mindede meget om hinanden. Han lyttede til hvad hun havde at sige, men blev en smule chokeret over hun meddelte hvad Heather havde gjort men der var hun også som Heather. Ærlig, og direkte. Victor undrede sig en smule over hun pludselig var færdig, og satte kursen mod døren. Det fik ham til at rejse sig hurtigt, og nærmest fløj hen mod hende - uvidende om hvad han skulle sige. Dog følte han at de måtte tale sammen. Victor havde ikke fået snakket med Heather inden tragedien skete, og selvom han var en fremmede for hende tog han hendes arm som hun stoppede op. "Undskyld mig Frøken," svarede han mens hans ansigt lignede et stort spørgsmålstegn. Han lod sit blik falde ind på hendes, mens et lille forlegent smil bredte sig på hans læber og hans hånd holdte stadig om hendes arm. Som han havde kigget på hende et stykke tid, gik det op for ham at det var tide han slap hendes arm, hvilket han gjorde i samme øjeblik. "Det må de undskylde, men jeg kunne vel ikke få lov til at stjæle lidt af din opmærksomhed et øjeblik?" spurgte han blidt, mens han nikkede mod den frie plads ved siden af hans, oppe ved lærerbordet. "Gør mig selskab," sagde han kommanderende, mens han blinkede charmerende til hende og tog hende under armen - hvorefter han fulgte hende med op til bordet. "Jeg kendte deres søster," svarede han mens de gik derop, så hun ikke følte at han var en hel fremmede. Selvom han et sted var det. Men hun havde noget over sig, og han måtte bare lige tilbringe lidt tid med hende.

Brookelle kiggede misfornøjet på hele lærerstablen der sad og så ud som om intet var sket, og bare spiste videre, der var dog en der fangede hendes opmærksomhed, en mand som hun genkendte. Hun kiggede kort på ham, men jog blikket ud på eleverne der sad og snakkede, eller nærmest hviskede om det hun lige havde sagt, og måske også lidt om hvad herren ville med den såkaldte 'søster' til Heather. Hun kiggede på ham, og sendte ham et køligt smil, dog lidt mere afslappet end de smil hun havde sendt tidligere idag. Hun kiggede langsomt væk i takt med at han kommer tættere mod hende. "Bonjour" lød hendes svar på det han sagde. Hun betragtede elegant hans bevægelser, og smilede let til ham. Hendes fingre blev langsomt kørt igennem det brune hår, og endte omme bag nakken. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, men det eneste hun vidst kunne gøre var at snakke med ham, så da han bedte hende om at gøre ham selvskab, så gik hun langsomt med ham. Hun havde slet ikke lagt mærke til den arm han havde på hendes arm før han gav slip på den. Hun sendte ham så et blik, men hendes blik søgte stadig noget interessant gemt et eller andet sted på ham. Hun smilede kort, og satte sig på den ledige plads ved siden af den stol han sad ved siden af. "Er der noget bestemt du vil tale med mig om?", sagde hun, og smilede lettere tilfreds for hans nærvær. Hun tænkte først på det charmerende blik han havde sendt hende efter hun havde sat sig ned - hun måtte indrømme at søde drenges blikke kunne gøre hende helt ør, men nu måtte hun vente, for hun havde jo først lige mødt ham, men altså han var da lidt sød allerede. "Kendte du min søster?" sagde hendes stemme dybt chokeret, men smilede så kort til ham. Han virkede allerede interessant, og derfor havde hun ikke været så kølig overfor ham.

"Bonjour Mademoiselle," gentog han mens et smil gled over hans læber. Fransk var i hans ører et meget charmerende sprog, og med hendes accent lød det meget bedre. Han undrede sig i det øjeblik hvor lidt han kendte til Heather, for det kunne godt lyde som om de var fra Frankrig. De små skridt hen mod deres pladser, fik ham til at tænke over hvad han egentlig ville tale med hende om og det eneste de sådan havde tilfælles var Heather, men Brokelle havde nok ikke aller mest lyst til at tale om hende. Han lod sit lille smil, og sine øjne hvilke trygt mod hende hvorefter han hurtigt så en lighed imellem dem. De havde begge dybe, smukke og meget forførende øjne. Sikkert også ligeså charmerende, hvilket resulterede i han hurtigt gav Jessica et lille smil, da hun kun sad få meter fra ham. Victor havde måske ikke tænkt over hvad de skulle snakke om, men det tog ham ikke lang tid at finde noget han ønskede at snakke med hende om. "Bestemt, nej slet ikke" svarede han og gengældte stille hendes smil. "Jeg kunne da ikke have du smuttede så hurtigt," sagde han i stedet med et selvsikkert grin, mens han følte sig helt i sit rette element. "Kendte, og kendte - jeg nåede ikke at lære hende så godt at kende som jeg ønskede, men jeg nåede at stifte bekendtskab med hende," fortalte han mens han igen fandt deres ligheder store. "Du ligner hende meget," sagde han i en lav tone, og viede i det øjeblik sine øjne væk fra hende. Selvom han lige havde mødt hende håbede han at hun fik lov til at blive, og fortsætte i sin søsters fodspor - for på trods af Heather reagerede som hun gjorde, fandt Victor hende ikke kandidat til Azkaban. Tværtimod, blev Victor i troen om hun kom derud hvor hun ikke kunne bunde, og det resulterede i hendes angreb. "Jeg er ked af alt der er sket med din søster, men hvis det hjælper husker jeg hende for altid at være kærlig," sagde han uvidende om at hans ord påvirkede ham, som han hørte sig sige dem. Hans kinder fik pludselig et lille rødt skær, og han tog hurtigt fat om sit glas med græskarjuice, hvorefter han gemte sig i glasset til det var tømt.

Brookelle smilede velfornøjet da hun hørte ham tale fransk tilbage til hende. Det franske sprog havde altid stået hende nær, og hun elskede det virkelig. "Så du taler fransk?" sagde hun, og sendte ham et lille smil, der både var charmerende og selvsikkert. Hun havde faktisk ikke tænkt så meget på Hogwarts før hun begyndte der igen, men hun havde altid vidst hun skulle på Hogwarts igen. Hun kiggede på ham, mens hendes blik stadig søgte noget bekendt ved ham, havde hun ikke kendt ham et eller andet tidspunkt før? Hun vidste det ikke helt, men hun følte hun kendte ham. Hun kiggede på ham, mens hendes tanker fløj omkring. "Undskyld, men hvad er dit navn?" sagde hun, og sendte ham et lille undskyldende blik. Hun vidste ikke helt hvad hun mere skulle sig, hun vidste ikke hans navn, alder eller efternavn? Det var da lidt underligt. Hun kunne virkelig ikke lade være med at undgå at se Victor smile til en lærer. "Hvem er hun så? Jeg er sikker på hun betyder noget for dig" sagde hun, og sendte ham et smil der ikke kunne undgå at være på hendes læber. Hun betragtede kort læren, og nikkede ærkende til hende. Hun vendte så blikket over mod ham igen, og sendte ham et kort smil. Hun smilede bredt da han begyndte at grine, det fik hende til at grine med, han havde en utrolig beroligende grin, og ikke mindst stille. Det fik hende til at slappe af. Hun kiggede på ham, og smilede let, og hørte efter hvad han sagde. "Så I var kun bekendte? Ja, hun var en rigtig dejlig store søster, og jeg savner hende virkelig meget - jeg forstår ikke at hun gjorde det, for hun har altid været den mest fornyftige af os to, og jeg ville aldrig kunne finde på at bruge sådan en fæl besværgelse", hun kiggede ned i jorden, bare tanken om hendes søster fik hende til at blive helt stille, da hun hørte hun lignede hende meget, så fik det et lille smil på hendes læber. "Mange tak, det betyder meget for mig at du syntes det" svarede hun, og kiggede ned i jorden. Hun vendte så blikket op imod ham. "Sket er sket, selvom man nogle gange ville ønske man kunne lave det om!" sagde hun og smilede til ham. Hun lo kort da hans kinder pludselig begyndte at blive røde. "Smager det virkelig så godt" lo hun, og sendte ham et bredt smil.

Victor bemærkede hurtigt Brookelle bed mærke i hans Fransk, hvilket fremmanede et hurtigt smil på hans læber. Han havde ikke hørt så godt efter at han kunne følge med i en samtale, men sproget havde altid fascineret ham så han havde lært nogle nyttige sætninger. "En smule, dog er jeg sikker på at en samtale med dig på Fransk ville gå helt galt," sagde han hvorefter han lo over sine talefærdigheder. Dog mindede hun ham om en, og hendes franske accent virkede også mere og mere velkendt som ordene kom over hendes læber. Det resulterede i han lod sit blik falde dybt i hendes, og prøvede at huske hvor han havde set hende før. Da det ikke gik så godt som han havde håbet på, lod han blot tanken om han havde set hende i forbindelse med Heather overtage hans tanker. Som han lige havde hørt Brookelle præsentere sig, kaldte han hende bare ved navn og havde helt glemt at fortælle sit. Hans øjne blev derfor en smule større, som hun nævnte han ikke havde fortalt sit navn. "Hov, jeg har da vist helt glemt mine manerer," sagde han undskyldende, og lagde sin ene hånd trygt ned i hendes. "Jeg hedder Victor Walentin," præsenterede han sig selv og lod sig overbevise at han var blevet distraheret af hendes charme. "Hyggeligt at møde dem," sagde han høfligt for at gøre om på hans mangel af manerer. Inden hun nævnte Jessica, lod han forsigtigt sin hånd glide til sig igen. Han lod sit blik falde naturligt hen på hende, hvorefter han nikkede kortvarigt. "Jessica Williams, hun har fornøjelsen at lære de små at forvandle sig til al verdens ting," svarede han med lille smil, for at undgå at uddybe hendes spørgsmål. Som emnet hurtigt kom ind på Heather igen, følte Victor han måske havde været lidt for pågående - for tragedien havde sikkert taget hårdere på hende, end hun gav udtryk for. Han undlod at svare på de var bekendte, da han blev helt hypnotiseret som hun kiggede ned i jorden. Det mindede ham ubeskriveligt meget om en han kendte. "Jeg er sikker på jeg har set dig før," svarede han helt overrasket, men det lå ikke til Victor at glemme et smukt ansigt - så det irriterede ham at han ikke kunne sætte ord på hans mistanke om hende. Victor smilede sødt til hende som han funderede over hendes ansigt, da det så bekendt ud. Som han havde begravet sig i sin juice, blev han helt forlegen som hun nævnte det. "Du skulle snart prøve det," svarede han med et stort smil, og nikkede mod kanden med Græskarjuice. "Brookelle Parkerson?", spurgte han pludselig som om noget helt vildt var gået op for ham, og han var næsten sikker på at han huskede hende. Selv blev han lidt frustreret over han kunne have glemt hende. Han lod sine øjne begrave sig i hendes dybe øjne, hvorefter hans ansigt blev til et stort smil. Hans begejstring for at se hende igen, var større end han havde forventet og han fik næsten lyst til at give hende et lille kram, men med hele lærerstablens øjne på dem - ville det nok se lidt underligt ud.

Brookelle havde lagt mærke til at Victors fransk faktisk var ret godt. Hun smilede let, og kunne ikke lade være med at studere hans adfærd, men kun fordi hun syntes at hun kendte ham fra et eller andet sted fra. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det han sagde, så hun begyndte bare at nikke forstående, men kunne ikke lade være med at le en lille smule. "Jeg er nu ret sikker på du taler udmærket fransk", svarede hun på det han sagde. Hun smilede let til ham, og lod en hånd kører igennem det mørke hår. Hendes ansigt blev trykket op til et stort smil, og hun lod hendes øjne møde hans, hun holdt blikket der i ret lang tid, men kiggede så ned i jorden. Sikke en dum vane hun havde, men hun kunne ikke lade være med at gøre det, fordi det var så indbydende. Hun smilede så lettere tilfreds til ham, og kunne ikke lade være med at skænke en tanke til at han faktisk havde kendt Heather, for hun måtte indrømme at hun ikke havde snakket ret meget med hende siden hun forlod hendes familie i forhold til hendes flirt i Australien. Hun sukkede, og kiggede fortvivlet op på ham. "Jeg må sige du ikke har glemt dine manerer, du har massere af dem", sagde hun og smilede. Hun syntes drenge med manerer var utrolig charmerende. Hun smilede let til ham, og lod sin pegefinger snorre en tøt hår rundt om den. Hun kiggede på hans hånd da den ramte hendes, og smilede lidt genert, men trykkede den blidt igen, og smilede kort til ham. Hun kiggede så over mod Jessica. "Er det Jessica Willams?", sagde hun og smilede ved denne nyhed. Hun havde virkelig savnet hende. Hun kiggede så på ham igen, og smilede da han ikke fortalte mere. "Hun er en vidunderlig veninde ikke sandt?" sagde hun, og smilede let. Hun lagde næsten ikke mærke til at han sagde noget, men det undrede hende at han sagde at han var sikker på at han havde set hende før. "Præcis det samme tænkte jeg om dig", hun kiggede på ham, og smilede let. Hun syntes pludselig at hun var enormt tørsigt. Hun lagde hånden på kanden der indeholdt Græskarjuicen, og hældte noget op i sin kop foran hende, og drak så lidt af den inden hun satte den fra hende igen. "Ja, det er mit navn", sagde hun og smilede let til ham. Hun kunne næsten ikke undgå at høre hans navn i hendes hoved igen. "Victor?" sagde hun, og kiggede overrasket på ham. "Det er virkelig dig" sagde hun og smilede let til ham. Var det virkelig ham, det var så længe siden at hun havde set ham. Hun smilede bredt til ham, og lagde armene omkring ham og omfavnede ham, selvom tidspunket var ret malplaceret. Men alligevel, hun havde virkelig savnet ham, og dette var det eneste hun havde lyst til lige nu.

Victor følte sig helt tilpas ved hendes rolige måde at le på. Den fik ham til at slappe helt af, uden han følte nogen spænding i kroppen og det virkede bekendt. Brookelle vidste også lige hvordan hun skulle få et smil frem på hans læber, og ved hendes grinen lod hans smilebånd til at følge hendes og et stort grin faldt straks over hans læber. "Nu smigre du," sagde han mens hans grin stille svandt til et lille forlegent smil. Han følte sig altid underlig når han sådan begynde at rødme, men i hendes selskab føltes det ikke forkert da hun var skyld i hans kinder fik farve. Som hun kiggede ned i jorden efter de havde set på hinanden i lang tid, overraskede det Victor at hun gjorde det først, for han havde tanken om at gøre det. Der faldt lys i hans øjne da hun nævnte hans manerer, hvorefter han kiggede på hende med et 'virkelig' smil. "Var det en kompliment?" spurgte han med et blink i øjet. "For hvis det var, syntes jeg også du selv er ret elegant" sagde han hurtigt derefter, og fik igen følelsen af de havde mødtes før. Victor blev lidt overrasket da hun nævnte Jessica som om de var slyngveninder, og havde kendt hinanden i århundrede. Med et chokeret ansigtsudtryk lod han sit blik flakke i mellem dem, mens han sagde "Det er Jessica Williams. Det lyder som om du kender hende?". Jessica havde ikke nævnt de kendte hinanden, så han var igen ikke helt sikker på sin opfattelse. "Hun er vidunderlig, jo" svarede han mens hans blik var helt fastfrossen i Brookelles da han var mere end nysgerrig om de kendte hinanden. De var alle blevet ældre siden deres skolegang på hogwarts, dog forsvandt al tvivl om hvem hun var da hun tog imod græskarjuicen, og begyndte at drikke. Kun et menneske drak græskarjuice fra kande som ham, og det fik op for ham at det var Brookelle Parkerson der sad foran ham. Den Brookelle Parkerson der havde fulgt ham igennem alle de år på skolen, og inden han nåede at svare på hendes, det er virkelig dig havde hun sine arme omkring hans hals. Som hun var helt tæt på ham kunne han mærke en genkendelig duft, og et lille sødt smil bredte sig på hans læber mens han lod sine arme lukke sig trygt om hende. "Brookelle" sagde han hel roligt, med en klang af glæde. Han havde savnet hende rigtig meget, og blev helt overrasket over han kunne glemme hende. Al luft forsvandt ud af ham i hendes kram, hvorefter han sagde "Hvor er det dejligt at se dig igen,". Han lod et lille fnis komme over ham inden han trak sig stille ud af hendes kram, og sluttede deres kram med at give overfladen på hendes hånd et lille kys. Som deres øjne mødte hinanden igen, var han helt fortryllet af hende. "Wow," var det eneste hans mund kunne fremstamme, og mens de sad der havde han slet ikke bemærket de mange øjne der hvilede på dem både fra lærerne, men også eleverne. Den eneste tanke der gik igennem hans hovede var at han ikke kunne vente med at høre hvad hun havde lavet siden de sås sidst, og at han bestemt ville til at tilbringe noget tid med hende eftersom hun havde overtaget sin søsters job. "Hvordan har du haft det?" spurgte han med samme lys, og gnist i øjnene og tog så ved en fejl Brookelles krus med Juice, og lod det kolde juice glide ned gennem hans varme krop.

Brookelle kiggede på ham, og lo igen, hun vidste ikke helt hvorfor, men alligevel var det utroligt normalt at grine i hans nærvær. Hun kiggede så ham og lod et smil placerer hendes læber, hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men der kom ikke en pinlig tavshed når hun var sammen med ham, og det plejede der eller ved mange hun havde snakket med, der kom altid en eller anden pinlig tavshed mellem dem, men ikke her. "Altid", svarede hun og smilede charmerende. Hun kiggede på ham, og lo lidt over hans rødme i kinderne, men hun vidste at det var hendes skyld, så hun syntes mere det var sødt. Hun smilede, og kiggede lidt ned i jorden, men kiggede op på ham igen. "Et kompliment? Ja, selvfølgelig, fyre er altid søde med manerer. Og ja, fyre er for det meste bare charmerende når de kan finde ud af at få sine manerer frem", sagde hun og smilede let, hun vidste ikke helt hvor det sidste kom fra, men hun vidste i hvert fald hun ikke kunne andet end at elske manerer og i sær til dreng. Hun rødmede lidt over det han sagde efter det. Hun kiggede ned i jorden, og håbede at farven ville fortage sig i mellem tiden. Hun kiggede op på ham, og farven var måske fortaget lidt, men hun vidste det ikke helt. "Jessica og mig har været bedsteveninder, men så tog hun jo til Egypten", hun smilede stolt, og lo kort. "Jeg savnede hende", sagde hun lidt længere nede i tonelejet. Hendes ansigt blev et smil, og hun kunne ikke lade være med at skæve endnu engang over til Jessica, men kiggede på Victor igen. Hun smilede til ham, og lod stadig armene være om hans hals. "Hvorfor er det så lang tid siden vi så hinanden sidst?" hun kiggede på ham, det var underligt de ikke havde snakket sammen siden de gik ud af skolen. De havde jo været meget gode venner da de gik på Hogwarts, og det ville hun gerne have at de blev igen. "Jeg har savnet dig", sagde hun og smilede let. Hun rødmede lidt da han kyssede hendes hånd, og hun rødmede mere da han kiggede hende direkte i øjnene. Hun havde virkelig savnet de øjne.

Victor havde altid fundet Brookelle charmerende, og det havde ikke ændret sig en smule som hun sad og grinede sit søde grin. Han lyttede smilende til det hun havde at sige om hendes svaghed for fyre med manerer, og Victor smilede endnu mere af den grund. "Altid, virkelig? - Det glæder jeg mig til at se mere til" sagde han med et lille kækt smil på læberne, og lod derefter sine ører lytte til det hun havde at sige. Victor lod sit hovede falde til den ene side af ren beundring for hendes ord, men han syntes Brookelle var så skøn som hun sad der. "Jeg syntes de mest charmerende piger, er dem der ikke er bange for at smile," svarede han og iagttog hendes søde smil der bredte sig indtil hun lod sit ansigt vie ned mod gulvet med røde kinder. Det kunne også få Victor til at smelte, når nogen rødmede. Victor følte sig helt rigtig i hendes selskab, som om han kunne sige de skøreste ting og gøre de dummeste ting, og hun tog det bare med et lille smil på læben. Victor tog kanden Brookelle lige havde hældt fra, og lod sit krus blive fyldt op til kanten. "Også jeg, hun har været væk et stykke tid," sagde han som hun nævnte Jessica og det virkede som om hun havde en speciel plads hos dem begge. Victor burde også have vidst at Brookelle kendte Jessica, og omvendt. Det gik bare Victor på at han kunne glemme Brookelle. Han følte sig helt hjemme i hendes selskab, og han havde savnet at kunne synke i hendes øjne uden at føle sig utilpas. Bare være sig selv til en forandring. Victor syntes det med Heather var en tragisk ting, men alligevel gjorde hun noget godt ved at få hendes søster til at tage hendes plads. Så kunne Victor igen kunne være i selskab med den skønne kvinde hun var blevet til, skøn og ikke mindst smuk. Han lod sine øjne finde hendes og deres omgivelser var stille svundet ind til ingenting, selvom de fleste elever var færdig med deres mad og var gået følte Victor at det kun var Brookelle og Victor der sad i den store sal. "Jeg har også savnet dig, Brookelle" hviskede han nærmest blidt mod hendes ører, som han lænede sig ind til hende. "Det er godt du er her" hviskede han i hendes ører, og tog hendes bløde lille hånd hvorefter han gav den et kærligt lille klem.

Brookelle kiggede på Victor som om han var en hun længe ikke havde set, men der var faktisk ikke gået ret meget tid, eller jov to år, men det var da ikke ret meget? Hun kiggede på ham, og sendte ham et charmerende smil. Han havde altid været den person hun så op til, men også den hun følte hun kunne gå til når hun havde mest brug for det? Og så havde hun glemt næsten alt om ham? Hun sukkede, det var noget hun ikke kunne fatte at hun havde gjort. Hans smukke ansigt, hans dejlige pjuskede hår, og alt ved ham var som da hun forlod ham da de fik deres F.U.T eksaminer, og nu sad de her, som om intet var hendt. Hun kunne godt lide at være sammen med ham, det var så dejligt beroligende, og bare i hans nærvær havde hun altid følt sig tilpas. "Så er jeg virkelig-virkelig-virkelig charmerende fordi..... I SMILE", sagde hun og hævede stemmen da hun sagde 'I smile' hun kiggede på ham, og smilede. Hun kiggede over på Jessica, og synkede så i en dyb ja, hun kiggede vel bare på hende. Hun blev så afbrudt da han sagde noget igen. "Ja, jeg savnede hende utroligt meget", sagde hun og kiggede på ham. Hun vidste så meget om Jessica, men hun måtte indrømme Jessica kun nogle få gange havde snakket om ham. Men han var jo en pokkers sød fyr. Brookelle så ind i Victors øjne. De var så venlige, og så charmerende på samme tid, hun kunne have siddet og kigget i dem i lang tid, men når der var så mange elever ville det måske virke lidt underligt, men alligevel ikke. Hun var ikke en pige der hele tiden tænkte på hvad folk tænkte om hende, undtagen hvis det var nogle hun kendte utroligt godt, og bare havde lyst til at høre deres mening om hende. Hun kiggede ned i jorden, men så hurtigt op igen, og lod blikket falde på ham. Hun mærkede at han langsomt nærmede sig, og så sagde noget. "Jeg har også savnet dig", sagde hun og lod langsomt blikket falde på hans brune øjne. Hun smilede så til ham da han hviskede det sidste. "I lige måde", hviskede hun, og gengældte hans klem.

Som de blot sad og kiggede på hinanden fløj der naturligt en masse tanker igennem hans hovede. Tankerne om Jessica, Brookelle og ham der var de bedste venner, men alligevel havde de ikke snakket sammen de forlod hogwarts og drog ud i den store verden. "Det er måske lidt egoistisk tænkt, men jeg er glad for at Heather lod os møde hinanden igen " sagde han med et lille indforstået smil - til det han lige havde sagt med at være charmerende når man smilte. "Du er virkelig, virkelig, virkelig charmerende - du har et sødt smil" tilføjede han derefter til hendes kommentar, og lod sit smil brede sig over hans læber. "Men det har du altid været, selv da du var en lille heks" sagde han drillende, og prikkede let til hende. Victor lod igen sit blik falde ned mod eleverne, som stille forsvandt flere og flere - selv nogen af lærerene var gået fra deres plads. "De forsvinder fra os" sagde han med et lille grin til hende, og lod sine øjne hvile i hendes. Det gjorde dog ikke Victor noget for han nød hendes selskab, og det var længe siden han havde været så tilpas med en anden magiker. Selvom Victor var den der sagde han savnede hende, og folk nærmest følte sig tvunget til at sige i lige måde, følte han hun mente det og hans kinder blussede stille op. Han måtte indrømme at Brookelle var helt anderledes end fra de var yngre, ikke mindst smukkere. "Jeg syntes du har ændret dig meget" sagde han og lod sig helt rive med af at kigge ind i hendes dybe øjne. På trods af de kun lige havde mødt hinanden igen, følte han allerede at han ikke ville miste hende igen.

Brookelle tog en tot af hendes lyse hår, og snoede det omkring sin pegefinger, den spinkle finger løb igennem det lyse hår, og krøb så langsomt ud igen. Hun lod sig sin hånd nærme sig hans kind, og holdte hånden på hans kind. "Det er meget egoistisk tænkt, men også utroligt sødt - ikke mindst sødt af min søster, selvom hun måtte ende på azkaban" svarede hun, og hendes hånd gled langsomt ned af hans kind, og landte så på hendes eget lår, hvor den blev liggende. Hendes kinder fik fremstammet en svag rød rosa farve, der langsomt blev mere og mere rød agtig. "Victor, jeg kan ikke andet end at sige i lige måde", svarede hun, og kiggede sig omkring, de elever der ikke var gået så på dem, måske var det også lidt underligt at sige sådan noget til en man jo faktisk lige var blevet genforenet med. Hun kiggede på ham, og rystede bare på hovedet af dem. "Altid for dig, jeg er stadig en lille heks", sagde hun og lo kort. Hendes blå øjne blev langsomt opfanget af Victors øjne, de var så dejlige beroligende, og det var så dejligt at hun ikke bare fik en pinlig tavshed som hun plejede at gøre med alle dem hun havde kigget i øjnene, men måske var det også fordi hun havde kendt Victor før, og der var det overhovedet ikke sådan noget man tænkte på når man faktisk havde kendt dem man gjorde det ved før. "Det er lige det de gør", sagde hun med et smil over læben, og begyndte så at grine højlydt. "Vi er nu også bare helt vildt farlige", sagde hun og smilede let til ham, før hun tog ham i hånden, og klemte den en enkelt gang før hun gav slip igen. Hun sendte ham så et bredt smil. Brookelle nød virkelig Victors selvskab, det havde hun altid gjort, og hun måtte indrømme at hun aldrig havde turdet at bare sidde og åbne sig op for enhver, også selvom hun havde kendt dem før, men ved Victor var det anderledes, han var anderledes. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til at hun havde forandret sig meget, men der løb en tanke rundt i hendes hoved. Var det godt eller dårligt? "På den dårlige eller gode måde?" sagde hun og smilede lettere genert til ham, men det søde var stadig over smilet. Hun kiggede på ham, hun ville virkelig ikke have det var på den dårlige måde. Hun vidste godt selv at hun havde forandret sig, men ikke på den gode eller dårlige måde, det var jo heller ikke sådan noget man bare lagde mærke til, men alligevel så håbede hun på at det var på den gode måde. "Victor, jeg tror der er noget du ikke ved om mig", hviskede hun ind i hans øre. Hun ville aldrig sige dette, men nu hvor de alligevel var genforenet så kunne hun ikke længere holde det hemmeligt. Det skulle bare ud til en, og i dette tilfælde var Victor den hun troede mest på på skolen. Hun kiggede på ham, og sendte ham et lille smil, før hun kiggede forvirret ned i jorden. Skulle hun sige det, eller skulle hun vente til når de alligevel skulle skilles ad igen? Hun stod virkelig i et dilemma lige nu.

Victor kunne ikke undgå at lægge mærke til Brookelles måde at nuldre sit hår omkring hendes fingre. Det virkede bekendt på ham, ikke kun for Brookelle plejede at gøre det som lille men Heather havde også en tendens til at sno sit hår omkring sin finger. Et smil drog derfor over hans læber, hvorefter han blot sad og betragtede hendes kønne øjne. Som Brookelle lagde sin varme hånd på hans i forvejen røde kind, blev han helt genert - hvilket han aldrig gjorde. En rød glød var til at se på hans kinder, og hendes hånd var utrolig blød. Han kiggede helt overbevist i hendes øjne, for de havde ændret sig meget og Victor havde aldrig troet at hun ville kunne få ham til at rødme ved en berøring så let. Som hun trak hånden tilbage greb han ud efter den, hvorefter han holdte hende forsigtigt om håndledet. Victor var ikke helt sikker på hvad det var han ville, og bare at sidde med hendes håndled så vel lidt forkert ud så han slap stille sit greb, og lod sine fingre glide ned over hendes bløde hånd som han tog den til sig igen. "Undskyld," sagde han lavmælt, og undrende over hvorfor han gjorde det, mens et lille smil vendte sig på hans læber og hans blik viede ned mod gulvet. Som hans blik rejste sig igen, fandt de hurtigt og betryggende hendes igen. Selv når han kiggede i hendes smukke øjne fløj han nærmest tilbage i fortiden. Victor lo ved hendes lille kommentar til at deres omgivelser blev færre og færre - og på trods det følte Victor at de kun havde sat sammen få minutter. Han havde ikke i sinde at forlade pladsen forløbet. "Brookelle og Victor - så bliver det ikke farligere" sagde han i et sarkastisk smil, da han ikke havde mødt et mere roligt, og kærligt menneske end Brookelle. De kunne have det sjovt sammen, men noget han bestemt syntes godt om ved hende var hendes beroligende måde at være på. "På den gode måde, selvfølgelig dit fjollehoved" sagde han drillende, mens hans smil pludselig blev en del større. "Jeg mener.. du er blevet så". Victor kunne ikke fremstamme sine ord, men han følte at hun havde forandret sig så meget at hun formåede at kunne påvirke ham. Det var meget få mennesker der kunne, og sådan huskede han hende ikke som yngre - men hun havde forandret sig i hvert fald i hans øjne. Victor blev en smule alvorlig ved hendes hviskende ord. Hvad kunne der være ved hende, han ikke kendte til? På den anden side var der også mange ting hun ikke vidste om Victor, men hendes ord fangede hans opmærksomhed og han løftede undrende sit øjenbryn og lænede sig helt ind til hende. "Lige meget hvad det er, er jeg sikker på at det ikke vil gøre dig mindre sød," sagde han i en lettere lav tone, og blev selv overrasket over sine ord. Normalt ville han bare være nysgerrig og spørge ind til hvad det var, men hun forandrede ham. Han syntes hun var sød, og han ville ikke spørge ind til det hvis ikke hun ønskede han skulle vide det. I stedet sad han med sit blik dybt begravet i hendes, mens han smil bredte sig for hvert ord hun sagde. Spørgende lod han sit blik hvile i hendes, hvorefter han tog hendes hånd og lagde den i sin. Han overbeviste sig selv om det var for at være forstående ved de ord hun skulle til at sige, og han var bestemt nysgerrig over at høre hendes ord.

Brookelle kiggede uroligt ind i Victors dejlige øjne, hun vidste ikke helt hvorfor det eneste de egentlig lavede var at kigge hinanden ind i øjnene, men det var alligevel så utroligt beroligende, men også så underligt. Hun lod langsomt blikket falde på hans kinder, der langsomt fik en svag rød farve, hun kiggede undrende på ham, det var så utroligt sødt når folk rødmede, og Victor så så charmerende ud når det røde var i hans kinder. Han var nu også bare generalt sød. Hun bemærkede først varmen på hendes håndled da hun kiggede ned på hendes hånd, omkring hendes håndled var Victors hånd, hun smilede let til ham, det var blidt han holdte omkring den, hun havde haft dårlige erfaringer med folk der holdte omkring hendes håndled, hendes far havde gjort det, og det havde været lige før ham og hendes mor blev skilt. Derfor plejede hun ikke at være så tryk ved at folk holdte omkring hendes håndled, men når det var Victor så syntes hun det var meget normalt. Det næste han gjorde fik hende til at rødme voldsomt, hans fingre gled langsomt ned af hendes hånd, og det var måske det der fik hende til at rødme, men det kunne også være det med at han sagde undskyld efter han havde gjort det. Hun lod sine blå øjne glide op til hans, og så sendte hun ham et genert smil. "Du behøver ikke undskylde!" svarede hun, eller sagde hun, det var jo egentlig ikke et svar hun gav ham, da det direkte ikke var et spørgsmål, men hun formulerede det som et spørgsmål, men begyndte så at rødme igen. Hun kunne hele tiden mærke hans fingre kører ned af hendes hånd, og derfor kunne hun ikke lade være med at rødme. Hun bemærkede hurtigt at hans øjne søgte ned ad, men hun holdte bare sit blik der hvor hans øjne var lige før. Hun smilede betryggende da hans øjne fandt hendes igen. Det hele var som da de mødtes første gang, eller faktisk ikke, den gang havde hun ikke været sådan som hun var nu, men faktisk var det næsten på samme måde de mødtes. De havde begge gået på Ravenclaw, og der sad de og drak græskarjuice, og ja, det hele var næsten som da de mødtes første gang. Undtagen at de nu var blevet ældre, og var gået ud af skolen. De havde faktisk ikke siddet der hvor de sad nu i ret mange minutter, og alligevel så følte hun ikke trang til at komme udenfor eller noget andet, hun ville bare sidde her sammen med Victor, og tænke lidt på fortiden. "Det kan ikke blive farligere, vi er jo selveste farligheden" hun lo lidt over det hun sagde, men da det faktisk ikke gav ret meget mening overfor hende selv, så stoppede hun brat igen. Hun lænede hovedet mod venstre side, og kiggede undrende på ham. "Er du nu så sikker på det?" sagde hun, og smilede drillende til ham, før det drillende smil blev til et meget charmerende smil. Hun lyttede efter det han sagde, og det fik hende bare til at smile endnu mere da han ikke færdig gjorde sætningen. "Hvad er jeg blevet?" sagde hun stille, men der kom så et bredt smil frem på hendes læber. Hun måtte indrømme at Victor var en af de personer der kunne få hende til at smile mest, men det var heller ikke så undrende, han havde faktisk været hendes bedsteven i skole tiden, og han var langsomt ved at blive det igen. Selvom ingen ville kunne ersatte det venskab hun havde med William, så var Victor allerede igang med at forhindre hende i at tænke på Willam der var flyttet til Spanien med sin kæreste. Da William havde fortalt hende at han rejste var det første hun gjorde var at stikke ham en lussing, og skynde sig væk. Hun kiggede ned i jorden da tanken om William kom frem. Dog kiggede hun op på Victor og fik det straks bedre, hun havde virkelig savnet ham. Hun lænte sig langsomt hen imod ham, og lod sine arme lukke sig omkring ham i et kram. "Det er noget jeg for længe siden skulle have sagt, men det har aldrig været et emne jeg gad at tage frem, før nu", lød hendes ord, hun lod sit hoved hvile på hans skuldre, og spekulerede på hvordan hun skulle fortælle det til ham.

Julie gik ind i storsalen. Hun var blevet sulten efter at have været udenfor og til time. Da hun så Victor, hun gik hen imod ham og smilte. "Hej Vic" sagde hun fnisende. "Hvem er din lille veninde?" Hun valgte ikke at grine seriøst. For hvis hun gjorde det blev han måske sur på hende. Hun smilte til Brokelle hun tog en hånd frem og sagde. "Hej jeg hedder Julie May Greenlich". Hun valgte at smile høfligt til hende og derfor ingen anden udvej for kun at tale med Victor. "Vi er ikke kommet gpdt ind på hinanden for hvad er dit navn?" Sagde hun glad til Brokelle