At møde en gammel "ven"...

T: 14:00
O: En masse elever
V: Solskin
S: Søen

Solen stod højt på himlen, og Caithlyn havde blot været til en lektion - derfor var hun på vej ned til den afslappende sø, for at tjekke om alt var korrekt. Ikke med eleverne, men men søen... var den blevet bredere, mindre, større? Tjo, det var ihvertfald det hun gik ud efter. Den hvide top sad stramt ind til hendes krop, og hun havde en blomstret cardigan udover. Faktisk strålede hun, som aldrig før...
Hurtigt kom hun ned til søen og hun smilede da alt var som det plejede. Eleverne beholdte også den glade gejst og hoppede rundt, hvilket bare gjorde Caithlyns smil meget større. I sin favn, havde hun en nylånt bog, fra biblioteket - da hun lige stødte på en råbende dreng, kom hun i tanke om Magiens Historie og smuttede forbi biblioteket, og endte ved søen... ja, hvad en råbende dreng havde noget at gøre med Magiens Historie vides ikke.
Så stod hun der - og betragtede søen med armene over kors. Hun blev træt af at stå op og i det hele taget bare af den stilling, så hun fandt en bænk som var lige ved søen bred. Hovedet blev vendt flere gange, når eleverne passerede hende...

Damon begav sig mod søen, han havde kort før afsluttet en lektion. En lektion der havde krævet en del koncentration. Men sådan var det, og det var nu også okay, det gav udfordringer, og lærte ham noget om hvad fejl de små elever lavede. Hvilket jo var en fin ting at kende til. Damon Begav sig videre mod søen. Hans hår sad som normalt, en smule sat op, men ikke for voldsomt, og ikke mere end så det lignede måden håret var på. Han var iklædt en blå skjorte med nogle svage tern på. Han så rundt på eleverne der gøglede rundt. Nogle som han selv havde gjort engang. Andre gik stille og roligt rundt. Nogle sad på bænkene.. Bænkene.. Han så rundt for at se om der var en ledig bænk, det måtte han dog længere væk for at finde. Den eneste bænk der var noget nær ledig, sad der alligevel en på. Det var tydeligt eleverne nød at være ude i dette vejr. Men det var da også forståeligt nok.

Caithlyn vendte hovedet, bare for at se hvad der skete bag hende. Hun fik straks øje på en, der slet ikke skjulte sig bag alle de små elever. Hun kneb øjnene sammen - det måtte da være en lærer, siden han var så høj? Da hun fik øje på hvem det var, blev munden helt åben - det var Damon. Hvad lavede han her? Hun skulede til ham, selvom han ikke kiggede på hende... eller gjorde han? Men det bekymrede hun sig ikke om - det var mere hvad han lavede. Havde han allerede fået børn der skulle på Hogwarts? Nej, det kunne han jo ikke...
Det var meget ubehøvlet at stå og glo, men det gjorde hun altså. Som et lille barn, faktisk. Så begav hun sig hen til ham, bare for at være helt sikker.
Da hun stod et par meter fra ham, lagde hun armene over kors. "Damon?" sagde hun koldt og gav elevatorblikket. Hun vidste ikke om hun skulle lyde glad eller sur... sidst de talte var jo da han ikke gad hende mere, efter et perfekt venskab. "Damon, er det dig?" sagde hun og skød øjenbrynene i vejret. Så gik hun, med langsomme skridt, tættere på ham. Et meget lille, lumsk smil bredte sig på hendes læber, da hun sagde "Hvad laver du her?" og lagde ekstra tryk på Du.

Damon der før havde lagt mærke til en person side på en bænk foran sig, så endnu på personen. Grunden til at han ikke så væk var enkel, personen så på ham, og så lignede personen ikke en elev. Som han gik tættere på søen, i en langsomt 'ser på omgivelserne' hastighed, kunne han bedre og bedre se hvem personen var. Ikke at kunne se det fuldstendig. Men skikkelsen fik flere og flere detaljer. Med et begav personen sig mod ham, og detaljerne på personen blev tydeligere og tydeligere. Hvem personen var, gik det først op for ham, da personen stod få meter fra ham. Den stemme, og det udseende..Han stod et kort øjeblik og så på hende før han svarede. "Caithlyn?" Hans stemme var lettere kølig. Var det virkelig hende? Hende af alle mennesker. Først Venus.. Og nu Caithlyn! Hvad blev det næste? "Jeg er lærer i eliksir, Caithlyn" Trods det var mange år siden de sidst havde snakket sammen, var hans tone stadig kold. Kold som den havde været dengang, dengang de begge havde gået på skolen. "Det er vel i min ret at spørge hvad du laver her?" Den lettere høflighed var tydeligt blandet med koldhed.

Caithlyn kunne ikke lade være med at grine lidt, da Damon åbnede munden. Han stemme var fuldstændig forandret - det frydet hun sig lidt over, og så sit snit til at irriterer ham. "Jaså, DAMON" sagde hun og sagde DAMON meget langsomt og tydeligt. Damon var stadig en lidt flot fyr, syntes Caithlyn, men ville bestemt ikke indrømme det! Not at all! "Dig? Lærer? Eliksir? Den kombination ser jeg ingen sammenhængen," hun fniste koldt over sin egen kolde vittighed, men sendte ham et skarp blik, da han spurgte hvad hun lavede på Hogwarts. Hun smilede fornærmet, med øjenbrynene helt oppe i panden og sagde så: "Jeg er lærer i Magiens Historie" sagde hun stolt med rank ryg, og ignorerede hans prøven på at være høflig. Der var bare ingen god kemi mellem de to, så var det sagt. "Nå, Damon, hænger du stadig ud med din latterlige klike?" sagde Caithlyn rigtig koldt og fornærmet, mens hun skulede til ham.

Hendes koldhed forekom ham lige meget. Den største del af tiden hvor han har kendt hende, har der været koldhed mellem dem. "Jeg kan da ellers tydeligt huske at jeg måtte hjælpe dig med dit eliksir" Han lagde et irriterende tryk på dit. Han havde hjulpet de fleste han kendte fra skoletiden med deres eliksir. Eliksir havde altid været det fag han mestrede. "nånå, ser man det, lærer i Magiens Historie. Kan du få lært eleverne noget nyttigt?" Han lagde ekstra tryk på lært og nyttigt. Endnu engang i et koldt tonefald. Ved hendes skift til snak om 'hans' klikke, sendte han hende et koldt smil. Trods han var rejst til Portugal efter skolen, havde han snakket med dem derefter. En del gange. "Det kommer vel ikke dig ved, men ja, Caithlyn, jeg har snakket med mine venner, efter jeg forlod hogwarts" Hans stemme var endnu kold, og hans blik var skulende og koldt.

Caithlyn kneb øjnene sammen da Damon åbnede munden - hun forberedte sig på at noget hårdt ville blive skudt ind i hende - altså ord. Også kom den med eliksir - hun havde set den komme, og tænkte i to sekunder over et flabet svar "Damon, du var faktisk grunden til at jeg er her idag. Glad, ikke? Hvis ikke jeg havde bestået min Eliksir eksamen, såååå - så tak for det" sagde hun og smilede falsk. Smiet forsvandt lidt efter lidt, men et dræberblik.
Så begyndte han at påpege hendes lektioner - efter hans fisefornemme mening, var de nok ikke gode nok. "Jeg lærer dem noget - Eliksir er bare at blande noget pulver i en gryde og hips-ala-bib så er der en eliksir. Svært, ikke? - NEJ" hun stirrede koldt på ham, og sagde Nej meget højt og meget tydeligt. Hun mærkede had i maven - den summende fornemmelse af had, den var bare stadig i hende efter så mange år. "Fantastisk, så har du da nogen venner. Du gad jo ikke mig, jeg var ikke sej nok, ikke? Eller jeg var for grim? Eller også var jeg bare ikke populær eller god nok til Eliksir, så du fravalgte mig? Du skraber bunden" snerrede hun. Han fravalgte hende, det gjorde han... og det sad så dybt i hende at hun aldrig kunne tænke at snakke med en sød tone til ham. "Jeg græd mig selv i nat hver dag - er du klar over hvor meget du betød? Du betød nærmest alt..." sagde hun. Det var lamt at hun stod og havde selvmedlidenhed, men det var jo bare the truth... Damon havde betydet alt for hende dengang, og det skulle han vide.

Damons smil kunne ikke andet end at være koldt og hånligt da Caithlyn svarede. "Det var da godt, godt at vide at min hjælp kan få folk til at bestå.. Godt du havde mig.." Hans smil var stadig hånligt. Hendes hentydning om hvad eliksir var, virkede flabet i Damon's ører. Tha! "Eliksir er meget mere end det, men hav endelig bare den indstilling, mens du brygger eliksirer. Så skal det nok gå galt" Hans stemme var kold og hånlig. Som om Magiens Historievar meget mere end at læse i en bog, og hører om personer, berømte som ikke meget berømte. Dette var dog ikke noget han sagde, eller nåede at sige. Hendes ord slog hårdt ind på ham, de hylede ham dog ikke ud af noget, og intet ud over koldhed kunne ses på hans ansigt. "Tha, jeg gad dig godt, men du gad tydeligvis ikke mig" Hans stemme var kold, det var tydeligt han ikke gad kommentere på hendes andre ord, og han derved snakkede en smule udenom. Ligesom han tydeligt vidste at han havde droppet hende, og ikke omvendt. Det var dog ikke en ting han gad tænke for meget over. "Jeg.." Han stoppede. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han havde jo ikke rigtigt droppet hende, havde hun blot fulgt med ham, havde han helt sikkert gået med hende, sammen med hans slæng. Han vidste udemærket det ikke var sandheden. Men det var det han godt ville tro. Han vidste udemærket han havde været kold over for hende.

"Jeg træder ikke engang ind i eliksir-lokalet, når du er lærer i faget.. jeg syntes faktisk også at..." også nøs Caithlyn - altså bare falsk - "jeg har vidst allergi overfor falske tabere" hun vendte hovedet på skrå og sendte Damon et irriterende smil. Så gloede hun ud i den tomme luft. Tænk han bare sådan havde udskiftet hende, hun var jo helt vildt såret efter! Tænk han kunne gøre det, overhovedet? Det var hårdt for hende at tænke på og hun måtte sænke en klump da Damon ikke kunne færdiggøre sin sætning. Det var sjælendt han ikke kunne det, og selvom Caithlyn hadede ham som pesten, så var der alligevel en lille følelse bag. "Du? ... du droppede mig til fordel for andre" sagde hun og kiggede ned i jorden. Denne gang var det hun sagde ikke specielt koldt eller hårdt. "Vi kunne ha' været som ying og yang - det glade venskab, som alle så op til. Alle misundede, fordi vi klingede så godt... men jeg vil alligevel aldrig - ALDRIG - være din veninde og jeg kunne ikke så meget som tænke på at vi to er venner. Men tænk på den gang vi var? Brugte du mig bare for at have nogen venner?" Det Caithlyn sagde, blev hun faktisk også selv forbavset over. Men det var en lettelse at få alt de skidt ud, som hun havde gået med i tankerne så længe!
Hun sukkede og mærkede virkelig tårene presse på. Men hun var en slange - det var jo meningen at hun ikke skulle vise følelser som sådan. Hun holdt blikket ned i jorden og måtte blinke for ikke at bryde ud i gråd og tigge om tilgivelse for alt det hun lige har fyrret af og måtte synke flere klumper. Klumper der føltes som sten, som endte i maven og blev tungere og tungere. Så vendte hun blikket "jeg kan ... " hun kunne ikke færdiggøre den, men tog sig virkelig sammen "jeg kan ikke engang holde ud at se på dig?" hviskede hun og kiggede fortabt på Damon og væk igen. Hun var såret - om det var fordi hun vendte vrangen ud af sig selv eller om der var følelser bag, det anede hun ikke... men hun var såret så det halve kunne være nok...

Damon sendte Caithlyn et koldt blik. Ha! "Så er det jo godt jeg ikke er nogen taber, eller en falsk taber" Et koldt, hånligt og en smule modbydeligt smil satte sig på Damons læber. Det forsvandt dog hurtigt da Caithlyn fortsatte. Han sank engang mens han så på Caithlyn der så ned. "Jeg.." Han stoppede og lod hende fortsætte. Hendes ord satte en masse i gang, en masse tanker, og en masse billeder. Billeder af den gang de havde været venner, "Jeg brugte dig ikke, du ved udmærket godt at jeg også var venner med dem fra da jeg startede på Hogwarts..." Hans stemme var en smule hård i det da han stoppede, han havde ikke mere fornuftigt at sige, lige nu.. Han så ned ved hendes ord, da hun så væk. Han trådte et skridt tættere på hende, han fortrød dog hurtigt at han havde gjort det. Det var måske ikke det bedste at gøre, når hun lige havde stået og fyret alt af. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller svare. Han kunne jo kun gøre det hele værre. Eller næsten. Men hvad var der også af gode ord at sige til ens tideligere meget gode veninde. Veninden man nu kun havde et kolde emner og samtaler med.

Blikket var vendt ned mod jorden, da Damon begyndte at tale. Hun var stadig ked af det, og intet kunne få hendes smil op. Det hun egentlig ønskede var, at Damon og hende bare kunne blive så gode venner igen. Ligesom de gode, gamle tider - men aldrig ville un indrømme det eller sige det. Hun kiggede op på Damon og han ville sagtens kunne se at hun ikke var så kold og strigle-agtig mere. "Du?" sagde hun håbefuldt, da han begyndte at stamme. Også trådte han et skridt tættere - hun væmmes en smule ved det. Hun havde ikke stået ham så nær, siden det klingede alt sammen. Men bag væmmelsen, var der en rar følelse der nærmest fik et smil på hendes læber. "Nå, så... så nu gider du mig?" sagde hun og kiggede ked af det op, men også en smule fornærmet og stædigt. Blikket var vendt mod Damon, og blev der i lang tid...

Damon ignorerede hendes 'du?' Der var intet at svare på det, han havde jo intet at sige. Han holdte blikket på hende, tænkte over tingene, hvordan de var, hvad der var sket. Det var vel ikke udelukket hans fejl? Han så ned før han igen vendte blikket mod Caithlyn. Ved hendes ord gik det først rigtigt op for ham hvor tæt de stod. Ikke for tæt, men alligevel aldrig som de havde stået siden den gang. Han trak sig et skridt tilbage kort efter hendes ord. "Tha" Han fnøs koldt. Hvad skulle han svare? At han altid havde gidet hende, men hun opfattede det hele forkert? Nej, det ville være for dumt, og åndssvagt, det havde jo været hans skyld.. Det vidste han udmærket. "Hvis det ser sådan du vil have det, Caithlyn. Så kan vi godt forblive sådan." Trods han ikke sagde det ligeud, regnede han da med at Caithlyn forstod hvad han sagde, altså hentydede til hendes koldhed, og hendes måde at afslå på. Hvis hun ville have det kolde emne skulle fortsætte, så var det vel sådan det var.

Caithlyn blev en smule fornærmet, da Damon bare sådan ignorerede hende. Hun sukkede og kiggede rundt. De var begge skyld i det - Caithlyn kæmpede ikke for Damon og han opgav bare deres venskab. så snerrede de til hinanden, og det endte med det rene kaos, som Caithlyn ihvertfald væmmes ved. Hun kneb øjnene sammen, da hn begyndte at sige noget. Noget omkring deres skænderi... faktisk noget Caithlyn ikke hvde set komme. "Forsætte det kolde emne?" sagde hun og gloede ned i jorden. Hun tænkte ikke over det, men måtte bare lige gentage det han sagde.
Egentlig havde hun intet svar - hvad skulle hun sige? I et øjeblik var hun tæt på at undskylde, men så alligevel ikke, for hvad nu hvis han ikke tog imod den? "Undskyld" mumlede hun og kiggede håbefuldt op på ham. "Det var da en start?" sagde hun.

Damons blik var der endnu noget koldt over. Han vendte det kort rundt for at se på omgivelserne. En flok elever fik et koldt blik der betød at de godt kunne lade være med at se på og smutte væk. Han så kort ned og vendte så igen blikket mod Caithlyn. Caithlyn der undskyldte... Undskyldte! Efter alle de år.. Skulle de så komme på talefod igen? "Ja, det var vel en start" Damon's stemme var stadig en smule kold, med vilje var det ikke, men det var den. så kort ned før han igen så på Caithlyn. Havde han noget at undskylde over for? Han havde jo ikke gjort andet end at gå med nogle der ikke var hende, det var der vel ikke så meget at undskylde over? Som han stod der gik tiden. Skulle han undskylde? I så lang tid havde de været uvenner, ja nærmest fjender engang. Var tiden til at undskylde? Var tiden til at blive venner igen? Til at blive som før? Eller bare være på talefod igen, eller, på venlig talefod igen? At han egentligt stod og trak tiden ud, var en ting han først tænkte på da han vendte blikket på Caithylyn "Jeg trækker vist tiden ud..." Han vendte blikket mod Caithlyn. Hvorfor undskyldte han ikke bare? Det var godt og vel fem år siden de sidst havde set hinanden. Ligesom med ham og Venus. Så hvorfor ikke bare mande sig lidt om og sige undskyld? "Jeg må også undskylde, Caithlyn" Der spillede ikke noget smil på hans læber, ikke fordi han ikke følte noget, han så bare ikke lige hvorfor han skulle smile mere end et skvæt smil, lige nu..

Damon så ud til at være en smule overrasket over Caithlyns undskyldning. Hun var altid den der undskyldte, når hun egentlig ikke burde - det burde være Damon der startede med at sige undskyld, men deres skænderi havde jo ingen ende. Hun tog en dyb indånding da Damon ikke svarede - han gad tydeligvis ikke noget mere. Det var slut - færdig ende - bogen var læst og det var på tide at starte på en ny - mon det var et venskab? At de havde været bedstevenner i så lang tid, og han nu bare ikke gad hende? Hun havde set den komme - han var jo en venne-player. "Mhm" sagde hun stille og skød det ene øjenbryn op, da nogen elever begyndte at komme og hun sagde så: "Gå dog væk" med en irriterende tone.. Caithlyn koncentrede sig nu om Damon. Øjnene blev helt åbne, da han rent faktisk undskyldte. Også kom hun i et dilemma - skulle hun sige at han var tilgivet? Eller skulle hun løbe skrigende bort? Nja, det var egentlig ikke et godt dilemma at være i, så hun smilede bare - selvom det var utrolig falsk.
Hun åndede lettet ud, og kiggede på ham. Skulle hun kramme ham? Det ville være akavet, ville det ikke? Jamen Caithlyn var jo akavet, så hun måtte bare gøre det.. un rejste armene op, spredte dem ud og gik hen til Damon. Armene blev låst fast om hans krop, og hun smilede lidt for sig selv.

For en kort stund så det for Damon ud som om Caithlyn ikke ville tage imod undskyldningen, men han havde jo heller ikke ligefrem selv været den der var hurtigst til at sige undskyld, så det var vel fair nok hvis hun ikke tog imod den.. Eller? Intet smil var at se på Damons læber, han viste ærligt talt ikke hvordan han skulle håndtere situationen. Han blev dog på kort tid hylet ud af alt da Caithlyn slog sine arme om ham. Han kunne godt have fundet bedre steder hun havde gjort det, i stedet for lige der hvor elever stod og så på. Dog skulle eleverne ikke forhindre Damon i at ligge sine arme om Caithlyn. Han så kort rundt så godt han kunne, der var faktisk ikke så mange elever som der havde været, og de elever der var ude, havde travlt med det de nu lavede. Mon eleverne var gået ind for deres skyld, fordi de vidste at de ikke burde se på? Damon ignorerede eleverne og vendte så opmærksomheden mod Caithlyn.

Caithlyn håbede inderligt på at Damon vidste at krammet bare var venskabeligt. Hun slap ham efter to sekunder, og kiggede på ham. Det var mega akavet, for i en stund syntes hun at Damon så flov ud? Hun kiggede lidt rundt på eleverne, som slet ikke var opmærksomme på Damon og hende, hvilket egentlig var meget rart. "Sååeh.." sagde hun og prøvede at startede en samtale op, men det var bare så akavet. Bare der hvor man tænker "fail" og smider hovedet ned i hænderne af blot pinlighed. Hun kiggede på Damon: "Nå, dig og Venus har jeg hørt?" sagde hun så og kiggede på Damon.

Damon så på Caithlyn med et skævt smil, i det hun trak sig væk. Han vendte for en kort stund blikket mod jorden, før han igen så på Caithlyn da hun spurgte ind til Venus og ham. "Åh, ja, løber rygterne så hurtigt?" Han vidste at det kun kunne have været en lærer der havde videre givet den besked, en bestemt person. Men det gjorde nu ikke Damon noget. De fleste i lærerstablen kom vel til at vide det før eller siden, og det gjorde jo ikke noget at Caithlyn vidste det. Hun ville sikkert finde ud af det, om så nogen havde sagt det til hende eller ej.

Caithlyn smilede en smule rundt, da Damon sagde noget. "Jeg har aldrig rigtig brudt mig om Venus... hun er kold og gider ikke give hånd" sagde Caithlyn og smilde lumsk. Hun måtte bare f¨en hævn, på en eller anden måde. En hævn for at Venus bare stjal Damon fra hende, i skoletiden.
Og da så Caithlyn at Venus kom ud af borten med blikket stirrende mod Damon. Caithlyn lænede sig forover og lod sine læber mødes med hans. Ligeså stille gjorde hun kysset meget intens og kiggede lidt tilbage på Venus, men hun stadig holdt læberne smasket op ad hans.

I dét at Caithlyn nævnte Venus, og at hun aldrig havde brudt sig om hende løb et strengt blik over Damons øjne. "Venus er fin nok" Det strenge blik forsvandt med et lille suk. Han gad ikke blive uvenner igen. Efter så mange år, var de igen kommet på talefod. Så behøvede de ikke ødelægge det hele igen få minutter efter. Med et fik Caithlyn hylet ham ud af alt, hylet ham ud af alle tanker. Hendes læber var lige pludselig meget tæt på hans. Ikke bare meget tæt. De rørte hans. Og et intens kys blev kysset på ham, på hans læber. Med et trak han sig væk fra hende. Der var intet vredt over hans ansigt. Kun underen. Hvorfor kyssede hun ham? De havde jo lige snakket om Venus.... Venus! Med et vendte han blikket over skulderen og et syn af Venus mødte ham.. Venus! For pokker. Hvorfor lige nu? Det var helt klart slut med deres forhold nu. Han vendte blikket mod Caithlyn, hans blik var stadig undrende. Kvinder!

"Men Merci, jeg har altså ikke fortalt nogen om det, for ser du Damon, du ved hvem han er, er her på skolen. Det er ham der er dit overhovede", sagde Venus, og nikkede ned til sin datter, som gik ved hendes side. De var næsten hinandens udtrykte billede. De havde begge langt lyst hår og var meget kønne. Og så havde de begge moderigtige solbriller på, Venus's komplet sorte og Merci's pilot-briller med spejl i. Ingen øjne kunne ses, men de havde begge en kølig attitude, som de bevægede sig ud mod søen. Venus havde en arm rundt om Merci - et venskabstegn man sjælendt så udført af Venus. Venus lod sit blik glide hen over græsset, og stivnede da et syn fik hende til at holde kæft. Hun løftede hurtigt solbrillerne op så de sad i håret, men nej, hun så ikke forkert. Der stod Damon fandme, fuldt offentligt og kyssede med en anden! Arg, hun måtte snart lære ikke at stole på ham! Hun vendte sig mod Merci, med en hånd på hver af hendes skuldre. "Ja, mig og Damon var begyndt at komme sammen igen. Men det der er grunden til at du ikke skal stole på drenge!", sagde hun og kastede med håret i retning af Damon. Hendes stemme emmede af vrede. "Kom Merci.", hvislede hun på slangehvisken(det var ikke bevidst, det var bare fordi hun blev meget meget vred at hun begyndte at slangehviske), og tog Merci i hånden om slæbte hende med hen til de to. Hun gav Damon en lussing, og vendte sig så mod Caithlyn. "Hvad fanden tror du lige du har gang i, din lille uægte Slange? Ja, jeg ved det godt. Hufflepuff - ækelt!", lød hendes vrede ord. Det var nu ikke længere slangehvisken, for hun vidste udemærket at Caithlyn ikke ville kunne forstå det - kun en ægte slytheriner som hende selv og hendes datter kunne beside den gave!

Merci lyttede nysgerrigt til sin mors snakken mens de kom gående ned til søen. Merci grinede i stilhed og himlede med øjne, som man så ikke kunne se fordi hendes pilot-solbriller som havde spejl i gjorde så man ikke kunne se hendes flotte blanke øjne. Hun tog sine spinkle fingre op til sit lange blonde hår og snoede en tot hår omkring sin finger mens hun kiggede på sin mor.
Da hendes mor stoppede brat op, kiggede hun forundret på sin mor men lod sit blik køre der ned hvor hendes mor nikkede og kunne næsten regne ud af den ene var Damon og den anden var hendes lærer i Magiens historie..!
Da hendes mor begyndte at snakke slange-sprog så Merci igen på hende men nikkede stift til sin mor og begyndte at gå derned.
Da hun så hendes overhoved og sin lære kiggede hun på sin mor og snakkede også slangehvisken til hende. "Du har da meget god smag.." gryntede hun og lavede en grimasse men beholdt dog de italienske designer solbriller på, som hun havde fået af Venus på en ferie..
Da Venus begyndte at råbe af Caithlyn satte Merci hænderne i siden og rakte tunge men stillede sig bag sin moar...

Tiden gik lige pludselig i dobbelt fart! Før han kunne nå noget var Venus og en pige på vej mod ham og Caithlyn, og under få sekunder var en hånd placeret på hans kind i form af en lussing. Han ømmede sig i stilhed ved at tage sig så let til kinden, "Hey!" Han så kort rundt, de elever der var ude var ved at søge ind, de vidste de ikke burde være ude. Og de elever der ikke var ved at søge ind fik et koldt blik så de lige pludselig var på vej ind. Damon vendte blikket mod Venus igen. "Venus..." Mere nåede han ikke at sige før han så på pigen der stod bag Venus. Der var et eller andet bekendt over pigen. Ikke bare et eller andet.. Men noget bestemt. Havde han set hende før? Med et skød en tanke op i ham. Venus.. Venus havde set nøjagtigt sådan ud da hun startede på Hogwarts. Mon pigen gik på første årgang? Gjorde hun ikke det.. Havde Venus en søster? En søster han aldrig havde hørt om? Det var meget muligt, efter som han jo ikke havde været sammen med Venus i lang tid. Damon vendte blikket fra pigen og mod Caithlyn for at se hvordan hun tog det hele.

Da Caithlyn så Venus og en pige komme trippende ned mod Damon og hende, kiggede hun koldt på Venus. Og da Venus sagde det med den falske slange, blev Caithlyn helt rød i hovedet. Ikke pga. hun var pinligberørt, men hun var simpelthen så vred. Ovenikøbet havde Venus også slået Damon. "Åha, din irriterende idiot. Du skal ikke slå Damon eller tænke på det! Det bliver værst for dig selv, møgtæve" snerrede Caithlyn og kiggede på den lille pige der stod og rakte tunge, bag Venus. Der var noget besynderligt over de to. "Har du nu været for hurtigt på den? Sig mig, var du overhovedet buksemyndig, lille ven?" jokede Caithlyn til Venus og kiggede på pigen igen. "Gå ind til slottet, du skal ikke se nogen af de voksne være sådan" sagde hun så og skubbede blidt til pigen. "Venus, man slår ikke. Vidste du godt det? Hva'? Vidste du det? Men noget siger mig at.." også fik Venus en strakt håndflade lige plasket på kinden, så det gav et ordentlig smæk. Caithlyn var vred - tænk Venus var rektor og slog? "Jeg kan ikke holde ud at være det her lorte sted? Venus, har du aldrig lært at man ikke slår? Nårh nej, dine forældre opfordrede dig til det. Men jeg skrider - alle de løgne og alt det der er her på slottet... det er ikke til at holde ud" råbte Caithlyn og vendte blikket mod Damon. "Farvel" sagde hun og gav ham et lille kys på kinden, og løb så væk - væk fra helvede. Selvom hun vidste hun ville fortryde det - men havde alligevel fået en ugle fra MFM hvor der stod, at hun blev tilbudt en stilling som Magiens Historiker.

Venus løftede let det ene øjnbryn, som Caithlyn flippede ud. Åh gud, sådan havde Caithlyn altid været. En værre Dramaqueen! Det var sku til st brække sig over, sådan en lille led sæk. "Jeg gør hvad jeg vil. Møjtæve? Hmm, jeg kan ikke være uenig.", sagde hun, og trak let på skuldrene. Sure, hun var en møjtæve, det vidste hun også godt, men det måtte folk bare acceptere. "Damon synes da ikke det var for hurtigt", sagde Venus lettere hånligt. Hun vidste Caithlyn selvavde været forelsket i Damon dengang, så hun vidste også hvilke knapper hun skulle trykke på. "Og gud var jeg så buksemyndig. Og hvad så hvis jeg ikke var? Det ville jeg da skide på.", sagde Venus koldt, og kastede med håret. Venus vendte sig mod sin datter med et lille smil. "Nej, kun det bedste er godt nok", sagde hun lettere drillende, på slangesprog. Hun så med et hånligt ansigtsudtryk på Caithlyn. "Haha, lille ven, har du glemt hvordan jeg var i den alder? Min datter er bestemt ikke anderledes. Bad ass.", sagde hun med et hånligt smil. "Og du rører ikke min datter, for hvis du gør det igen sværger jeg at jeg river dit lille grimme hovede af din krop!", hvæsede Venus af Caithlyn. Venus fortrak knapt nok en mine, da Caithlyn slog hende. "Skrid ad helvedes til. Der er kun plads til en møgtæve.", sagde Venus og knejsede med nakken. Hun så hånligt efter Caithlyn der forsvandt. Fedt nok, så var hun fri for den bitch.