Gammelt bekendtskab

Sofia smilede skævt. "Nu har jeg ikke prøvet andet, men det var vel ret fedt. Til at starte med, havde jeg bare brunt hår og let brun hud og sådan, for at falde ind i mængden. Men en dag, hvor jeg havde fået brev fra Sophia var jeg så ked af det, fordi jeg savnede hende, at jeg helt glemte at ordne mit udseende. Du skulle SE den opmærksomhed jeg fik, da jeg vågnede op med ildrødt hår og bleg hud. Man skulle tro de aldrig havde set en som mig før! Du husker nok at jeg er metamorphmagus? Anyway, efter det holdt jeg op med at ændre mit udseende ret meget, så nu gør jeg det kun en sjælend gang", forklarede Sofia smilende til Damon.

"Årh javel." Damon lod et skævt smil spille over sine læber. "Jeg kan nu også bedst lide dit hår, rødt..." Damon lod et smil spille på sine læber. Han havde intet imod at han stod og kommenterede hendes udseende på den måde, med noget lettere flirtende i. "Åh jo, jeg husker tydeligt du var metamorphmagus." Det var sket en enkel gang eller to, at han havde oplevet Sofia med en underlig hårfarve som neogrøn eller sådan noget. "Det går ikke du forskrækker folk ved at komme med en anden hårfarve eller sådan noget" Han lod et lettere drillende smil spille på sine læber.

Sofia smilede skævt. "Åh, jeg kan nu også bedst lide min rigtige hårfarve, rød. Måske skulle jeg få ny hårfarve hver dag? Det kunne være sjovt at se folks reaktion", grinte Sofia, og ignorerede helt at han flirtede.

"Åh ja, det kunne være sjovt. Den ene dag neon gul, den anden grøn, det skulle nok skabe morskab" Damon lod et drillende blik spille i hans øjne. Han var egentligt ret glad for det ikke var ham der var blevet udstyret med den evne at kunne ændre på sit udseende. Tænk at rende rundt med pink hår, uden at vide det, og først finde ud af det, et godt stykke tid efter, fordi en kommenterede det, eller fordi man så sig selv i spejlet. Eller var det bare sådan noget de beherskede, dem der var metamorpmagus?

Sofia grinte let, og som han nævnte farverne, skiftede hun hårfarve til først neongrøn og så gul. "Tja, det kunne jeg da godt!", sagde hun lettere drillende.

//Sorr3y for kort svar, skal gå.-.-//

Damon grinte kort som Sofia skiftede hårfarve. "Åh, jeg må indrømme, du ser bedårende ud med grønt og gult hår!" Damon lod et drillende smil spille på sine læber som han sagde det. Han måtte dog ærligt indrømme, at han syntes den røde farve klædte hende bedst.. Grøn var en pæn farve, men ikke en farve ens hår var i, det samme med gul, det var en okay farve, men ikke en farve ens hår skulle være i. Damon lod et skævt smil spille på hans læber som han så på Sofia.

Sofia skar et ansigt, og selvom hendes hår nu var rødt igen var hendes hud pludselig grøn. Hun knækkede sammen af grin, og hendes hud skiftede i alle regnbuens farver. Da hun endelig var færdig med at grine tørrede hun en tårer væk - som var kommet da hun grinte - hendes hud og hår var nu normalt igen. Hun blinkede kækt til Damon. Ja, normalt legede hun ikke så meget med sine evner, for hun syntes det fik hende til at fremstå som en freak, men med Damon var det bare sjovt,

Damon lod et grin slippe over sine læber som Sofia skiftede farve. "Åh, jeg synes nu den blå farve klædte dig vældig fint." Damon sendte Sofia et drillende smil, og blinkede så kort til hende. Man kunne kun være fascineret af hendes evne. Den var fascinerende, men også skræmmende på nogle punkter - bla. når de skiftede hudfarve... På den anden side, det var da sjovt at se på.. Eller var det kun sjovt fordi det var Sofia? Damon lod et smil spille på sine læber.

Sofia smilede skævt. "Jeg må nok hellere finde mit kontor nu - vil den herre være så venlig at vise vej?", sagde Sofia kækt. Ja, det var pænt sent nu, og hun skulle nå at pakke ud og gøre klar til den følgende dags første lektion. Det ville helt sikkert blive monster godt!

"åh, ja, klokken er ved at blive mange." Damon lod et skævt smil falde hen over hans læber, egentligt gjorde tiden ham ikke noget, han havde ikke lektioner de to første timer, den kommende dag, det gjorde ham ikke noget om han var længe op, det eneste lille problem der kunne være, var det med morgenmaden, men den kunne man altid tage på Det Glade Vildsvin, eller De Tre Koste.. "med glæde." Damons svar var kækt, som sofia's tone havde været. Damon placerede sin arm så Sofia kunne tage den, blot for morskabens skyld.

Sofia placerede elegant sin hånd på Damons underarm, som han rekte armen frem. Hendes kjole, som hun stadig havde på, da hun havde været til et fint middagsselvskab hun havde været til, før hun havde begivet sig til hogwarts, passede godt til hele situationen.

Damon lod sit blik løbe ned af Sofia og derved også ned af hendes kjole, som sofia placerede sin hånd på hans underarm. "Hvad skyldes den formelle påklædning?" Damon lod et lille smil spille på sine læber. "Jeg mener, at ankomme til Hogwarts, kan umuligt betyde man skal klæde sig så fint på, eller?" Damon lod et smil spille på sine læber og begyndte så langsomt at gå mod Hogwarts, der var på ingen måde noget forhast i det.

Sofia smilede skævt, tænkt at han tænkte på kjolen i samme øjeblik som hende selv. Ak ja, hun elskede den kjole! Hun satte i langsom gang, da Damon også begyndte. "Jeg var til middagsselvskab hos familien Parkinson. Det er ærgeligt folk stadig anser dem for mørke, bare pga. deres fortid. De er nogle ganske fortrinlige mennesker", udtalte Sofia sig. Åh ja, deres forfader, Pansy Parkinson, havde jo været kærester med Draco Malfoy, men det betød jo ikke at resten af familien var bundråden, så mange år efter.

"Åh, javel." Damon lod et smil spille på han læber. "Ja, det har du ret i.. Men sådan noget hænger på familien i lang tid." Et skævt smil spillede på Damons læber som de gik der. Sådan nogle ting kunne hænge på familier meget lang tid, også selvom de der ikke havde været helt gode, ikke levede mere.. Damon lod det skæve smil spille på sine læber, som de gik op mod slottet. Det hele virkede en smule underlidt, det var 17 år siden de sidst havde set hinanden, og så skulle de se hinanden på Hogwarts, bedst som det virkede umuligt at skulle se hinanden igen.. Skæbnen var endnu engang en mystiks ting.

"Ja, du har vel ret", lød Sofias stemme eftertænksomt. Det var nu alligevel syndt. Egentligt var de fleste fuldblods jo fra samme familie. Hendes havde dog skiftet navn, og stamtræet var brændt. Det var nok ikke umuligt, men dog svært at spore dem tilbage til deres originale forfædre.

"Selvfølgelig har jeg ret." Damon sendte et drillende smil til Sofia, før han vendte blikket rundt på de mørke omgivelser. Han vendte blikket mod slottet, som han gik mod det med Sofia ved sin side. Et lille smil spillede på hans læber som han gik der. Han lod den modsatte hånd - af den sofia holdte på - glide gennem sit hår, og derved satte en smule på håret.

//Skal vi stoppe den her?xD//

// Lad os det... xD//