Gammelt bekendtskab

Tid: 22:25
omgivelser: ingen
Vejr: Det er lidt køligt, det er tusmørke. Tunge grå skyer flyver på himmelen, det regner dog ikke mere..
Sted: Søen


Damon lod sit blik fokusere på søen, han havde dog tankerne mange andre steder end lige søen, eller at hans tøj var en smule vådt. Det forekom ham alt lige meget. Alle hans omgivelser forekom ham lige meget. Brevets ord - det han havde fået fra ministeriet, lød stadig i hans hoved 'Kære hr. Greey. Da Venus Lestrange.....' Han lukkede resten ude. Han ville ikke tænke på det mere. Brevet var forfærdeligt nok i sig selv. Trods Venus havde droppet ham, var det sidste han ønskede, at det der var sket, skulle ske. Og endnu værre var at han skulle have hendes ting.. Fordi... Fordi merci også var.. Hans ... Damon vendte endnu engang tilbage til omverdenen, klar til at bryde sammen. Det eneste der holdte ham fra det var chancen for eleverne skulle se ham, man vidste aldrig om de var hvor de skulle være, eller hvor de var. Det hele virkede dog så sørgeligt. Hvorfor skulle de begge? Det var det sidste han ønskede for dem.. Damon lod let en finger gnide på øjet som om det kløede. Han grad ikke, blot ved det.. Tha, hvorfor stod han sådan der? Efter de havde behandlet ham på den måde? Efter Venus var skredet sammen med Chace.? Det havde dog ikke forhindret hans kærlighed til hende...

Sofia var en ung heks på de otteogtyve år. Ja, hun var faktisk en ret usædvanlig heks. 'I hvert fald på disse kanter. Det var nemlig første gang hun betrådte Hogwarts' arealer. Hun havde nemlig ikke gået på Hogwarts, og det var jo mærkværdigt nok i sig selv. Men noget andet underligt ved Sofia, var at indtil hun var elleve et halvt år, havde man troet hun var fuser. Og derfor begyndte hun først i magikerskole som tolvårig - i spanien!
Sofia tog en dyb indånding, og så sig omkring. Hogwarts. Det havde altid været hendes store drøm. Og nu hvor hun var her.... Ja, så varr det faktisk slet ikke specielt. Kedeligt ville hun ligefremdy sig til måske at sige.
Hun kørte en hånd gennem det brune hår, rettede på kappen, mumlede let for sig selv, og hankede op i kufferten. Hold da op den var tung! Hvis bare hun kunne huske den letvægtsbesværgelse... Hun havde knap nok tænkt tanke til ende, før hun spottede en fuldvoksen troldmand. Mon ikke han kunne hjælpe? Med hurtige skridt var hun snart ovre ved ham, og prikkede ham på skulderen. "Goddag hr. Jeg tænkte på, om De kan huske en letvægtsbesværgelse til min kuffert?", kunne man ikke se hende, ville man nok tro hun var elev. Hun havde nemlig en usædvanligt spinkel stemme. Men så man på hende, var der ingen tvivl. Hun var en fuldvoksen heks.

Damon der stod i sine egne tanker, bemærkede ikke at nogen nærmede sig bagfra. Han tænkte på alt for meget andet, til at han lagde mærke til sine omgivelser og lagde mærke til lyde der ikke burde være der, det skulle ikke undre ham hvis en elev kunne gå forbi ham. Han vendte sig med ét om, da en prikkede ham på skulderen. Han lod sit blik hvile på hende, mens hun snakkede. Hvem personen var, eller hvorfor hun var hvor var, vidste han ikke. Men det behøvede han vel heller ikke at vide? "Åh, jo, fjerletbesværgelsen skulle være brugbar" Damon hev sin forholdsvis nye stav frem, og svang den så let, mens han udførte en nonverbal besværgelse og lod besværgelsen ramme kufferten. Hvis ikke hans magi slog alt for meget fejl, skulle kufferten gerne være blevet lettere. "Jeg tillader mig at spørge, hvad laver De egentligt her?" Damons så på personen med et spørgende blik. Hvorfor han spurgte vidste han ikke, det var egentligt ikke for han havde lyst til at snakke med en fremmed. Måske var det blot for at sikre sig at hun ikke var gået forkert, havde overset et skilt eller sådan noget, og så var endt på Hogwarts.

Sofia stivnede let, da manden vente sig om, og genkendelsen skyllede over hendes ansigt. Det tog hende ikke lang tid at få styr på sit ansigtsudtryk dog, og så var det også langt mere fattet end før. Ja, nu var det venlige faktisk forsvundet fra hendes blik. Der kunne man bare se... Damon. "Nånådada, Damon? Hvad laver du her?", spurgte hun, med et let løftet øjnbryn. Nej, hun havde bestemt ikke husket, hvor god en ven han havde været... Men heller ikke hvor skidt en ven han havde været! Da hun havde haft brug for ham allermest? Hun stod helt i sine egne tanker, så det overrumplede hende, da kufferten pludselig blev utroligt let i hånden på hende. Hun stillede den ned, og så atter op på Damon.Hun så igen venlig ud, om end en smule anstrengt, men det var da bedre end ingenting? "Tak".

Damon så undrende på kvinden der åbenbart kendte hans navn, men hvorfra? Han skulle da ikke mene han havde kendt hende, eller? Havde han mødt hende i Portugal? På Hogwarts? Før Hogwarts.. Nej, før Hogwarts havde han kun kendt Sofia, han havde dog ikke set hende efter han rejste til Hogwarts, og var hun ikke også fuser? Så kunne det umuligt være hende, hun levede sikkert som muggler i en eller anden by i England, og havde sikkert familie.. "Øh, hvorfra kender du mit navn? Men jeg lærer og overhoved, her på slottet" Damon så kort rundt på sine omgivelser og vendte så igen blikket mod hende kvinden. "Så lidt." Hvem var hun? Hun måtte vel være en eller anden han havde kendt, siden hun kendte han navn, det var vel ikke muligt hun havde set et billede af ham, med hans navn på? Eller var det?

Sofias mund krussede sig i noget der lignte et tilbageholdt grin. Og det var det skam også. Nåda, han kunne ikke genkende hende? Nårh ja, hun havde godt nok ændret sig ret meget, men stadig? På den anden side, de var elleve år sidste gang han havde set hende. Det var overraskende at Sofia kunne genkende Damon, men det har nok noget at gøre med, at Sofia havde forstillet sig ham som voksen så mange gange... Tja, han kunne vel ikke engang huske hende? Hvorfor ikke få lidt sjov ud af det? "Jamen Damon dog!", sagde hun, og lød helt forfærdet. Det ene hånd lagde sig på hendes hjerte. Hun var skam en god skuespiller og var god til at se overrasket og skuffet ud på samme tid. "Kan du ikke huske mig? Jeg har da i hvert fald ikke glemt dig! Jeg er Katrine, vi blev næsten forlovet. Ej, kan du VIRKELIGT ikke huske mig?", spurgte hun ,og havde let ved at få sin stemme op nær det hysterriske.

Damon så lettere irriteret på kvinden der stod over for ham, hvorfor pokker præsenterede hun sig ikke, det hjalp jo ikke noget, at hun stod der og kunne hans navn, mens han selv ikke kunne få noget til at passe sammen. Et lettere irriteret og chokkeret mine gled over hans ansigt.. Katrine, forlovet? Det passede på ingen måde sammen, han havde aldrig været tæt på at forlove sig med en. Han havde da tænkt tanken før. Men aldrig delt den med andre. Men på den anden side, kunne han afvise noget? Nej.. Det kunne ikke passe. Det kunne det simpelthen ikke. Damon så irriteret på Kvinden. "Jeg kender ikke nogen Katrine." Eller... Det gjorde han, men han kendte ikke nogen Katrine han ville forlove sig med.. "Hvem er du?" Hans stemme lød irriteret og opgivende. Kunne det være sandt det hun sagde? Men så længe det kun var næsten forlovet, og ikke, vi var forlovet eller vi har et barn sammen, så var det vel ikke så slemt? Eller var det?

Sofia grinte let. "Det er fordi jeg ikke hedder Katrine dumme. Og vi har godt nok aldrig været tæt på at blive forlovet", sagde hun, og trak på skuldrene, så det røde hår røg frem. Hun smilede skævt. "Egentligt overrasker det mig ikke at du ikke kan huske mig. Vi var jo like elleve år sidste gang vi så hinanden - right? Fair nok, fair nok. Jeg havde dog håbet at du på en eller anden måde kunne huske mig", sagde hun ,og løftede let det ene øjnbryn. Godt nok havde de været elleve sidst de havde set hinanden, men altså, han havde været hendes bedste ven i de elleve år de havde levet indtil da, og det havde da set ud som om hun også betød noget for ham? I hvert fald nok til at han kunne huske hende. Men åbenbart ikke. Fair nok.

Måden kvinden talte til ham på, mindede ham om et eller en anden, eller ret og sagt, en eller anden. Hendes næste ord fik ham dog til at se svagt chokkeret på kvinden, kunne det virkelug være? Efter så mange år, og var hun ikke fuser? Men kunne fusere ikke godt betræde Hogwarts? Men alligevel, det skete ikke så tit. "Sofia?" En svag spørgende tone lød i hans stemme. "Men hvordan? Jeg mener, er du ikke...?" Han lod et skævt smil spille over hans læber. Var det virkelig hende. Det passede ret godt, der var små trækninger i kvindens ansigt, som han huskede Sofia havde haft. Han huskede tydeligt hvor gode venner de havde været, hvordan han havde nydt at være sammen med hende. Men hvordan? Hun var rejst væk da han kom hjem fra Hogwarts, og siden havde han ikke set hende.

"Bingo!", grinte hun. Nå, så havde han trods alt ikke glemt hende helt. Sofia havde i hvert fald glemt at være sur over at han forlod hende dengang, det var jo fortid nu, og gensynsglæden dækkede alt andet. Hun løftede sin lille tryllestav, 13 tommer, kirsebærtræ og en kerne af enhjørningehorn, og svingede let med den. Ved hjælp af en nonverbal besværgelse fik hun pink og guld fyrværkerri til at springe frem fra spidsen af stavens. Hendes eget lille private show. Hun grinte henrykt, og klappede i hænderne. Så lagde hun staven tilbage i inderlommen. "Fuser? Næ, mine magiske kræfter var bare langsomt udviklet. Jeg må dog indrømme at nogen af mine besværgelser er på spansk", hun trak let på skuldrene, "jeg gik i skole i Spanien. Gud Damon! Hvor er det altså bare underligt at se dig igen!", lød hendes ord.

Damon lod et lille smil spille på sine læber, som hun nævnte han havde gættet rigtigt. Efter så mange år, skulle han se hende her. At blive lærer på Hogwarts havde ført ham til mange af de gamle venner. Det virkede på mange måder underligt at sådan et sted skulle føre en til så mange genforeninger.. Han lod et lille smil spille på sine læber, som Sofia fortalte hendes historie. "Åh, javel." Han huskede tydeligt hvordan hans forældre havde fortalt at Sofia og hendes familie var flyttet. Trods de mange nye venskaber på Hogwarts, havde han ikke haft i sinde at ignorer hende. Han havde ikke taget det specielt godt, at hun ikke skulle til Hogwarts, det ville han åbenlyst indrømme. Efter hvad han selv huskede havde han ignoreret hende den sidste tid op til Hogwarts. Det havde været den eneste måde for ham, at skjule hans sande følelse. "Hmm, efter så lang tid, og så her..." Han så på hende med et skævt smil. Før han så rundt på omgivelserne for at vise det var Hogwarts han mente med ’her’ Han vendte blikket tilbage på hende. Trods den sørgelige nyhed stadig spillede et sted i hans hoved, havde han lagt det det væk, for en stund.. Han håbede mest af alt, at hun ikke havde lagt mærke til noget, på noget tidspunkt.

Sofia nikkede let. "Hvad så, hvordan går det med dig? Er du blevet forlovet? Du var jo en attraktiv fyr allerede da vi var elleve år", sagde Sofia og blinkede kækt til Damon. Jo, hun havde savnet ham, men egentligt havde hun ikke tænkt så meget på ham. Jo, lige i det år mellem 11 og tolv år havde hun tænkt meget på ham. Og så var han blevet skubbet lidt til side.

"Årh, det går fint.. Eller sådan da.." Han trak let på skulderen, og lod så et skævt smil spille på sine læber, som hun spurgte om han var blevet forlovet. "Ikke endnu, jeg har ikke rigtigt fundet den rette." Han lod et skævt smil spille på sine læber. Måske havde den rette været der, men hun var smuttet sammen med en anden, så helt den rette var hun vist ikke. På den anden side, så var han vist den der ventede et godt stykke tid med at forlove sig, han var jo trods alt kun 28, han havde forhåbentligt mange år endnu, til at forlove sig med en. "Hvad med dig? Du har ikke fundet dig en fyr?" Damon smilede let og skævt til Sofia, det skulle ikke undre ham hvis hun allerede havde forlovet sig med en eller anden.

Sofia løftede det ene øjnbryn, og kiggede anerkendende på Damon. "Så du har formået at holde dig på kødmarkedet? Og pigerne kaster sig ikke over dig?", sagde hun, og grinte let. Jo, hun huskede godt, hvordan Damon allerede dengang han var elleve år, havde været lidt af et hug. Det ville være løgn at sige, at der ikke var nogen der var misundelige, over at Sofia var så gode venner med ham dengang. Sofia kørte let en hånd gennem håret, og så ud over søen. "Nej, da jeg fortalte min nyligt forlovede at jeg flyttede til Hogsmeade fordi jeg skulle være lærer på Hogwarts, ophævede han forlovelsen og smed sin ring væk.", hun så ned på sin hånd, hvor en fin og enkelt diamantring stadig sad. "Normalt tager folk deres ring af, for at vise at de er kommet over vedkommende. Men det her er min måde at vise det på. Jeg kan sagtens klare at have ringen på. Bare fordi vi ikke er forlovet længere betyder det jo ikke den er grim?", sagde hun, og trak let på skuldrene.

"Jeps, det har jeg. Åh jo, det gør de, selv her på Hogwarts, de er dog begge smuttet nu, eller, den ene er smuttet.. Den anden.. Det er lige meget" Han droppede emnet, han gad ikke snakke om det, det var der ingen grund til. Det havde aldrig berørt ham det store, at pigerne var vilde med ham, han havde blot nydt det, som en hver anden ville gøre. "Åh, det er jeg ked af at høre." Damon så medfølende på Sofia. Det virkede underligt, Sofia havde altid haft evnen til at få ham til at vise hans rigtige følelser, det havde også været en af grundene til han så godt havde kunne lide hende. Han lod et skævt smil spille på hans læber, hendes måde at være totalt ligeglad med at hun stadig havde ringen var næsten fascinerende, man måtte vel være tilbøjelig til at tro, at ringen var det første man ville smide væk, hvis ens forlovet ikke gad en, fordi man blev lærer på Hogwarts..

Sofia kiggede ingående på Damon. I løbet af deres elleve år lange venskab, havde hun lært, at ville man have noget at vide af Damon, måtte man trække det ud af ham. Mon han stadig var sådan? Mon ikke? "Hvad er der med hende, Damon?", spurgte Sofia, med en stemme fyldt med medlidenhed. Hendes hånd havde automatisk fundet op til hans skulder, hvor den trøstende havde lagt sig præcis ligesom dengang de var små, og en af dem var kede af noget.

Damon sukkede let. "Det er lige meget, hun er blot... Død" Det lød koldere og mere ligeglad end det burde, men der var jo intet at gøre, og hun havde trods alt ikke været den bedste over for ham, før hun døde. "Men det er lige meget, hun skred sammen med tidligere ven, før hun faldt fra... Men det ændrer vel ikke rigtigt noget, at hun skred sammen med en anden..." Damon trak lettere ligeglad på skulderen. Det var dog ikke rigtigt den følelse han havde indeni - ligeglad altså. Burde han fortælle det hele til Sofia, hvordan han havde kvajet sig, hvilke ting der var kommet ud af det? Eller burde han blot vente? "Men nok om det.. Du må vel heller ikke have det helt godt med din.. øhm.. tidligere forlovet, nu hvor han er skredet fra dig?" Damon lod sit blik søge ind i Sofias.

Sofia lagde armene om Damon, og trak ham ind til et trøste kram. "Hold da køft, du er blevet højere end mig. Møgso", grinte Sofia, da hun havde ret svært ved at nå ham ordentligt. Derfor lagde hun bare armene om taljen på ham i stedet.
Hun trak sig lidt væk fra ham, men stadig med armene om ham. Hun så tænksom ud. "Nøøh, han var alligevel et svin, så det går nok", sagde hun, og smilte skævt.

Damon lod sine arme glide om Sofia, som hun lagde armene om ham. Han lod et kort grin glide over hans mundvige. "Ja, det er jeg." Et drillende og lettere højtideligt samt stolt smil gled over hans læber, blot for at drille. Han trak sig væk fra hende, som hun trak sig væk fra ham. "Årh, tja, så er det vel okay.." Damon lod et skævt smil spille over hans læber. Han kunne ikke lade vær med at more sig en smule over at Sofia havde taget skilsmissen med hård hånd, og beholdt ringen fordi den var flot. Sofia var sin hel egen, med sine egne faste holdninger..

Sofia lagde sit hovede på Damons brystkasse. "Og hvad var der så med hende der? Hvad hed hun? Hvad skete der?", spurgte Sofia. Hendes opførsel havde altid været meget ligefrem, men folk måtte tage hende som hun var, eller lade være, det var hendes holdning. Og hun mente også at kom man ikke ud med det, kom man heller aldrig over det.

Damon bukkede let hovedet ned mod Sofias, som hun lagde sit hoved ind til hans brystkasse. "Mig og Venus var blot kærester her på Hogwarts.. Og tja.. Vi fandt sammen igen. Hun afslørede et par sandheder.." Damon sukkede let. "Sandheder jeg virkelig fortryder" Den sandhed var dog lettere lige meget nu, de var jo begge væk.. "Jeg ved ikke rigtigt hvad der skete den dag, det var vist flystyrt, hvis jeg husker rigtigt" Han havde ikke rigtigt bidt specielt meget mærke i hvad der var sket.. Damon lod let sine arme glide om Sofia. Den pige havde altid formået at få ham til at fortælle hvad han havde på hjertet.

Sofia rynkede let på øjnbrynene, men det kunne Damon nok ikke lige se. Javel, død var jo ret alvorligt, måtte man jo indrømme, og hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige til det. Måske skulle hun slet ikke sige noget? "Sikke noget lort", sagde hun bare alligevel, for noget måtte hun da sige.

Damon trak let og forsigtigt på skulderen. "Tja, mit liv er generelt bare noget lort.." Damon lod en skæv trækning glide over hans mundvige, hans liv havde ikke været lutter lagkage på det sidste. At hans liv var som smurt på det sidste var det sidste man kunne sige om det. Damon holdte let om Sofia. "Men sådan er det vist til tider, vi kan jo ikke altid have gode tider.."

Sofia gjorde sig elegant fri af Damon, så de atter stod overfor hinanden, uden at røre hinanden. "Men nu er jeg her, og så bliver alt glade dage og katte på regnbuer!", grinte Sofia, som hun sagde det udtryk hun altid havde brugt da hun var lille. 'Katte på regnbuer', ak ja, den ville altid bringe smil uanset, hvad.

Damon så på Sofia, som hun elegant kom fri af hans arme. Han lod et grin spille på sine læber, som Sofia nævnte katte på regnbuer. "Selvfølgelig gør det det." Damon lod et smil spille på sine læber. Ak ja, de katte og regnbuer havde han hørt en del gang. De havde tit været op og vende. "Men, hvordan var det at være spansk studerende?" Damon lod et lille smil spille på sine læber. Det var egentligt et dumt spørgsmål, hun havde jo ikke rigtigt prøvet andet.. Eller havde hun?