Gensyn

Sted: Krypten - Damons kontor
Tid: 22:25
Omgivelser: Der er ikke nogen elever i krypten, da Damon har smidt dem i seng. Damons kontor er også ødet ud over at han selv er der.
Vejr: Det er ikke koldt udenfor, men heller ikke varmt, det er mørk. Men det er ret ligegyldigt.

Damon begav sig ud af Slytherins opholdstue og mod sit kontor. Slytherin eleverne lå nu i sovesalene. Alle og enhver. Om de var gået i seng var han ligeglad med. Så længe de forholdte sig på deres sovesal. Hvilket de gjorde klogt i at gøre. Han vidste dog udemærket godt at det til tider skete at de sneg sig ned i opholdstuen alligevel. Sådan havde han jo også selv været. Men de gjorde klogt i ikke at være i opholdstuen, han tog jo en runde til senere. Damon åbnede døren ind til hans kontor i krypten, og gik så ind. Dog lukkede han ikke døren bag sig. Han skulle jo kunne tjekke om der gik nogen ude på gangen. Han svang sin stav en enkelt gang. så en stak pergamenter lagde sig på hans bord. Ingredienser skulle bestilles, ekstra reagensglas skulle bestilles. Trods han havde noget af det han bestilte, var det på tide at få bestilt igen. Han måtte jo også selv have nogle ingredienser. Han sukkede svagt, kradsede noget mere ned, dyppede fjerpennen i det kul sorte blæk og vendte så blikket op mod døren. Den modsatte hånd af den fjerpennen holdte op, kørte han gennem håret. Han skrev noget mere ned, og lagde så fjerpennen fra sig og vendte igen blikket op mod døren og ud i krypten. Der var ikke en levende sjæl, endnu. Man kunne aldrig vide om der kom nogle. Dog forventede han, at der ikke ville komme nogen, og især ikke Slyherins. Han ville nødigt trække point fra sit eget kollegie.

Klik, klik, klik. Det var omtrent sådan det lød på den øde gang. Det var Venus's stilletter der lavede lyden, så man ville kunne høre hende på lang afstand. Ikke fordi hun tog sig af det. Hvorfor var hun i krypten, tænkte du måske. Jo, selvom hun ikke ville indrømme det, havde hun brug for at se det gamle og velkendte sted. Der var sket så meget siden hun sidst havde været der.. og nu var hun tilbage, som rektor! Men ja, der gik Venus altså, men hovedet højt, rank ryg, og et sædvanligt køligt ansigtsudtryk. Øjnene var dog dækket af de sorte moderigtige briller som hun næsten altid havde på. Øjne viste følelser. At vise følelser medførte svaghed. Og Venus var bestemt ikke svag. Man kunne sige meget om Venus. Hun var den klassiske bitch, for at sige det lige ud. Hun opførte sig koldt og arrogant, og kom næsten altid med en eller anden sarkastisk bemærkning. At få hende til at afsløre nogle følelser var svært. Bare gennerelt at trænge ind til Venus var svært. At blive venner med hene og sådan, ja, det var bestemt ikke hver dags stuff. Alligevel var Venus ikke ensom. Hun var bare...... Venus.

Med ét, kom en kvinde til syne i mørket. Hendes skridt var hastige, men lydløse. Selv ville hun befinde sig på sit kontor, men for en gangs skyld ikke. Det skyldtes, at hun havde haft alt for mange elever til eftersidning. Men Rachel var ikke en man skulle løbe om hjørner med. Selv gik hun ind for retfærdighed og havde respekt for reglerne, så dem der overtrådte dem, skulle selvfølgelig have en straf. Hun rundede et hjørne, og kom længere og længere væk fra Slytherins opholdsstue. Der var mere stille, ikke fordi man kunne høre noget før, men der lå en hvis ro over stedet. Rachel gik stille fordi en dør, en dør hun selv kendte meget godt. Til sin overraskelse så hun den stod på klem, og hvis hun lyttede efter, kunne hun høre en kradsende lyd. Selv var døren altid lukket når hun gik forbi den, så det undrede hende en smule. Hun stod i et øjeblik og lyttede til lyden af en skriblende fjerpen, hvorefter hun stille greb håndtaget på døren.

Damon der var faldet en smule i staver, sad og pillede let ved fjerpennen der lå ved hans hånd. Hans hoved var tomt fra tanker. Det eneste der fyldte hans hoved var farven på døren, som han så på. Brun, træbrun. Det var det eneste der fyldte hans hoved. Damon med blev hurtigt vækket til live da en greb fat om dørhåndtaget på hans dør. Han slap fjerpennen der var ikke helt var sig selv, efter at han havde pillet ved den. Han sukkede let og gemte den så lidt af vejen, og vendte så et blik op mod døren. "kom ind.." Han kørte en hånd gennem håret, og lod så sit blik hvile på døren for at se hvem der stod uden for, og hvem der holdte på håndstaget. Som han sad og kiggede på døren hørte han klik, som om en gik på høje stilletter gennem krypten. Lyden lød for Damon ret så ukendt. Eleverne gik da ikke med stilletter? Han ignorerede det lidt. Han ville nok finde ud af det, hvis personen kom tættere på.


//så//

Rachel svang døren op, efter at have hørt de to simple ord. Selv faldt hendes blik øjeblikkeligt på Damon i stolen. Hun kunne ikke tyde hans ansigt, men han kunne sikkert godt tyde hendes; hun var ret så udmattet. Dog forhindrede det hende ikke i at smile skævt, og lukke døren på klem igen. I et kort øjeblik blev hun opslugt af en klikkende lyd, men vendte igen opmærksomheden mod Damon. ”Goddag, Damon.” sagde hun og nikkede, hvorefter hun satte sig i stolen overfor ham.

//Undskyld for det korte svar. //

Damon lod sit blik hvile på Rachel der trådte ind på hans kontor. "Godaften Rachel" Damon gav et svagt skævt smil fra sig. "sæt dig ned" mumlede han, i det hun satte sig ned, i stolen over for sig. "Hvad bringer dig her ind?" Hans smil var lettere drillende. Det var ikke så tit han fik besøg på den tid af dagen, men på den anden side, hvorfor ikke? Han lyttede kort efter lyden fra før, og vendte så opmærksomheden mod Rachel. Et lettere skævt smil var på hans læber. Med en hurtigt håndbevægelse lukkede han blækhuset, der var ingen grund til det stod åbent. Han rettede let på de stykker pergamenter han havde på bordet, og vendte så opmærksomheden mod Rachel, stadig med det lettere skæve smil på læben.

//Kort svar.. sorry//

Venus så en kvinde træde ind af en let åben dør længere henne. Når ja, det var måske hendes kontor. Venus vidste det ikke, og hun var egentligt også lidt ligeglad. Hun lod et koldt blik feje hen af den velkendte korridor, som hun fortsatte.
Et gisp lød fra Venus, da hun nåede døren som kvinden var forsvundet ind af. Hendes klik-klik-klik stoppede straks, da hun stod som forstenet på stedet. Den stemme... Den stemme ville hun kunne genkende til enhver tid! Nej, det kunne da ikke være rigtigt.... kunne det? Åh gud jo, det kunne det faktisk godt. Men hvordan kunne han være her, her af alle steder? Hun havde ikke hørt hans stemme siden den dag han gik ud. Han havde lovet at kontakte hende, men så... hun havde ikke hørt fra ham siden. Sådan en lille usel forrædder! Stemmen sendte en masse minder gennem hende. De havde haft nogle gode tider sammen, og hun havde virkeligt kunne lide ham. Men ikke længere. Nej, noget som måske kunne beskrives som had rasede i hendes krop, og selvom hun havde mest lyst til at vende om på hælene og spurte væk fik et eller andet hende til at vende sig mod døren, tage forsigtigt fat om døren og åbne den hurtigt før hun kunne ombestemme sig. Døren som hun havde givet slip på smækkede op i væggen på indersiden, men det lagde hun ikke mærke til. Det eneste hun så var manden foran hende. Hun viste ikke tit følelser, men nu var ansigtet et udtryk på chok. "Damon", hviskede hun.

Som Damon sad og ventede på svar fra Rachel, hørtes klikkende tættere og tættere på, og så, så stoppede de. Med tankerne om hvad det kunne være, ventede han på svar fra Rachel. Noget fik ham dog til at vende blikket fra Rachel og mod døren ind til hans kontor. Og med et blev den slået op. Det tog ham yderligere et par sekunder at opfatte hvem der stod der, han blikkede hurtigt en gang. Hendes udseende med samme træk, det virkede så rigtigt. Noget fik det hele til at stoppe. Nej, umuligt! Det kunne ikke være hende. Ikke hende. Dog konstaterede hendes stemme at det var hende. Men hende. Venus.. På Hogwarts. Det virkede, ikke rigtigt. Det hele virkede forkert. Som Damon langsomt kom til sig skyllede tanker ind over ham. Hvad skulle han gøre? Han havde jo lovet at tage kontakt med hende, og det havde han aldrig gjort. Han havde jo godt kunne lide hende. Damon sank en gang, eller gjorde sig et forsøg. "Venus..." Han holdte det chokkerede blik på hende. Var det hende? Men hende.. På Hogwarts. Damon skænkede ikke Rachel en eneste tanke. Det eneste han kunne tænke på var Venus. Og hvordan han ikke havde skrevet. "jeg.." Hans stemme var tør, det samme var hans hals. Alt virkede forkert som hun stod der og så på ham, så på ham med et chokkeret udtryk. Et udtryk man sjældent så. Hvilket kun gjorde det værre.

Venus fattede sig hurtigt, og fik parraderne op. Ikke tale om at han skulle se hendes følelser! Det møjsvin! Så hendes ansigt blev hurtigt fattet og køligt igen, og øjnene blev til smalle sprækker. Alt ved hende emmede vrede, som hun tog et skridt ind i lokalet. "Du hvad? Har du nu også mistet evnen til at fuldføre sætninger!? Sæt det sammen med at du har mistet evnen til at skrive eller dukke op - på trods af et løfte, og så har du EN REN DUMPAP!", hendes stemme startede ildevarslende, som stilhed før stormen, men efterhånden tog den til i styrke, og de sidste ord nærmest skreg hun. Hun havde gået og ventet på at han ville skrive eller dukke op. Hun havde været et dumt fjols. Men efterhånden så månederne gik, et halvt år, et helt år, var det begyndt at gå op for hende, at han havde glemt hende. Han havde sikkert fundet en eller anden billig tøjte i Portugal. Havde Venus måske ikke været god nok? Hun havde givet ham en hel masse. Kærlighed først og fremmest. Hun havde åbnet sig for ham, og var begyndt at elske ham, og så en dag gik han bare uden nogen sinde at give lyd fra sig igen! Og nu stod han her som en anden tåbe og kunne ikke fuldføre en sætning. Det var fandme et flot eksemplar.... apropo det var han nok stadig den hotteste han-kønsvæsen på skolen, som han også have været dengang. Men det gjorde blot situationen værre.

"Venus" Han sukkede svagt, Damon vidste, som en del andre, at når hun blev i det humør, var hun ikke til at diskutere med. Dog fortsatte Damon. "Ikke... her, Venus." Trods eleverne helst skulle ligge og sove, så kunne man aldrig vide hvem der var oppe, og listede rundt ude på gangene, og lyttede. Og desuden sad Rachel stadig på hans kontor. Og han ærligt talt ikke brug for at få blandet hende ind i det hele. Hvis ikke folk havde kendt deres forhold fra da de selv gik på Hogwarts som elever, behøvede de ikke vide noget om forholdet. "Undskyld" Hans stemme var tør, ikke høj som hendes. Damon vidste at dette kom til at kræve meget mere end et undskyld, og så var det alligevel ikke sikkert han kunne få hendes tilgivelse. Damon rejste sig langsomt fra stolen hvor efter han kort skævede rundt. Hans lille flirt i Portugal virkede som en stor synd, som han stod der, ansigt til ansigt med hende. Han så kort ned ved tanken om den lille flirt. Han trådte et skridt nærmere Venus, han håbede allermest hun ville være villig til at gå med ud på gangen. Det lød dog i hans ører til at være en umulig opgave, når hun var i det humør ville hun ikke gøre noget han bad om.

Venus kiggede på Damon, som han talte, og langsomt bredte en ubehagelig fornemmelse sig i hendes mave. Han havde et skyldigt ansigtsudtryk, og pludselig vidste hun at det var sandt. Inderst inde havde hun vel egentligt håbet at hun havde taget fejl, men nu var det tydeligt at se at hun ikke havde gjort det. Og hun havde stolet på ham. Han havde ikke engang ulejliget sig med at slå op! Det var først da Venus hørte plasket fra en tårer der ramte jorden, at det gik op for hende, at hendes parrader var faldet, og følelserne var kommet frem. Med et irriteret snøft tørrede hun tårerne væk, men der kom bare flere. "Great, tårer gør en så grim...", mumlede hun knap hørligt. Så vendte hun sit sårede blik mod Damon. "Ikke her. Ikke nu. Ikke aldrig. Bare glem det Damon, jeg gider ikke høre på mere af dit pis..", stemmen var lav, men det var tydeligt at det var en stemme der trængte mere igennem. Hun havde en ret køn stemme, men det lød helt forkert at høre hendes stemme i det tonelege. En tonelege fyldt med smerte og fyldt af at være blevet såret. "Bare... bare lad mig være!", sagde hun lavt, mens hun bakkede ud af døren. Hun løb hurtigt væk, men nåede faktisk ikke så langt, før hun måtte falde sammen op af muren, og lægge armene om benene. De lydløse hulk gennemrystede hendes krop, og tårerne gjorde hendes tøj vådt.

Rachel som selv havde siddet forstenet, lyttede opmærksomt. Selv var hun stivnet fuldkomment. Hvad fanden var det her?! "Øhm, måske skulle jeg bare gå? .." mumlede hun hvorefter hun rettede sig op. Selv brød hun sig ikke om situationen, og slet ikke som tilskuer. Dog rejste hun sig hurtigt op, og bevægede sig hen mod døren. Et kort øjeblik kiggede hun bare som forstenet på Venus, der flygtede ud af døren. "Vil du tale om det, eller skal jeg gå?" spurgte hun, og efter at have set skænderiet, vendte hun sig mod døren. "Ja, det skal jeg nok.." Dog lagde hun kun tøvende sin hånd på dørhåndtaget.

At se Venus græde virkede på alle måder forkert. For det første fordi hun aldrig viste følelser på den måde, eller, det havde hun aldrig gjort den tid Damon og hende gik på skolen. Og for det andet, fordi Damon vidste han var skyldig i at hun græd. Og hendes blik, som hun vendte mod Damon, gjorde ikke noget bedre. "Venus.. Lad mig forklare" Hans stemme var lav, men dog så hun kunne høre det. Han så ikke nogen grund til at tale højere. Ikke lige nu. Damons blik lå som forstenet på Venus der bakkede ud af døren. Han sukkede lettere opgivende. Hvorfor fanden havde han også handlet som han havde handlet? Ved rachel's stemme blev han igen mindet om hun også var til stede. Trods han ikke gad være uforskammet og sige hun godt måtte gå, kunne han heller ikke få sig selv til at fortælle hvad der var sket. Han havde mest af alt lyst til at gå efter Venus. Det ville dog ikke nytte det mindste. Men måske ville et forsøg ikke skade? "Jeg.. Jeg har bare kvajet mig, Rachel" 'bare kvajet mig' virkede som en underdrivelse, som han stod der. "Jeg må lige tale med Venus" Hans stemme lød overraskende fast i forhold til før. Han gik et skridt tættere på Rachel. "Hvis det altså ikke gør noget?" Han holdte blikket på Rachel for at se hvad hun havde at sige, han ville jo ikke virke alt for uforskammet. Og hvem vidste om hun ville komme med et eller andet fif om at han nok burde vente med at snakke med hende, eller sådan noget. "Og lige én ting til, ikke et ord om dette til nogle" Trods diverse lærere nok ville finde ud af at Venus ikke var de bedste venner med ham, før eller siden, behøvede det ikke være lige her og nu. Og de behøvede da slet ikke at vide hvordan hun slog døren ind på hans kontor, og derefter begyndte at skælle ham ud.

Rachel så bare ligegyldigt på Damon. Selv kunne hun ikke lade være med at føle sig en smule såret over dette. "Du har bare kvajet dig," nikkede hun gentagende, og vendte sig mod døren igen. "Jeg bestemmer selvfølgelig ikke om du må tale med Venus eller ej." Selv følte hun sig utilpas, over alt dette. Venus og Damon havde haft et forhold, og det havde endt forfærdeligt.. Rachel blev igen opmærksom da Damon talte. "Selvfølgelig siger jeg ikke noget til nogle.." Hun var lige ved at tilføje "det skal de nok selv finde ud af,". Rachel greb dørhåndtaget, svang døren op, og hastede ud af Damons kontor. Hun nåede lige at smække døren hårdt i til Damons kontor, før hun satte i løb. Hun ville væk, før Venus og Damon begyndte igen..

Damon gav et tydeligt suk fra sig da Rachel smækkede døren i. Great! Nu havde han også kvajet sig med hende, og stod nu alene tilbage. Han måtte få snakket med hende en anden dag. Han ville sikkert se hende igen snart. Men det gjorde jo ikke nogen forskel nu. Damon begav sig hen til døren og åbnede den så. Med hurtige, faste og en smule tøvende skridt, begyndte han at gå den vej Venus løb. Hvis han var heldig ville hun ikke være løbet så langt væk. Men hvorfor skulle han være heldig? Damon sukkede tydeligt, og fortsatte med at gå. Og der.. Oppe af en mur, med armene rundt om benene sad Venus. Det virkede helt forkert at se hende på den måde. Som før fordi han vidste han var skyld i det. Måske burde han ikke snakke med hende nu. Men hvis hun ikke gad ham, så løb hun vel væk? Ellers fandt han ud af hvis han skulle gå. "Venus.." Damon's stemme var lav. Han satte sig op af muren over for Venus. Han havde gerne sat sig ved siden af hende, det virkede dog forkert at gøre det. "Hør... Hør på mig" Alt virkede forkert. Hvorfor var hun overhovedet på slottet? Han sukkede uhørligt. Burde han ikke bare gå tilbage til sit kontor, venus var alligevel ikke til at diskutere med, det vidste han.

Venus kunne svagt ane stemmer længere væk - sikkert fra Damons kontor - men hun ignorerede dem bare. Det var nok også derfor hun ikke lagde mærke til Damon, før hans stemme lød, lige foran hende. Orh for helvede da også! Hun havde mest af alt bare lyst til at rejse sig, og gå sin vej, men det ville betyde at 1) hun skulle kigge på ham. 2) han fik hende set med et rent tudefjæs - røde, ophovne øjne var altså bare et no go! Så hun blev bare sidende der med ansigtet skjult og lyttede. Hun holdt hulkene tilbage, og prøvede at få styr på tårekanalerne - det lykkedes faktis. Men hendes ansigt var stadig et totalt tudefjæs, så hun blev sidende.
"Nå, så nu vil du godt opsøge mig og tale til mig? Bare ærgeligt at du er fem år forsent på den, til at indfri dét løfte Damon...", hendes stemme lød overraskende rolig, når man tænkte på det virvar der foregik inde i hendes tanker. Ordene var også en del hårde, men han fortjente dem! "Det kan godt være jeg er en iskold bitch. Men det betyder ikke at jeg ikke har følelser Damon", det blev sagt lavt ja, men alligevel var hun ikke i tvivl om at han kunne høre det. På trods af sine ord, ville hun alligevel godt høre, hvad han havde at sagde, hun vidste bare ikke om hun turde. Det kunne godt være at han altid havde været god til at tale sig ud af situationer, men denne gang skulle der mere end hans udseende til for at redde hans (lækre) røv. Og ville Venus overhovedet tilgive ham?

Damon lod sit blik hvile gulvet, blot for at have et fornuftigt sted at se hen. Han vidste at han ville få svært ved at få hende til at tage imod hans undskyldning. Det var jo Venus. Han lyttede i stilhed til hendes ord. Han svarede dog ikke, han vidste ærligt talt ikke hvad han skulle svare. Han vidste jo godt han selv havde været skyld i det, at han havde kvajet sig og at han havde brudt sit løfte. "Selvfølgelig har du følelser Venus. Det ved jeg godt.." Damon lod sit blik hvile på Venus. Hvad skulle han sige? Og ikke mindst hvordan. "Venus, jeg ved jeg brød mit løfte.. Jeg ved godt du sad og ventede på min ugle." Skyldfølelser strømmede ind over ham. Over han ikke skrev,over den lille flirt han havde haft, over måden han havde handlet. "Venus.. Tro ikke jeg ikke har savnet dig" Damon holdte blikket på Venus. Men hun troede på ham..? Han kunne tale sig ud af meget, bruge charmen på mange, men dette, det virkede svære end som så. Han kunne jo ikke andet end at påtage sig hele skylden. Det var jo udelukket kun hans skyld. Det kunne han ikke benægte.

Venus løftede hovedet, men lod det lange hår falde ned for ansigtet, så Damon stadig ikke kunne se hendes ansigt. Hun vendte hovedet sidelæns, så hun kunne kigge ned på gulvet ved siden af hende. Der stod hendes håndtaske, som hun begyndte at rode i. Frem tog hun et spejl, nogle papir servietter og noget make-up. Stadig med håret skjulende for sit ansigt, begyndte hun at ordne sit ansigt. Årh pis. Selvfølgelig var hendes ansigt helt ødelagt. Selvom hun hurtigt fik det fixet, var det tydeligt at hun havde grædt. Hun lagde sine ting på plads, og sendte så Damon et 'blik'. Et meget surt blik. "Ja, jeg sad og ventede. Men efterhånden gik det ligesom op for mig at du havde glemt mig.", ordene kom ud en smule hårdere end det var meningen, men det var ikke noget Venus lod sig mærke med.
Et håndligt og bittert grin lød fra Venus. "Du har savnet mig? Yes, den køber jeg helt sikkert. Du havde glemt mig. Det ved jeg jo godt, jeg er ikke dum. Tror du seriøst bare du kan komme her og sige du har savnet mig, og sende mig dine dådyr øjne? Glem det!".

Damon så til mens Venus lagde make-up, eller det var da det han gættede på hun lagde. I et kort sekund overvejede han at sige at han var ligeglad med om hendes make-up ikke sad perfekt. Han lod dog vær, det ville helt sikkert bare starte et skænderi. Venus' ord ramte godt. Men han havde jo selv været uden om det, så han måtte jo tage det som det kom. Hendes grin var ikke rart, dog tog Damon igen notis af det. "Ja, okay. Nej, jeg savnede dig ikke altid." Det var tydeligt at se på Damon at det ikke var let at sige for Venus. "Og der er ting jeg fortryder, ja." Han kunne ikke få sig selv til at sige at han havde glemt hende. "Der var så mange nye ting. Nyt land, nyt job, jeg var så optaget af alt det nye. Og jeg fortryder jeg ikke skrev.." Damon så ned i jorden, og vendte så igen blikket mod Venus. Om der var følelser at se på hans udtryk vidste han ikke, og han var også ret ligeglad. Han huskede tydeligt togturen hjem, og perronen. Minder strømmede ind over ham. Og nu var han her på slottet igen, sammen med hende. Mange år efter.

Venus så på Damon, og lyttede til hans ord, med hovedet let på skrå. Hendes ansigt var igen blevet den kolde maske, som ikke tillod nogen følelser at slippe igennem. Hans ord ramte hende som slag, men det var ikke noget hun lod ham se. Hun havde jo godt vidst det, men at høre ham indrømme det, gjorde det bare tusind gange mere værre. Og hun vidste simpelthen ikke hvad hun skulle stille op, med hans undskyldninger. Det var ikke noget der kunne undskyldes, og det vidste han udemærket godt.
"Damon... Du... Og... Altså.. Hvis nu vi sagde jeg tilgav dig ikke, hvad så? Hvor står vi så? Og hvad sker der så?", hendes stemme var knap en hvisken, men den var bestemt ikke kold eller følelsesløs. Ligesom hendes ansigt heller ikke var koldt eller følelsesløst længere.

Damons blik så endnu engang ned i gulvet, blot for ikke at sidde og se på Venus. Han vendte dog hurtigt blikket mod hende da hun begyndte at snakke igen. Ja, hvor stod de så? Havde det ikke været for at der var en god afstand mellem dem, og at de sad ned, så havde han nok listet et kys til sig. "Vi står vel..."Han havde mest af alt løst til at sige som sidst. Men han var ikke sikker på hvordan hun ville tage det. "Som før" Hans stemme var tøvede og lav. Han var ikke sikker på hvad han skulle svare, eller hvor vidt han kunne læse hendes ansigtsudtryk. Han var ikke sikker på om hun ville stille sig op og grine over ham lige om. Han kunne ikke se det for sig, men man kunne aldrig vide. "Venus.. Jeg.. Elskede dig jo.. Og" Hans stemme var lav, og knap en hvisken. "Og gør det stadig." Han så ned. Ville hun tilgive. Eller gå tilbage til det kolde og hånlige igen? Og afvise ham?

Venus sukkede da Damon havde talt færdig. Åh, han gjorde da også alting så besværligt. Hvordan skulle hun kunne lade være med at tilgive ham, når han var så pokkers sød? Selvom hun var imod det, gjorde hun det hun følte var rigtigt. Hun rejste sig, og sætte sig med et tungt suk ned ved siden af Damon. Hun kunne ikke altid være en følelseskold bitch. Langsomt lænede hun sig ind til ham og sukkede."Du har godt.nok kvajet dig Damon.... og jeg er alt for god af mig. Jeg burde ikke gøre det.. men jeg kan ikke lade være med at tilgive dig, din nød.", det sidste var noget hun havde kaldt ham før i tiden, og det bragte så mange gode minder frem, at hun ikke kunne lade være med at smile. Venus går om muligt endnu mere køn når hun smilte, men det var ikke noget hun gjorde tit.

Damons ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt, først en smule opgivende da hun rejste sig op, i det han troede hun ville gå. Men det ændrede sig hurtigt. Og et lille smil var at se på Damons læber da hun satte sig ned ved siden af ham og lænede sig ind mod ham. Han lagde den ene arm om hende. "Jeg elsker dig" Hans stemme var en hvisken. Mest af alt fordi han vidste han ikke behøvede snakke højere. Han vidste ikke hvad han ellers skulle svare til hendes ord. Venus' brug af ordet 'nød' fik et svagt smil til at hoppe op på hans læber, i takt med det bragte minder frem om den gang de endnu gik på skolen. Før han ødelagde alt. Med den modsatte hånd af den han havde lagt om hende lagde han en hånd på hendes kind, og rettede hendes ansigt op mod hans, langsomt lod han sine læber rører hendes. Damon stoppede kort efter sig selv, før han uddybede. Den ene grund fordi der var chance for elever kunne komme, men mest af alt fordi han burde sige undskyld. "Undskyld, undskyld for det hele" Han slap hendes kind, og lod så sin hånd køre gennem håret, før den faldt på plads ned af hans side.

Venus smilede skævt, da han sagde at han elskede hende. "Jaja, så siger vi det", mumlede hun, men før hun vidste af det havde Damon kysset hende. Ej, hun var da for fanden rektor, hun kunne ikke sidde her og kysse på gangen, tænk hvis der kom en elev. Det var også derfor hun trak sig væk omtrent samtidig med Damon. "Dét der må du lade være med at gøre sådan nogle steder her. Det går ikke eleverne fanger deres Rektor, og... hvad du nu er, i at kysse", det blev sagt lettere drillende, men hun mente det skam. Og hun vidste faktisk ikke hvorfor han var der. Han havde nok et eller andet job(selvfølgelig). Hun sukkede teatrelsk til det han sagde. "Jep, den er god med dig, pas nu bare på du ikke kvajer dig igen - så ved du at det bliver værst for dig selv", et stille smil spillede på Venus's læber, men Damon kunne ikke være i tvivl om at hun mente det. Han kendte hende jo. Og hun mente det skam.

Altid de samme svar fra Venus.. Eller, næsten da, med hendes 'jaja, så siger vi det.' Det var dog en af de ting Damon ikke så så tungt på, han havde vænnet sig til det, og havde da også selv været lidt den type i sin skoletid. Damon åbnede munden for at svare, men lukkede den hurtigt igen da Venus fortsatte.. Var hun.. Rektor!? Venus, rektor? "Venus for helvede er du rektor?" Hans ansigtsudtryk var både drillende og en smule chokket. Han havde hørt der skulle komme en ny rektor. Han havde ikke rigtigt hørt efter hvad angår navnet. Jo han havde hørt noget med 'V' engang. Men der fandtes jo sikkert også 'Victoriaer' og 'viktorere' Egentligt havde han troet hun måske var blevet lærer i et fag.. Men rektor, den kom en smule bag på ham.. "I så fald.. Jeg er skolens eliksirlærer" Han gav et drillende smil fra sig. Var den ikke indlysende? Eller? "Men tror du ikke også de under sig lidt hvis de finder deres rektor side i krypten, op af deres eliksirlærer?" Hans tone var lettere drillende. Damon lod sine læber rører hendes pande, før han igen trak sig lidt væk. "Ja, det ved jeg, det bliver værst for mig selv" Han sendte hende et drillende smil. Trods det blev sagt med et drillende smil tog han det helt seriøst. Han vidste udemærket det vill blive værst for ham selv.