Blandt fornødenhedsrummets rod

Sted: Fornødenhedsrummet
Tid: 23:30
Omgivelser: Ingen
vejr: det betyder ikke noget

Damon begav sig fra krypten og mod biblioteket, blot for at tjekke om der sad nogle slanger og studerede, snakkede, læste, hvad de nu gjorde. Hans tanker lå dog på alt andet end biblioteket og hans job. Det var ikke lang tid siden han havde takket ja til at blive lærer i flyvning, og lade en anden overtage eliksir. Men ikke nok med det, var han lige kommet tilbage fra en mindre ferie. Han havde valgt at tage hjem for en kort stund, en af grundene var at han skulle have en ny stav.. Damon vendte blikket op og opdagede så hvor trappen havde ført ham hen... Det var på ingen måde biblioteket.. Det var længere væk.. Damon fortsatte, selvom han var gået forkert. Han ville besøge fornødenhedsrummet, se hvordan det stod til der. Damon lod tanken glide hen over fornødenhedsrummet, og knækkede derved koden til fornødenhedsrummet. Han havde blot tænkt på et sted at skjule noget. Han begav sig med lette skridt ind i fornødenhedsrummet.

"Sådan noget pis" ærgede Brandon sig, da han sad inde i storsalen - Vinden havde været så frejdig, at han måtte tage ned i storsalen for, at få rettet nogle af sine lektier. Det var en af de dårlige sider ved, at have skiftet arbejde, men han måtte indrømme, at det var noget, der længe havde interesseret ham. Men det var alligevel et stort skridt, at tage - Fra magiske dyr til astronomi -, men han havde ingenting imod det. Selvom astronomi-tårnet føltes tomt og forladt, så hyggede han sig - Hans indretning var så småt begyndt, så han håbede da, at han kunne udvikle mirakler. Men Brandon var spænet op af trapperne til Fornødenhedsrummet, da han havde skåret sig på en brødkniv han havde forvekslet med sin fjerpen. Men da han kom derop fik han hurtigt øje på Prof. Greey, der havde låst op indtil den aflåste afdeling, hvor der ikke var en sjæl. "Godaften professor" sagde han og sendte ham et venligt smil, før han gik hen mod en skuffe, hvor han vidste, at der var materiale til, at rense hans sår og lappe det.

Damon begav sig rundt mellem alle de glemte ting og sager, bøger, fjerpenne, smykker. Alt tænkeligt og utænkeligt. Han huskede tydeligt hvordan han selv havde været en af dem der havde gemt ting i fornødenhedsrummet.. Blandt andet bøger. De var så pokkers nemme at slippe af med, når man smed dem til fornødenhedsrummet. Og når der lå så pokkers mange bøger i forvejen, havde personen der ejede bogen ikke held i at finde bogen. åh ja, Damon havde været en af de hårde drenge, der ikke vægtede eftersidninger specielt højt. Og da slet ikke når han gjorde det så han ikke fik skylden. Tænk sådan en som ham, endte som lærer. Men på den anden side, det var jo dengang, han havde været mellem 14 og 17, det var begrænset hvor meget man tænke over ting man gjorde, dengang. Damon vendte sig med et om da en hilste. Han havde ikke sådan snakket med ham før. Han vidste hvad han hed, og at han var lærer. Mere vidste han ikke rigtigt.. Ikke endnu.. "Godaften" Damons svar var kort og præcist.

Brandon så kort på professoren, der ikke just reagerede. Han sukkede kort, før han gik hen mod en af skufferne i fornødenhedsrummet, hvorefter han målrettet gik efter en firkantet box, som var indenfor rækkevidde kun få sekunder senere. Op af den firkantede box fandt han et plaster, som han satte på sin tommelfinger. Der var kun muggler-plastre tilbage, der havde print af tændstik-unger, der enten plukkede blomster eller gyngede på gynger, der ellers var smykket med en pink baggrund. Han ignorerede det dog, før han så hen mod Prof. Greey, der virkede til, at være i sin helt egen verden, da han ikke engang skænkede ham et blik. "Hvad laver De i fornødenhedsrummet så sent på aftenen?" spurgte Brandon i en formel tone, selvom det ikke just var hans yndlings talemåde. Han vidste dog, at de fleste lærere på skolen havde en eller anden relation til den slags, hvilken han så måtte indfinde sig med - Desuden virkede Prof. Greey også til, at være en kende stram i betrækket - Det huskede han fra, da han selv var elev på skolen. Kun 3 år tilbage, hvor Prof. Greey stadig var lærer der. Han lod blikket hvile på ham, før han stak sine hænder i sine lommer. Hans blik studerede ham grundigt og et smil gled over hans læber - Det var en anelse prøvende, da stemningen, der var dannet ikke var just opmuntrende.

Damon lænede sig let op af en lille reol og vendte så blikket mod professoren. "Tja, jeg var vel lidt uopmærksom på hvor trapperne førte mig hen, og nu jeg var heroppe på salen, kunne jeg jo lige så godt se hvordan det står til heroppe" Damon trak let på skulderen og lod et skævt smil spille på hans læber. "Men hvad laver De heroppe?" Damon holdte tonen, som Professor Spencer havde talt med – en formel tone. Professor Spencer havde talt sådan til ham, så måtte han vel gengælde det? Damon så let rundt på omgivelser. Det var mange år siden han sidst havde befundet sig i fornødenhedsrummet, hvilket vist kom af det var mange år siden han sidst havde været på slottes arealer. Damon gengælde professorens smil med et skvæt smil. Damon havde aldrig rigtigt været den smilende person, over for folk han ikke rigtigt kendte.