Another dream that never happened.

Sted: Biblioteket
Tid: Aften
Omgivelser: Få læsende elever
Vejr: Tåge og regn udenfor

Victor lod alle sine tanker svinde ind når han var omgivet af en masse bøger. Dog var der en tanke der blev ved med at hjemsøge ham, og trods for han havde haft rigtig travlt på det seneste var tanken ikke bange for at tage alt hans opmærksomhed. Som han sad omgivet af en masse bøger ved et lille bord bagerst i biblioteket følte han ikke han havde fred, ikke fordi der var larm men måske fordi der var helt stille. Underligt nok kunne han være sammen med en person, uden at bekymringer, tanker og arbejde strejfede hans tanker og det var ved at være en afhængighed. Det var egoistisk, men det var som om han havde stærkt brug for hende for at få sig selv til at hænge sammen. Han rullede med sine, hvorefter han befriende rystede på hovedet da han ikke kunne komme igennem en lille bog uden at hans opmærksomhed forsvandt. Det var snart så slemt at han overvejede at have en bror til bror snak med Brandon, for selv sin bror havde han ikke tid til at se og snakke med. Hans bedste ven var begyndt at glide ud mellem fingrende på ham. Da han prøvede ihærdigt at få læst bogen gav han op og lukkede bogen foran sig, mens en velkendt duft svævede i luften og tog hans opmærksomhed. Underligt da der ingen var at se omkring ham, men duften var bekendt og enten drømte han ellers ville en bestemt person snart indtage pladsen ved siden af ham, og snuppe hans opmærksomhed.

Med et smil på læben begav Sophia sig langsomt hen imod Biblioteket. Hun var igen begyndt at studere eliskir, dog var eliksir ikke lige hendes kop te, men hvad skulle hun ellers lave for at være sammen med sin let savnede søster. Hun kiggede sig omkring, der var mange forskellige dufte, som ikke var der dengang hun gik på skolen. Faktisk elskede hun at kunne lugte de gamle bøger som var tæt på. Hun bemærkede langsomt eleverne gå langsommere da hun kom tættere på en flok drenge. Hendes blik vigede over mod gruppen. "Undskyld mig" sagde hun da hun gik igennem gruppen. Hun sukkede så, og sænkede ikke tempoet, bare gik lige ud. Hun kiggede lidt efter drenge gruppen, men smilede bare af dem. Hun trak sin kappe lidt længere over sine arme, sådan at hendes arme beholdte varmen der ikke længere var så varme mere. Hun kiggede ud af vinduet, og et gys kom over hendes krop. Hun vidste hvad der var ude i skoven der var lige så tæt på vinduet som hun var på biblioteket. Hun kiggede ned i jorden. Hun kunne ikke fordrage skoven, men alligevel havde hun altid ønsket sig at komme derud, bare ikke på de grundlag som skoven for det meste havde taget sig med. Hun gik så videre efter at have stået og kigget mod den forbudte skov. Hun bemærkede hurtigt døren til biblioteket, og smilte til sig selv. Hun skyndte sig så at tage fast i den ene kant af døren, og drejede på hælen så hun kom ind på biblioteket med et sving. Hun fik straks øje på én mand som hun ønskede at være sammen med lige præcis nu. "Victor?" lød hendes meget hviskende ord. Hun smilede bredt, og smilet dalmede ikke. Hun kunne næsten ikke lade være med at smile. Victor, Victor, Victor, hvor havde hun dog savnet ham.

Som en velkendt stemme bredte sig ude fra gangen, og i samme øjeblik rejste Victor sig hurtigt fra sin stol og et lille smil bredte sig over hans små læber. Til hans store forventning kom Sophia elegant gående ind af døren mod de stille omgivelser, og han sank den klump han havde siddende i halsen. Han stod blot helt stille, og betragtede hende indtil hendes bløde, hviskende stemme trak ham ud af sin lille flyvetur. "Sophia?" svarede han mens hans smil bredte sig op til ørerne, og han lagde elektrisk sit hovede på skrå og lod sig begrave i hendes dybe øjne. Dog faldt han hurtigt ud af sin lille trance, og småløb hen imod hende mens hans arme naturligt fløj ud til begge sider så han kunne kramme hende. "Sophia" gentog han og lukkede sine arme omkring hende som han omfavnede hende og trak hende forsigtigt ind til sig. "Jeg har savnet dig!" hviskede han i hendes øre, og som hun var ham tæt forsvandt de tanker og bekymringer der nær havde fortæret ham. Som han trak sine arme til sig, og lod deres øjne genforene igen følte han sig helt overvældet. "Hvor er det godt at se dig igen, Phia" fik han fremstammet i en lav tone. "Vil du ikke gøre mig selskab på en så kedelig aften?" spurgte han og refererede til det hæslige vejr udenfor, hvorefter han lod sin arm pege i retning af det bord han havde indtaget med sine mange bøger, noter og pergamenter. "Det er måske ikke så komfortabelt, men man kan sidde" lød han sine læber fremstamme, mens et lille fnis kom over hans læber. Han havde ikke set hende siden deres møde i storsalen, og det havde bragt minder frem i ham og nu var hun igen et menneske han var afhængig af og ikke kunne leve uden. På trods af de lige havde mødtes savnede han hende. Victor begav sig hen mod hans stol, og trak endnu en frem til Sophia hvorefter han igen lod deres øjne mødes. Han havde sådan glædet sig til at se hende igen, og han havde lidt håbet de ville ses lidt oftere men nu hvor de var sammen betød det ikke rigtig noget. Victor glædede sig bare til at hører hvordan hun havde haft det, og hvad hun havde funderede rundt med siden de sidst sås. "Tak for sidst forresten," sagde han og blev helt forlegent over at have glemt sine manerer. Han fandt deres sidste møde meget vigtigt, og det lå til ham at forsvinde når det var godt men at Sophia altid fandt ham igen fik ham til at indse hun var meget værd for ham. På trods af de kun var bedste venner.

Hun kunne næsten ikke lade være med at smile da Victor rejste sig op, hans manerer viste sig tydeligt, og det var så charmerende. Et bredt plantede sig på hendes læber, hvorfor skulle den dreng også være så fantastisk? Hun mærkede hvordan han egentlig bare stod og kiggede på hende, og det fik hende til at smile bredt. Hun kiggede egentlig bare på ham indtil han nævnte hendes navn. "Dreng dog, ved du hvor meget jeg har savnet dig?", sagde hun og smilede let til ham. Hun måtte indrømme at hun følte sig tom når han ikke var der, underligt endeligt, men altså han var jo hendes bedsteven, og det fik hende til at savne ham hele tiden. Ingen kunne være bedre end ham - i hvert fald ingen hun kendte. Et smil løb over hendes ansigt da han kiggede hende i øjnene, det var så hyggeligt at være sammen med Victor for så kunne hun bare være sig selv, og hun var ikke sig selv ret tit, kun sammen med Victor, og hendes søster. Hun smilede bredt til ham, og bemærkede at Victors arme lå omkring hende. Hun tog så sine arme omkring ham og smilede bredt. Hun hørte ham så gentage hendes navn, og det fik hende til at smile endnu større. Det var så normalt at kramme ham, det var ikke som de akavede situationer hvor man bare havde lyst til at kramme en eller anden tilfældig også var det bare akavet. Det smil der længe havde hærget hendes læber var stadig ikke forsvundet. Når hun var sammen med hende gav hele hendes krop sig til at smile. Da han trak sig tilbage havde hun næsten ikke lyst til at give slip, hvad nu hvis han forsvandt? Hvad skulle der så ske med hende? Så ville hun være intet! Uden ham og hendes søster var hun intet andet ind.... ja intet. Hun sukkede, men gav så slip på ham. "Jeg har også savnet dig!", svarede hun og kiggede kort rundt for et overblik over hvor hun var. Hun havde faktisk ikke glemt det, men alligevel så glemte hun næsten alt andet end Victor når hun var sammen med ham. Hun smilede let til ham, og lod hendes øjne møde hans, hvorfor var det egentlig at de hele tiden stod og så hinanden i øjnene? Ikke fordi at det var irriterende, bare underligt. Hun smilede let til ham igen. "Det vil jeg med glæde" sagde hun og smilede, hun kiggede over mod bordet hvor Victor henviste det til. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det næste, for i hendes øjne var det ret komfortabelt. "Det er da fint", sagde hun og smilede let til ham. Hun fnes lidt da han også gjorde det. "Det var meget hyggeligt sidste gang" sagde hun og smilede let til ham. Det var mere end hyggeligt, de gamle følelser hun havde for ham kom igen, og hun kunne nu ikke undvære ham igen. Da de havde sat sig ned ved bordet mødtes deres øjne igen. Hun rødmede svagt, men hun kunne simpelthen ikke lade være, han fik hende hele tiden til at rødme, det var sådan en effekt han havde på hende. Og hun var faktisk begyndt at syntes det var en dejlig funktion for det var ikke ret tit den blussende følelse kom op i hende. Da han nævnte deres sidste møde rødmede hun, det var virkelig underligt at der faktisk var gået ret lang tid siden, og hun havde virkelig savnet ham. "Hvordan er det så gået? Jeg ved jo ikke hvad der er sket for dig. Er du kommet videre i dit kærlighedes liv, eller sidder du stadigvæk fast?" sagde hun og grinede let. Ikke fordi at hun ville blande sig i det, men hun ville gerne vide lidt mere om ham. Det var jo fandeme lang tid siden de havde set hinanden, og han var trods alt hendes bedsteven.

Victor blev helt lykkelig når Sophias smil ramte hendes små læber. Om det var fordi smilet var usædvanligt sødt, eller fordi han var glad når hun var glad var han ikke helt klar over men blot at se hendes smil fik ham til at slå små koldbøtter i maven. Han blev helt smigret ved hendes ord, selvom han ikke burde blive det. Han havde jo Jessica, men stadig måtte han vel gerne savne sin bedste veninde inderligt? Hans blik viede forlegent væk, selvom han havde aller mest lyst til at vise hende hvilken påvirkning hun kunne have på ham. Ikke kun virkede det meget sjældent, men i selskab med Sophia var det en naturlig ting at rødme. "Jeg har bestemt også savnet dig, kære!" svarede han mens hans blik fandt op til hendes igen. Hendes øjne var så klare som havet, de eneste han ville begive sig hen og svømme dybt ind i. Som hun gengældte hans kram røg en svag varme igennem hans krop på trods af de havde krammet hinanden mange gange, men efter deres sidste møde havde hans følelser for hende forandret sig markant og han kunne ikke rigtig finde ud af hvad han tænkte, eller følte i hendes selskab dog havde han en afhængighed. Hende. Han kunne simpelt ikke være til uden hende, og det forvirrede ham da han aldrig havde haft den følelse før. Ikke med sin bror Brandon, ikke med Jessica. Den var der bare når Sophia var der, som om alt andet svandt ind til ingenting og hun var lyset omkring ham. Som om intet andet betød noget. Victor følte måske forkert, men til tider havde han den samme opfattelse af Sophia som om de var draget af hinanden på mystisk vis. Han var ikke sikker på om det ville gå over, men han kunne heller ikke undgå at drage Jessica ind i det. Victor snappede ud af sine ekstreme tanker, mens endnu et smil fangede hans læber som hun svarede at det var okay. Det tog dem som sædvanligt ikke akavet lang tid at finde på noget at snakke om, som om de altid havde noget at sige eller fortælle hvilket gjorde han altid så frem til at mødes med hende. Selv de mest underlige steder kunne de sætte sig stille ned sammen. Victor nikkede enig da hun nævnte deres sidste møde, for ærligt havde han ikke haft det så hyggeligt længe. "Det var rigtig dejligt at se dig igen, og jeg håber snart vi skal ud og nyde det gode vejr sammen" lød det fra hans læber, mens han forsigtigt smilede til hende. Vejret var nok ikke det bedste den aften, men Victor elskede sne og han huskede deres tider sammen ved søen hvor der var stor snekamp. Selvom de nok var for voksne til at kaste snebolde efter hinanden, ville det ikke skade med lidt selskab. Det ene spørgsmål han havde stillet sig selv igen, og igen den sidste uge kom over hendes læber. Hvordan det gik ham. Ærligt, han havde ikke noget ordenligt og enkelt svar på det. "Jeg ved det faktisk ikke" svarede han forvirret, og håbede hun kunne tilgive ham hans korte og useriøse svar - men han kunne ikke rigtig forklare hvordan det gik. "Hvad med dig, hvordan har du det?" spurgte han både nysgerrig, men også en smule bekymret da hun ved deres sidste møde ville fortælle ham noget dybt alvorligt. Dog kom det ikke på tale, men det havde undret ham lige siden hvad der kunne betyde så meget for hende at hun næsten ikke nænnede at bebyrde andre med det? "Du ser godt ud" tilføjede han derefter, og det var måske lidt ment som en komplement, men også at hun så ud til at have det godt. Det var jo ikke til at komme udenom hun var en imponerende smuk kvinde, som lige vidste hvordan hun skulle komme ind på livet af ham. På trods det hun fik at vide ikke altid var det bedste, skræmte han hende overraskende ikke væk. Hun var i sandhed hans aller bedste veninde.

Sophia kiggede på Victor, hun kunne bare blive ved med at smile over at han smilte. Bare at han var i hendes selvskab var der sommerfugle i maven på hende. Hun lod en hånd kører igennem sit hår og smilte let til ham. "Min søster er blevet lærer på Hogwarts, men jeg har ikke set hende endnu.", sagde hun bekymret, selvom man ikke skulle blive bekymret over ikke at have set sin søster, så ville hun alligevel dele det med ham. Hendes bekymrede mine blev hurtigt forvandlet om til et bredt smil der overtog næsten hele hendes ansigt. Hans ord, og ham fik hende bare til at rødme næsten hele tiden. Han var utrolig charmerende, og selvom han var hendes bedsteven, så kunne hun da stadigvæk godt syntes at han var charmerende, for det passede jo, og det kunne hun ikke undgå. Hun liggede først mærke til at han havde viet sit blik væk da han vendte øjnene mod hende igen. Da deres øjne mødtes var det lige ved at slå klik for hende, altså på den gode måde. "Du gør mig da helt ør med dine charmerende ord" lo hun, og tog sine arme omkring ham, og fangede ham i et kram. Faktisk måtte hun indrømme at hun ikke vidste hvad hun følte for ham, siden deres sidste møde havde de ændret sig meget siden sidst, og anede ikke om det var godt eller skidt, men det påvirkede hende ikke så meget når hun var sammen med ham, for så var der næsten ingenting der betød noget undtagen ham. Men når hun sad på lærerværelset i den bløde lænestol så var det faktisk næsten det eneste hun tænkte på, og det var sådan lidt provokerende da hun skulle tænke på alt muligt andet når hun ikke var sammen med nogle af hendes venner, eller veninder. Hun betragtede ham kort, og smilede så bredt igen. Var det nu hun skulle sige sådan noget lort og få deres venskab til at dø? Nej, sådan skulle det ikke blive, han betød alt for meget for hende, og derfor ville det aldrig blive som de andre venner. Han var anderledes, hun var blevet anderledes. Et smil krøb langsomt over hendes læber, hvorefter hun flettede sine fingre ind i hans,, det var måske en smule underligt, men bare at holde ham i hånden, gjorde hende tryg. Hun betragtede kort ham, og lod et blik vende mod de mange bøger. "Jeg kan ikke engang huske hvad jeg skulle her, men det kan være lidt meget", sagde hun og trak sin hånd til sig. Det var lidt underligt at sidde i hånd sammen med hendes bedsteven. Dog tog hun næsten alt sammen med ham med et smil. Hun kiggede på ham og smilede. "Hvorfor skulle det lige gå sådan at vi aldrig snakkede sammen før vi begge blev lærer på skolen? Jeg har savnet dig så meget", sagde hun og smilede charmerende til ham. Han var nu en lille charmetrold, og det havde han altid været, og han ville altid blive ved med at være det. Indtil han var en gammel mand med fuldskæg. Hun smilede lidt over tanken, og tog så hånden og strøg en finger over hans mellemkorte skægstubbe. Hun smilede så som et lille barn, og drillende på samme tid, det var lidt sødt at han havde skæg, og det havde hun drillet ham med siden han var ved at få det. Endnu et smil fløj over hendes læber. "Ved du ikke om du kan lide en eller ej?" hun lo da hun sagde det. Dog lo hun ikke mere da hun kom til at tænke på Chris, tanker fløj i hovedet på hende. "Kan du huske Chris?" spurgte hun, faktisk var hun næsten ikke sikker på om han kendte ham, men det var også lige meget, for der var gået to år siden ulykken skete. Hun sendte ham et beroligende smil. "Jeg har det fint, men jeg kunne have det bedre" sagde hun og smilede. Hun grinede let, og rødmede - ikke bare lidt, men utroligt meget. "Tak, i lige måde da", hun havde en fornemmelse om at han mente at hun så godt ud, men også at hun lignede en der havde det godt. Hun smilede charmerende til ham. Hun savnede Victor allerede, selvom de sad sammen, og havde det utroligt hyggeligt.

Sophia og Victors øjne viede ikke fra hinanden, de nærmest var tryllebundet af hinanden og uden at blinke med øjnene nikkede han som hun fortalte om sin søster. "Hvis det er dig en trøst, har jeg mødt hende op til flere gange på trapperne?" sagde han med en rolig stemme, mest fordi han vidste hvordan det var at gå med en bekymring, og Sophia var nærmest for sød til at få rundt og bekymre sig. "Ikke bekymre dig så meget, det har dit hovede ikke godt af," svarede han med et lille sødt smil, og lænede sig lidt hen til hende så hans fingre kunne nusse hendes varme pande der næsten lavede gnister i hans fingre. Det var snart blevet sådan at hver en berøring tændte en lille gnist i kroppen på ham, hvilket fik hans smil til at ramme sit højeste niveau. Lige meget hvor hans øjne søgte hen, havde de en trængsel til at se hende i øjnene igen hvilket altid endte med hans blik vendte trygt tilbage i hendes beroligende øjne som nærmest talte til ham. "Gør jeg dig ør?" spurgte han nærmest en smule stolt, og opfangede ikke hun havde i sinde at give ham et kram, hvilket indikerede et overrasket blik kom til syne og et stort smil indtog hans læber som hun lukkede sine arme omkring ham. Victor lod naturligt sine arme finde rundt om hende, hvor han nussede hende blidt, inden hun trak sig væk fra ham igen. Et lettere tilfreds smil sneg sig frem på hans læber, dog ikke helt tilfreds da han ikke ville have noget imod at kramme hende bare et sekund mere. Victor var ved at være klar over han havde nogle ting han skulle have tænkt grundigt igennem, og ærligt havde han ikke gjort det noget før da han ikke ville såre nogen - men sådan som det udviklede sig, blev han nødt til at vælge da det nok gjorde mere skade end gavn at fortsætte på den måde. Men som hun lagde sin fingre ind mellem hans, smeltede de perfekt sammen og et lille skævt smil kom til syne på hans læber mens han prøvede at læse hendes øjne. Victor havde det måske lidt for let i hendes selskab, og måske havde han brug for at hører det ikke var okay det han gjorde, for det var det jo et eller andet sted ikke - men som deres fingre varmede hinanden, bare det lille øjeblik forsvandt hans tanker igen. Hurtigere end han nåede at tænke over det, og Sophia havde igen hans fulde opmærksomhed. Der var så mange ting han ville sige til hende, men han kunne ikke sætte ord på det. Ord, sætninger og samtaler han havde hørt om og om igen i hans hovede til det lød perfekt men som han ville sige det kunne ordnede bare ikke finde vejen over hans læber. Måske fordi han var bange for at miste hende, eller bare for at forandre det de havde sammen? Victor fulgte hendes øje nøje da hun lod sit blik vie over mod bøgerne, og et lille pigefnis kom pludselig fra ham. "Jeg er bare glad for du kom" svarede han og lod ikke bøgerne få en eneste tanke. Han var nok mere taknemlig en glad for hun kom, for han havde vist brug for hende. Sophia tog sin hånd til sig igen, og i det samme fløj tankerne igen i hans hovede dog prøvede han mere ihærdigt at holde dem ude og det hjalp at hun spurgte ham om et spørgsmål. "Jeg ved det ikke kære, men jeg må indrømme at det er synd for vi er gode sammen!" svarede han med et ærligt blik, hvorefter han trak sin hånd helt ind til sig igen. Hendes smil kunne få ham til at smelte en smule indeni, og han savnede hun fik ham til at føle det når de ikke var sammen. Som hun lod en finger glide igennem hans skægstubbe blev hans smil hurtigt større, og imens lod han sine øjne begrave sig i hendes men han lod sin hånd strejfe hende ned langs håret ned mod hendes kind hvor han nussede den forsigtigt, og trak så hånden til sig hvorefter han gav hende et sødt smil. Ved hendes ord krævede det igen at han skulle tænke og det havde han så svært ved i hendes selskab, men alligevel fandt han frem til et nogenlunde informerende svar. "Det er lidt kompliceret, så jeg ved det ikke nej" svarede han, hvorefter han tilføjede "Hvad med dig, er der nogen du er forelsket i?" og et lille håbefuldt ansigtsudtryk kom til syne. Victor prøvede at erindre Chris, men ingen held. "Chris?" svarede han uvidende, og trak let på skulderne. "Hvad med ham?" spurgte han bekymret, for måden hun nævnte hans navn indikerede ikke noget godt. Normalt ville Sophia springe lige ud i det og fortælle ham hvad hun havde på hjerte, men det hun havde at sige sad dybt i hende. Selvom hun sagde hun havde det godt, havde han en lille tvivl men godt så hun ud, altid og som hendes i lige måde kom blev han snart helt forlegen. En svag rød farve spredte sig på hans kinder. "Sophia?" sagde han en smule alvorligt, og lod på trods sine røde kinder sine øjne finde hendes. Han åbnede sin mund og skulle lige til at formulere de ord der sad i hovedet på ham, men ordene kunne ikke komme over hans læber. Flere gange prøvede han at sige det, en forgæves. I stedet sagde han "Ikke noget alligevel" mens et lille smil vendte sig på hans læber.

Længslen sad fast i hende, bare at kigge på ham fik hende til at smile, han var virkelig hendes bedsteven, og det ville han altid være. Hun smilede bredt da han begyndte at tale uden at blinke, han var nu en skør lille en, men det var nu altid godt at være lidt skør, for sådan havde han altid været, og det var en af de mange ting hun elskede ved ham. "Jeg bekymre mig bare ikke, jeg er bare den eneste der ikke har set hende endnu", svarede hun med et smil. Men det var nu også bare fint at være sammen med ham, og bare sidde og snakke og alt det der fnider. Men det var nu også dejligt bare at sidde og snakke. Hun betragtede hans øjne, og selvom han ikke havde sagt noget, så fik blikket han sendte hende alligevel til at rødme svagt. Hun vidste godt at det ikke lige var nu der skulle komme nogen forbi, eller det var hun faktisk ligeglad med. Hun kunne ikke lade være med at le da han sagde hendes lille hoved ikke havde godt af at tænke så meget. "I lige måde kære! Dit hoved må da snart begynde at knage af alt det tænkeri", hun smilede sødt til ham, og lagde sit hoved på hans skulder. Hun kiggede fortvivlet på ham imens hendes hoved lå på hans skulder, det var underligt de følelser der langsomt bredte sig. Det var faktisk en utrolig hyggelig aften denne her aften, mest af alt fordi hun var sammen med ham - hun havde det altid på samme måde når hun var sammen med ham, det slog gnister i hende hver gang han rørte ved hende, og hver gang han så hende i øjnene var de nærmest tryllebundet. Hun var i hvert fald. Hun bemærkede så hans hånd der langsomt nussede hendes pande. Det fik hende til at smile utroligt meget. Hun satte sig så op sådan at hun ikke længere havde hendes hoved på hans skulder, selvom hun syntes at det var utroligt behageligt. "Ør, ja dine ord gør mig helt ør" sagde hun charmerende, hun kunne faktisk godt lide at det fik ham til at smile. Utroligt nok var hun begyndt at få det ligesom dengang de var uadskellige. Det var noget underligt noget, deres forhold til hinanden havde ændret sig meget, og det var det faktisk også ved at gøre nu. Hun kiggede på ham, og lod et bredt smil komme over hendes læber, og hendes kinder fik en rosa farve. Hun smilede let da hans arme kom omkring hende, det var utroligt velbekendt, men alligevel så nyt? Hun var slet ikke sikker på hvad hun følte for ham, undtagen at hun elskede ham, og at han var hendes bedsteven. Nu var det snart på tide at hun skulle tænke grunddigt over tingene, det her gik ærligt talt ikke længere. Og når de var så tætte som de var nu, så ville tingene nok gå galt på et eller andet tidspunkt, og det var snart. Der var så meget hun skulle fortælle ham, men ingen ting lød godt i hendes hoved lige nu - hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, eller gøre det eneste hun tænkte på var ham. Ham der sad lige foran hende, eller faktisk ved siden af hende. Ham hun næsten altid havde kendt. Ham hun havde nære følelser til, og ham der betød meget for hende. Han sad der, og hun vidste ikke hvad hun skulle sige. "Jeg er glad for at du var her", sagde hun og smilede let til ham. Hun lod langsomt blikket falde i hans dybe øjne. De var måske lidt for 'nære' i forhold til at de kun var venner, men bedstevenner havde da lov til at være sammen, og have et nært forhold til hinanden, men faktisk havde de et lidt for tæt forhold, men måske var det bare noget hun tænkte, for at skjule det der rigtigt var i vejen. Hun sendte ham et sødt smil. "Det er dejligt at have sådan en ven som dig", sagde hun og smilede endnu engang, måske bare lidt mere charmerende. Hun grinede let, men stoppede så helt da han begyndte at kærtegne hendes kind. Hun åbnede munden lidt, men lukkede den hurtigt igen. Hendes kinder var næsten ildrøde, og et lille genert smil kom på i stedet for det kæmpe hun havde før. Hun vidste ikke helt hvorfor Victors forhold altid var så kompliceret, men han var nu ellers sådan en sød dreng, og hvis de var i et forhold, så ville hun virkelig holde fast i det, for han var en person man ikke lige kunne finde hver dag. "Om jeg er forelsket? Jeg har været det mange gange, og jeg er det måske også lidt nu, selvom det er meget kompliceret", hun sendte ham et sødt smil og tog hans hånd i sin, og smilede endnu engang. Hun tog den frie hånd op på bordet, og lod hendes fingre banke langsomt ned i det. Tik, tik, tik, tik, tik lød det hver gang hendes fingre ramte bordet. "Min gamle forlovede, han døde før et år siden", mumlede hun forvirret, og såret. Hun lod være med at tænke mere på det, og smilte da Victor prøvede at sige noget. "Ja, hvad er der", sagde hun og holdte stadig hans hånd i sin. "Sig det nu, jeg er nysgerrig nu", sagde hun spændt og satte sig lidt tættere på ham, og smilede som en lille pige der prøvede at få hemmeligheden om sine julegaver ud af en person. "Please, please, please, please, please" sagde hun og tog den anden hånd op til hans kindben, og lod en finger mærkere hans kindben. Hun ville gerne vide det, men mest fordi han begyndte at rødme da han var ved at sige det. Hun betragtede ham, med et smil, hvorfor talte han ikke færdigt? Var det noget vigtigt han skulle til at sige? Det var hun næsten sikker på.

Ved Sophias ord kom han til at tænke på Brandon, for den spirervip kunne også få ham til at blive helt bekymret hvis ikke han havde set eller hørt fra ham i længere tid. "Så bekymre du dig bare en lille bitte smule?" sagde han med et blik der sagde det var forstående, for han havde det underligt nok på samme måde. Sophia kom frem med endnu et lille sødt smil og Victor blev helt barneagtig endnu en gang. Hendes smil fik ham helt til at smelte, og han elskede det at han ikke selv kunne kontrollere sine følelser. Alt kunne påvirke ham, selv hendes grin kunne få ham til at blive helt stiv i kroppen. Som hun nævnte hans hovede blev han en smule overrasket over hun vidste han elskede, og hadede at tænke men egentlig burde det ikke komme bag på ham. Lige for tiden lavede han ikke andet, men det betød stadig meget for ham at hun havde lagt mærke til det, og ham. "Jeg ved det godt, men når du er ved mig har jeg slet ikke brug for at tænke" svarede han som deres øjne lå i hinandens, og et mere ærligt svar kunne han ikke finde. Da Sophia lagde sit hovede på hans skulder blev han helt overvældet af små følelser, og selvom hun ikke lå der længe var det nok til at hans fingre ville nusse hende. Sophia var vel det man kaldte perfektion. Alt ved hende var perfekt, i hvert fald i Victors øjne og det var nok det der fik ham til at være så afhængig af hende. Hun kunne være lige det han havde brug for, så hvis han var trist kunne hun trøste ham. Hvis han havde brug for støtte, stod hun bag ham og når han havde brug for selskab kunne hun altid finde tid til ham. "Hvis mine ord gør dig ør, så gør dit smil mig ør" svarede han til hendes påstand, og hans to sidste svar havde været de mest ærlige han havde sagt længe. Som hendes smil bredte sig, gjorde hans straks det samme. Deres smil var snart forbundet så den ene ikke kunne smile uden at få den anden til at smile. Selv når hun rødmede fik han farver i kinderne. Ved hendes ord, tog han hendes hånd og lagde den i sin. "Jeg vil altid være lige her for dig" lød det fra hans læber, mens han gav hendes lille hånd et blidt klem. Han trak sin hånd forsigtigt til sig igen, mens et lille smil bredte sig på hans læber. Hun var noget af det sødeste han havde mødt, at miste hende ville noget af det værste der kunne ske for hvem skulle så få et smil frem på hans læber bare ved at kigge på ham? "I lige måde, du er virkelig den bedste veninde der findes" sagde han til hendes søde ord der igen fik ham til at rødme. Victor måtte indrømme at hendes svar var mere præcist end hvad han kunne komme med, men han kunne se sig selv i hendes ord om at han var forelsket men alting var for kompliceret til at kunne finde hoved og hale i det. Det gjorde ham måske lidt nysgerrig for at finde ud af hvem det var, men på den anden side havde han en lille følelse af hun godt vidste at han var forelsket og det ikke helt var så nemt. Hvis hun gav ham bare et lille tegn, ville han ikke kunne kontrollere sine følelser, tanker eller de små basale ting der kan få ham til at holde sig tilbage. Sophia var for uimodståelig. "Din udkårne er heldig" svarede han blot for ikke at være for nysgerrig, som det fortærede ham en smule at han ikke vidste det og som hun lagde sin hånd i hans lod han forsigtigt sin tommelfinger nusse hendes hånd. Victor lod sin nussen fortsætte da hun fortalte om sin tidligere forlovedes død, og han blev helt ked af det på hendes vegne som om han kunne mærke hendes følelser. "Det gør mig ondt, Sophia" svarede han i en trist tone, og løftede hendes hånd op til hans læber hvorefter han lod sine varme læber give hendes hånd et lille kys. Han kunne forestille sig at det ikke havde været nemt for hende, men hvem havde det nemt ved at miste nogen. Tanken om Victor ville miste sin elskede lillebror, eller Sophia for den skyld ville knuse hans hjerte og ingen ville kunne mindske hans sorg. I det samme slog han den frygtelige tanke væk, for det var noget af det han mest frygtede: At miste en han havde nær. Hendes nysgerrighed fik ham snappet helt ud af sine tanker, og han funderede lidt over om han skulle fortælle hende det han ville sige. En svag farve kom til syne i hans kinder, og et lille smil kom til syne på hans læber. "Jeg er bare glad for du er dig, Sophia Josefina Wilson" sagde han blidt mens fortsat nussede hendes hånd, og som hendes fingre strejfede hans hage og kindben blev han mere genert. Det var umuligt at slukke den gnist hun tændte indeni ham, og han magtede ikke en gang at prøve mere for han nød den også. Den lyste hele hans hverdag op, og lod hans smil finde hele vejen op til hans ører selv kunne følelsen få ham til at føle sig fuldendt. Fuldendt af krop og sjæl, som om hele verden var ét og hun var hele verden. Han lod sine øjne falde dybt ind i hendes, og lænede sig derefter helt ind til hende. "Du ved godt du har smukke øjne ikke?" spurgte han selvom det nok mere var en komplement, men hun havde så dybe øjne og Victor smeltede helt nede i benene når han lod sig fange af hendes blik. Han sad så tæt på hende, at hans næse nærmest rørte hendes og et lille smil bredte sig på hans læber som han lod sine næsetip nusse hendes. Hvorefter han lod sine læber give den et lille blidt kys. Det var måske mere intens på venneplan end andres forhold, men han gjorde som han følte og det var det han følte for. "Hej" svarede han nærmest som de var små. Da sagde man altid hej hvis øjeblikket blev en smule for kærlig, men han nød hvert et sekund i hendes nærvær og at være så tæt på hende føltes fristende. Hun var i hans øjne mere end bedårende.

Mange gange havde den tanke som nu igen fløj igennem hendes hoved, måske var det her ikke bare et normalt venskab, det var måske mere end det. Alt det nussen og meget andet var ikke noget man hele tiden havde når man var sammen med sine bedstevenner, eller veninder. Hun betragtede ham med et smil. "Jeg bekymre mig på hendes vejne, selvom jeg er sikker på hun har det fint", svarede hun, og kunne næsten ikke lade være med at grine svagt. "Men jeg bekymre mig nu også for meget". Hun var dybt alvorlig når hun talte om sin søster, mest fordi at det faktisk ikke var hendes søster der hele tiden skulle holdes øje med, men hende selv. Sofia havde altid været den mest artige i forhold til Sophia. Hun droppede den tanke, og smilede let til ham. Alt ved ham fik hende til at smelte, helt fuldt og holdent. Hendes følelser var næsten over styr, hun kunne sagtens holde dem tilbage, men ikke hendes smil, eller noget andet. Men det var hun nu ret lige glad med, for lige nu handlede det egentlig bare om Victor. Hun kunne næsten ikke lade være med at smile da han sagde dén ting til hende der bare kunne få hende til at smelte indeni. Der var utroligt meget hun vidste om Victor, men alligevel var der så meget hun ikke vidste om ham. Man måtte sige at Victor kunne få følelser op i hende, som mange andre ikke kunne, hun var bare bange for at ødelægge deres venskab hvis der skete noget mere, og så ville det måske aldrig blive det samme mellem dem, og det kunne hun næsten ikke bære, for deres venskab var alt for stort til at noget skulle ødelægge det. Det var utroligt dejligt at have en bedsteven man bare kunne putte sig ind til i hårde tider, og have det sjovt med. Der var meget ved Victor der var perfekt, han havde altid været perfekt i hendes øjne, lige fra første gang hun så ham. Han var måske den hun altid havde drømt om, men da de blev venner ville hun ikke have de skulle blive andet, for han var alt for meget værd til at det bare blev smidt væk på grund af en stor fejltagelse. Men nogle gange måtte man jo tage det første skridt, men hun vidste ærlig talt ikke om han følte det samme som hun gjorde, og hvis han ikke gjorde det ville hun nødig gøre noget som fik deres venskab til at holde op. Selvom hun ikke troede at det nogensinde ville ske, så var det alligevel en af de mest frygtlige ting hun kunne komme i tanke om. Meget kunne man sige om hende, men man kunne ikke sige at hun ville ødelægge et venskab for noget andet. "Dine ord er ikke det eneste der gør mig ør" sagde hun, og smilede let. Alt det hun havde sagt imens hun havde været sammen med ham passede, og noget af det ville altid passe. Hun stoppede med at fantasere, og tænkte straks på Victor igen. Da han smilte kom der et smil hen over hendes læber, hans smil kunne simpelthen få hende til at smile så det bare var løgn. Det var dejligt at han kunne have den effekt på hende, for det var der ingen andre der kunne end ham, og bare de ukontrollerede følelser inde i hende brød næsten løs, på en måde var det godt og på en anden måde var det skidt. Da han sagde at han altid var der for hende smilte hun og kunne næsten ikke lade være med at sende ham et lille sødt smil. "Tak, jeg vil også være der for dig" svarede hun og smilede let til ham. Det passede det hun sagde, uanset hvad der skete mellem dem, ville hun altid være der for ham. Da han trykkede hendes hånd trykkede hun den igen. Hun smilede bredt, og det kom næsten op til hendes ører, det var utroligt hvad den dreng kunne få hende til, men det var bare utroligt, der var næsten ikke noget han ikke kunne få hende til. Hun smilede bredt. "Bedsteveninde nogensinde, det kan jeg leve med", sagde hun og gav ham et charmerende smil. Der var pludselig meget der kom ind i hendes hoved, og ikke kom ud igen, han havde faktisk ret i at hun bekymrede sig for meget, men altså det var lige meget, hun kunne godt lide at bekymre sig om dem hun elskede, og han var en hun elskede, så hun bekymrede sig faktisk ret meget om ham. Og det eneste hun gerne ville have var at han var lykkelig. Hun smilede let til ham, og lo kort. "Ved du hvor meget jeg elsker dig Victor?" lød hendes ord, og hun sendte ham et lille uskyldigt smil. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle sige det til ham, men det måtte ud. "Victor, det er dig jeg godt kan lide" mumlede hun, selvom dette måske ville ødelægge deres venskab så skulle det ud, så havde hun ingen at sige det til, undtagen sin søster, men hun var ikke den hun delte alt med. Hun vidste at det ikke ville ende godt, men hun var nød til at prøve for uanset hvad ville deres så nære forhold ende med det ene eller det andet, og hun havde kendt ham i så lang tid, så hvorfor ikke bare sige det nu? Han begyndte at nusse hendes hånd, og det fik gnisterne til at flyve inde i hende. "Det er fint, men han betød meget for mig" sagde hun med et lille smil. Hun kunne godt lide at han bekymrede sig for hende, men hun fik også en lille følelse af skyld - hun ville ikke have at han bekymrede sig så meget for hende. Han betød for meget for hende. "Hvis jeg ikke var mig havde jeg mig ikke dig ved min side. Så jeg er glad for jeg er mig, og ikke mindst du er dig" sagde hun og smilede lettere tilfreds over det hun sagde. Victor var den bedste del af hendes liv, hvis han ikke var der var der intet godt i verden for hende altså. Det var utroligt at han var hendes bedsteven, men efter det hun næsten lige havde sagt blev hun bange for at miste ham. Hun kiggede ham dybt ind i øjnene, hun svømmede nærmest i hans øjne, og hun nød det utroligt meget. Hun tog sin hånd op til hans kind da han lænede sig tættere på hende, og da han sagde noget begyndte hendes læber at sende det største smil til dato. "Det vidste jeg ikke før du sagde det", sagde hun smilende, og betragtede hans øjne. Hun lo da han kyssede hende på næsen. "Du er en lille fræk en Victor" sagde hun og smilede bredt til ham. Deres forhold var måske ikke det mest venneagtige forhold man kunne få, men hun nød at det ikke var det, hun nød at hun kunne gøre det meste sammen med ham. Bare han var der var hun glad. "Hej" svarede hun og lo kort. hvorefter hun lod hånden komme over til sig selv. Det var næsten for fristende at være så tæt på ham. Hun huskede sagtens hvad man sagde da man var små og dette fik hende til at smile utroligt meget.

Victor ville ønske han kunne tage alle hendes tanker og bekymringer, for sådan et smukt menneske bør ikke bekymre sig om selv det mindste. Hendes bekymring fik ham til at ville finde Sofia til hende, da det nærmest gjorde ham helt berørt at hun havde en så stor bekymring for hende. "Hvad med vi laver en aftale?" spurgte han mens et lille snu smil kom frem på hans læber. Det var nu mere en aftale der kunne gavne dem begge, da de havde nogle problemer med at bekymre sig for meget. "Du stopper med at bekymre dig for min skyld, og jeg stopper med at bekymre mig for din skyld?" spurgte han mens hans smil stadig lyste, dog mente han det lidt alvorligt. Det gjorde ham bekymret at hun var bekymret, så de kunne godt hjælpe hinanden med ikke at tænke så meget. Sophia var lidt den veninde man ikke fandt flere af i verden, og lige meget hvor hårdt han prøvede var der kun en som hende. Kun en som kunne få lyset frem i ham på den måde. Ikke fordi andre ikke også havde en speciel påvirkning på ham, for alle hans venner kunne alle få noget godt og specielt frem i ham men med Sophia var det bare helt anderledes. Det var nærmest som om hun tændte en gnist i ham ingen andre kunne finde, eller tænde. Hun var lidt af en superheltinde hende Sophia. Victor fik altid et stort smil frem på sine læber, selv ved hendes mindste bevægelse. Sophias ord fik ham igen til at blive lidt genert, men på den anden side følte han også at hendes ord var smigr så han blev ligeså glad som genert. "Virkelig? Det er heller ikke kun dit smil der gør mig ør" svarede ærligt, mens han øjne lod sig synke i hendes flotte lyse øjne. De var nærmest som det store blå hav, det eneste hav Victor ville synke i. Hele hans liv havde han søgt efter noget der kunne tænde den helt specielle gnist i ham, og det havde været lige foran næsen på ham al den tid. Det var ikke kun frustrerende at hun vækkede alle de følelser i ham, men også på en måde skræmmende at lige Sophia havde den ekstreme effekt på ham. Hun kunne nærmest få hele verden til at stå stille, så jorden drejede omkring hende og Victor tilbad den jord hun gik på. Som han tænkte over det var han vist værre ramt end først antaget, men han kunne ikke holde alle sine tanker tilbage mere for hun sad i dem hele tiden. Selv når hun sad foran ham fløj hun rundt i hans tanker, og hvis hendes smil forsvandt fra hendes læber savnede han det allerede. Victor havde haft et godt liv, men da Sophia igen blev en stor del af det blev hans liv mere værdifuldt, et liv han havde stræbet efter siden han kunne huske. Selv hvis alting blev helt sort, ville hun være hans et og alt - hans liv, hans energi, hans lys. Sophia var noget af det smukkeste han havde set, og nu kunne han ikke holde alle sine følelser inde mere. Sophia ville altid være der for ham, og Victor ville altid være der for hende, beskytte hende for alt i verden der kunne såre hende. Som hun gentog hans egne ord, kom et helt alvorligt ansigtsudtryk til syne. "Bedste veninde nogensinde kan du leve med det?" mumlede han for sig selv. "Det kan jeg ikke Sophia" svarede han med hendes læber, mens hans øjne lå dybt i hendes. Han kunne ikke leve med hun kun ville være hans veninde, for de var mere end det. Mere end bare venner, for han kunne mærke de følelser hun fik frem i ham helt nede i stortåen og han elskede det. Han elskede det hun fik frem i ham, fordi.. Victor elskede Sophia. Hendes ord fik ham til at se klart for første gang i lang tid. Victor lod sin krop finde hendes, og satte sig helt tæt på hende mens han ikke lod sine øjne vie fra hendes. "Ligeså meget som jeg elsker dig?" lød hans ord, mens hans hånd forsigtigt nussede hendes kind. Alle hendes ord gik lige i hjertet på ham, og han kunne ikke holde alle sine følelser tilbage mere. "Hver gang du kigger på mig føler jeg at jeg kan flyve!" svarede han helt inderligt og ærligt, som om han lettede fra jorden når deres blikke mødtes når de gik forbi hinanden på gangene. Hun var så mere end en veninde, hun var hans store forelskelse. Victor så på Sophia med et helt naturligt forelsket smil, og alt fløj rundt i ham. Han kunne ikke kontrollere sine bevægelser, sine tanker eller alle de uendelige følelser hun pålagt ham. Victor lyttede til alle hendes ord, som om det var sød musik der kom over hendes læber men han var så forblændet af hendes kærlighed at han ikke formåede at forstå halvdelen af det. Det eneste han ville i det øjeblik var at kysse hendes søde små læber. Han bemærkede dog at hun fortalte om Chris, men hans blik flakkede mellem hendes fortryllende øjne og hendes små læber. Victor rejste sig pludselig ivrigt op, og tog hendes hånd. "Kom kære" svarede han med en hviskende blid stemme, hvorefter han tog hende med ud af biblioteket. I det øjeblik føltes det virkelig som han kunne flyve, for det tog dem ingen tid at finde ned til søen ved de store bakker. Tågen var forsvundet, dog småregnede det stadig. Som de stod overfor hinanden ved søens kant, måtte Sophia nok undre sig over hvad de skulle der men Victor havde bare et stort minde derfra. Han var mere end lykkelig som mindre, og han huskede alle de stunder de havde haft der sammen. Han holdte stadig hendes hånd, og selvom regnen ødelagde hans frisure lod han den anden hånd finde ned i hendes. Deres øjne nærmest smeltede sammen, og Victor trak sig helt tæt ind til hende men hans hænder slap ud hendes og i stedet lukkede han sine arme om hende. Det var vist gået op for hende at han var forelsket i hende, og alle hans tanker og bekymringer havde handlet om hende for han havde jo Jessica. Han kunne bare ikke lade hende være mere, og han vidste det ville såre Jessica men at blive ved hende og ikke være der hundrede procent - Jessica fortjente bedre. Han lod alle sine tanker forsvinde, og lod al sin opmærksomhed gå til Sophia som han stod helt tæt på hende, holdte om hende og kiggede hende dybt i øjnene. "Sophia Josefina Wilsom - Jeg er forelsket i dig!" svarede han mens et stort smil kom til syne på hans læber, mens han lænede sig helt ind til hendes ansigt. Hans læber nærmest længtes efter hendes, og som han lod dem finde hendes i et kys blev hele hans krop fuld af forelskelse. Blidt masserede hans læber hendes i et lidenskabeligt, men også ømt kys. Han ville aldrig at øjeblikket skulle få en ende. Regnen som overfaldt dem med små dråber fik deres kys til at blive mere vådt, men hendes bløde fugtige læber nærmest smeltede perfekt sammen med hans. Hele hans virkelighed lå i det kys, og som deres læber stille skiltes stod han helt blottet med alle de følelser der ramte ham. Han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv, eller sine følelser for han elskede hende og aldrig havde det været mere tydeligt eller simpelt. Ville det blive enden på alt det de havde sammen? Ikke for Victor, for ham var den kun begyndelsen på noget så fantastisk og smukt. Han elskede Sophia mere end nogen anden, og at være en del af hende var det bedste i hans liv. Victor Felix Spencer var helt vildt forelsket, og selv den mørkeste sky kunne ikke få ham til at falde ned fra himlen hvor han befandt sig på den lyserøde sky. Han ville aldrig lade hende forsvinde, han havde brug for hende mere end nogensinde.

Sophia kiggede på Victor, hendes bekymringer om hendes søster var faktisk langsomt ved at forsvinde. Hun havde noget helt andet at tænke på efter han var begyndt at sige noget. Det var meget charmerende at Victor bekymrede sig for hende, men det fik hende også til at føle skyld følelse, hun nægtede nærmest at Victor skulle bekymre sig for hende. Hun lyttede efter hvad han sagde, men hun måtte indrømme at hun næsten ikke hørte halvdelen af hvad han sagde, undtagen at han var alvorligt. Hendes øjne kunne ikke fjernes fra hans uanset om hun prøvede, faktisk prøvede hun slet ikke, hun nød bare at kigge i hans rolige dejlige øjne. Hun drog så igen til virkeligheden, og lyttede til hvert et ord han sagde. "Deal" sagde hun kort, men det var dybt alvorligt, dog kunne hun ikke undgå at smile et smil der bekræftede deres aftale. Hun betragtede hans ydre væsen, men fandt hurtigt hans øjne igen, det føltes så utroligt normalt at kiggede ham i øjnene uanset hvordan hun havde det. Om hun var træt, om hun var ked af det, eller om hun var glad, eller hun elskede at falde i et med hans øjne så længe at hun vidste at han også gjorde det samme ved hende. Og det fik hun tit bekræftet da de faktisk kunne sidde og kiggede i hinandens øjne længere tid ad gangen. Det var noget af det hun elskede. Det føltes overhovedet ikke akavet at sidde og kigge i hans øjne, nok mere beroligende. Alt det Victor sagde var bare perfekt, han var også en perfekt bedsteven, i hvert fald i hendes øjne. Hun havde nok altid ønsket sig at de var mere end bedstevenner, men da hun ikke kunne gøre andet end at se på hver gang han enten var forelsket i nogle, eller var kærester med nogle så kunne hun aldrig få de afgørende ord frem, men det havde nu også skabt et utroligt stærkt venskab, og hun havde bare altid syntes godt om at have ham ved sin side i tykt og tyndt, og igennem ild og vand. Victor var simpelthen alt i hendes øjne, mere end hun nogensinde turde at række ud efter, han var alt for hende, der findes ikke andre af hans slags, selvom hun havde prøvet og prøvet at finde en der var lige så dejlig og uimodståelig som Victor, så kunne hun aldrig finde en, men det var hun nu også glad for, for ellers havde hun måske ikke stået her lige nu. Victor kunne altid få hende til at blive glad, og han skabte altid en gnist i hende, uanset hvilket humør hun var i. Der var så mange ting han kunne gøre, men aldrig havde han gjort det, undtagen på det seneste tidspunkt. Deres følelser for hinanden havde ændret sig meget siden de sidst havde set hinanden, og det var hun nu også utrolig glad for, da de ellers aldrig ville have været så tætte som de var nu. Da han begyndte at snakke igen, vendte hun sin fylde opmærksomhed mod ham igen, hun havde en tindens til at sidde og dagdrømme lidt, men hver gang han talte blev hun revet ud af dagdrømmeriet, og trykket over til den virkelige verden hvor der næsten altid skete noget når nogle sagde noget. Hun smilede sødt til ham, og lagde en hånd på hans hånd. "Der er meget ved dig der gør mig ør. Og faktisk er det alt ved dig", sagde hun med et lille charmerende forelsket smil. Måske var det ikke sådan mange udtrykkede deres følelser, og hun fik også helt ondt i maven over at have sagt det da han jo godt kunne lide Jessica. Hun kiggede op i hans varme øjne, og hendes fortvivlelse forsvandt som var det bare luft. Der var meget ved Victor der bare fik hende til at føle at hun var på en lyserød sky, og de følelser var meget tydelige nu. Hun kunne næsten ikke forstille sig at de kom som en strøm, men det kom de nu, for han havde virkelig fået de følelser frem igen. Ikke mindst dem som hun havde prøvet at gemme, dem som hun længe havde haft for ham. Hun kunne næsten ikke holde styr på hvad der var virkelighed eller ej. Det eneste hun vidste var at hun var sammen med Victor. Hvis Victor forsvandt ville hun ikke kunne klare sin hverdag, hun ville ikke kunne klare noget, for ingen eller intet kunne erstatte ham. Hun sendte ham et nervøst smil, men det blev hurtigt til et lille sødt smil fra hendes side. Der var noget ved hendes og hans forhold der bare kunne få hende til at sætte spørgsmålstegn, det var der egentlig meget hun kunne ved, men hun kunne næsten ikke forklarer hvad han betød for hende, han var hendes midtpunkt hendes univers, og nu gik det for alvor op for hende. Sophia var forelsket i Victor. Hun kom til at åbne munden en lille smule da hun faktisk aldrig nogensinde havde sænket denne idé nogen tanke, men som hun sad så tæt på Victor var det svært ikke bare at læne sig længere over mod ham og presse sine læber mod hans. Hun betragtede hans læber i det sekund hun tænkte på dem, hvor havde hun dog bare lyst til at presse sine læber mod hans, men det ville nok ende galt, selvom det var det eneste hun havde lyst til lige nu. Victor var alt hun behøvede for at være glad, og hvis han ikke var glad var hun heller ikke glad, og sådan kunne det bare blive ved. Hans humør smittede af på hende, hele tiden, uanset om hun ønskede det eller ej. Hun bemærkede hans ord, og blev langsomt mere alvorlig. "Jeg vil sige at jeg.. helst ville være mere end bedstevenner Victor", sagde hun, og sendte ham et lille diskret smil, men det blev lige så langsomt større. Alle omgivelserne forsvandt da han sagde de ord hun havde håbet på at han ville sige. "Mere end bedstevenner!" rungede hendes ord, det var en overvældelse for hende, han betød så meget for hende, og disse ord fik hende til at rødme utroligt meget. Han var bare én ener. Hendes øjne forsvandt i hans, og endnu engang mærkede hun følelserne blusse op i hende. Gnisterne fløj nærmest omkring hende, det hele var bare ham og hende. Hun elskede Victor, ikke bare på vennemåden, men på alle de måder der fandtes. Hun lod sin hånd rører hans kind, og da hendes hånd rørte hans kind føltes det som om der kom strøm igennem hende, han fik hende til at føle noget som hun aldrig havde prøvet at føle før. Hun så ham pludselig på en helt anden måde, men næsten stadig på den samme måde som før. Hvordan kunne hun ikke havde opdaget det noget før? "Jeg elsker dig mere end du aner Victor Felix Spencer" svarede hun, og som en ekstra bonus ramte hendes læber hans kind, og et elektrisk stød kom igennem hendes krop og stoppede ikke før hun igen havde taget sin hånd til sig, men faktisk stoppede det ikke, det var der stadig. Da han begyndte at nusse hendes kind, kom der en rød farve over hendes kinder, han kunne få hende til at rødme bare over den mindste berøring, men hun kunne lide det. Hun kiggede ham dybt i øjnene, og hans ord stod tydeligt for hendes åsyn. "Mener du det?" sagde hun en lille smule overvældet, men smilet var solidt plantet på hendes læber. Hun følte en stor trang til at overvinde sin frygt for at kysse ham, men kunne ikke, hun var lidt bange for at Victor stadig godt kunne lide Jessica. Et forelsket smil kom over hendes læber, han var ham hun altid havde ønsket sig, ham hun havde ledt efter hele sit liv, ham hun ønskede at tilbringe al sin tid sammen med. Hun var overvældet af forelskelse, som faktisk havde været der hele tiden, hun havde bare ikke indset det før nu. Lige nu kunne hun ikke lade være med at smile hele tiden, der var for meget hun tænkte på, og ikke mindst var det hun hele tiden tænkte på var ham. Ham hun sad så tæt på lige nu, at hun bare skulle læne sig lidt længere frem ad også kunne hendes læber nå hans. Hun lod et enkelt hurtigt blik finde vinduet hvor hun kunne se regnen piske ned, og derefter så hun ham direkte ind i øjnene. Der var meget hun ønskede at sige, men han kom hende i forkøbet. Hun rejste sig op da han sagde kom kære. Hun smilede bredt til ham, og lod sin hånd finde hans og hendes fingre flettede sig langsomt ind i hans. Hans hviskende stemme fik hende til at smile endnu mere, hun gik lidt tættere på ham, og fulgte ham bare mod det sted han gerne ville hen. Hun fulgte egentlig bare med ham, og var lige glad hvor de skulle hen, bare det var et sted sammen med ham. Hun betragtede ham kort, men pludselig kom der nogle helt andre omgivelser. "Søen?" sagde hun overrasket, men smilede bare endnu engang. Der var ikke tåget mere, det eneste var regnen der langsomt begyndte at gøre hendes tøj vådt, og ikke mindst hendes hår. Hun holdte ham stadig i hånden, og det gjorde hende en smule tryg selvom der var nogle meget mørke omgivelser, og den mørke skov var ikke mindst ret tæt på søen, og det gjorde hende en smule usikker. Da de nåede søens kant vendte hun sig mod ham, og der som de stod tæt kom et forelsket smil over hendes rosa farvede læber. Hun så kort op på hans ødelagte hår og smilede. Hendes var ikke mindst lige så vådt som hans. Hun lo kort, og kiggede ind i hans øjne. Da han trak hende tættere på så de næsten ikke kunne komme tættere på hinanden lod hun hendes hænder finde plads bag ved hans nakke. De lå behageligt, og det hele var helt perfekt i hendes øjne. Da de stod sådan her gik det tydeligt op for hende at Victor følte det samme som hende. "Victor", sagde hun inderligt da han sagde at han var forelsket i hende. "I lige måde" var det eneste svar hun kunne give ham. "Jeg er forelsket i dig Victor Felix Spencer" tilføjede hun og som en lille selvfølge fyldte hun det tomrum der var imellem dem, så de stod helt tæt nu. Hendes læber søgte langsomt hans, og da de rørte hinandens lukkede hun øjnene, og kyssede inderligt og på samme tid en lille smule ømt med, det hele var som en drøm. Victor var prinsen på den hvide hest hun havde ønsket sig at se siden hun var helt lille, og det var aldrig gået op for hende at hun havde ham lige foran hende. Hun ønskede ikke dette øjeblik ville stoppe, og som regnen dalede ned fra himlen kunne det ikke være mere end perfekt. Hun kiggede ham dybt i øjnene da de havde sluttet kysset, han betød så meget for hende, og hun var virkelig på den lyserøde sky lige nu. "Victor, det har altid været dig jeg ville have" sagde hun, og betragtede ham, og lagde sine arme omkring hans mave, og lod hovedet ligge på hans bryst. Dette var mere end det hun nogensinde havde drømt om.

Julie gik på biblioteket, hun ville ha fundet Barden Beedles Eventyr, menn den lå i den Forbudte Afdeling, "Satans også" udbrød hun vredt", Hun kiggede på alle de andre og spurgte "Er der nogen af jer der kan komme ind i den Forbudte Afdeling?"