Forventninger

T: søndag kl 15:00
O: en masse nisser.
S: gringotts banken
V: regn lyn og torden

katarina løb ind i banken med det lange brune hår, som var driv vådt, hængende ned langs ryggen. hun kiggede sig forvirret rundt på de mange nisser der bare sad helt stille og arbejdede. En af nisserende kiggede op for at se hvem det nu var der var kommet brasende ind. han sukkede og gik tilbage til arbejdet. hun gik langsomt og tvivlsomt op til enden for at hæve en masse penge til hende og hendes søster.hun savnede signe forældre, og endnu mere nu når de havde så store forventninger, da hendes søster havde gjordt en stor indsats og selvom katarina var meget bedre end hende til alt. så satte det jo også en stor forventing til katarina. hun var kun lige noget enden da den store dør åbnede

Brugen af besværgelsen Impervius havde resulteret i at Tristan tøj stadig var fuldkommen tørt, da han med et let blop dykkede op på trappetrinet til Gringotts banken. Han havde tidligere forladt hans trykke hjem på Hogwarts, og havde begivet sig afsted mod Gringotts banken. Heldigvis havde brugen af Spektral transforans fået ham hurtigt frem, og havde formindsket den ellers sikkert ubehaglige rejse. Han lod et lille smil glide over sine læber, inden han skubbede døren op til banken. Ryggen var rank, som han gik direkte op mod skrænken. Imens han ledte efter nissen som normalt hjalp ham med at låne penge. Hurtigt fandt han frem til den gamle nisse, hvor de gråhår var begyndt at vokse frem på den gamles nisses hoved. Han fortsatte med en antydning af smil frem mod nissen, hvor han stoppede op foran dem. Efter at have afleveret nøglen forsvandt nissen ned fra skranken over afsted mod hans boks. Nissen vidste hvor meget han skulle hæve. Han lænede sig tålmodigt op af skranken uden at lægge mærke til den elev som stod et stykke fra ham..

//Jeg er meget ukreativ, men ser altså lige Friends xD<3//

Ivy trippede utålmodigt da hun langt om længe fik øje på Katarina. Hun sukkede og lagde hovedet på skrå. "Hvorfor kommer du først nu?" Spurgte hun lettere irritere over Katarinas sene ankomst. "Vi havde jo aftalt at mødes for..." Hun kiggede på sit ur. "...Over ti minnutter siden." Hun kiggede anklagende på Katarina og sukkede. Hun begyndte pludselig at grine da hun så hendes nervøse blik. Først nu lagde hun mærke til at hendes hår var helt vådt og klyngede sig til hendes ansigt. Hun tog en dyb indånding og prøvede så at være alvorgelig igen. "Nå men skal vi få fundet ham den gamle vat-nisse?" spurgte hun måske lidt for højt. Katarina kiggede op og smilede mens hun tyssede lidt på Ivy. Der var en skræmmende tæt stilhed i det store lokale i banken og derfor kunne næsten alle i rummet høre hvad de hviskede. Et par nisser kiggede fornærmet op over Ivy's lille bemærkning om vat-nisser. Hun trak Katarina hen mod en af skrankerne så de kunne komme videre. Hun lagde mærke til at rektor kom gående bag ved dem og krympede sig lidt. Pinlig over hvis han havde hørt hendes kommentar om nisserne.

//xD Self ser du friends men gi'r du ikk' lige Kata et spark i bagenden?? Hun er altså ikk bedre end mig!!D: xDD//

katarina kiggede håbløst på Ivy som om hun ikke havde fattet en brik( som hun plejer) " Du har slet ikke fattet det vel?" spurgte hun med en tung mine. "savner du dem slet ikke" katarina kiggede sørgeligt rundt da hun mødte rektors blik. hun skyndte sig at kigge den anden vej over på Ivy.hun smilede ikke, Ivy kunne nok ikke forstå hende men hun havde heller aldrig været i den situartion. "Det er selvføgelig heller ikke dig alle forventningerne er sat over på vel" sagde hun vredt. hun kiggede den anden vej hun kunne ikke klare det mere.

Som Tristan stod lænet op af skranken havde han fyldt udsyn til den lette uheldige episode som udspillede sig mellem de to piger. De var tydeligt i familie med hinanden, da de havde de samme træk, den nogenlunde samme stemme, og så afslørede deres ord dem selvfølgelig. Da han hørte pigens ord, mærkede han den tydeligt fornærmmelse løbe igennem hele salen. Nisserne havde tydeligt hørt pigens uforskammede ord, og det kom ikke bag på Tristan at de nu sendte dem nogen vrede blikke. I det samme kom hans nisse tilbage med en pose guld, som han hurtigt proppede i inderlommen inden han gik roligt men fast over mod pigerne. Hans ansigt var strengt, men hans kropsprog afslappet. Han mærkede tydeligt pigernes forlegenhed over at han havde overhørt deres samtale, og han var ikke i tvivl om at de var fra skolen. Han huskede ihvertfald den ældste fra sine timer. Han stoppede op en meter fra dem og lagde armene over kors. "Må jeg minde jer om at i befinder jer på nissebeboet grund, og at de tager ting som vat-nisse meget personligt" sagde han lavmælt ikke i tvivl om at de andre nisser kunne høre ham. Han løftede let øjenbrynet og kiggede afventende på pigerne, som tydeligt havde fornærmet nisserne..

Katarina skævede over til Ivy da tristan kom over. hun vidste godt at hun var den yngste men sommetider følte hun sig som den ældste og den der motte tage alt ansvaret. " Du må virkelig unskylde min søster, hun har ingen respekt for andre" sagde Katarina med en kold og ireterret stemme. "jeg hedder Katarina, jeg er Ivys lillesøster" Katarina rakte sin blege fejlfrie hånd ud i mog ham. hun ventede kort på at han skulle tage den.

"Jeg forstår dig godt!" modsagde Ivy Katarina. "Jeg forstår bare ikke hvorfor du bliver så..." Hun tænkte sig om et øjeblik og vinkede så let med hænderne over mod Katarina. "Sådan der..." Hun lagde hovedet på skrå og forsøgte at finde ud af sin søster. Hun sukkede og himlede lidt med øjnene. Så lidt at Katarina ikke så det. "Men helt præcist hvad er det for nogle forventninger du snakker om?" spurgte hun i et pænere tonefald end før. Da hun kiggede til siden opdagede hun rektor komme hen mod dem. "Åh åh. Problemer" mumlede hun lavt. Da Katarinas bemærkning om at hun ikke havde respekt for andre var faldet brød hun irriteret ind i samtalen. "Selvfølgelig har jeg da respekt for andre!" protesterede hun. "Jeg prøvede bare at hjælpe dig så du ikke ville tude helt vildt!" Ivy skulede over til søster og kiggede så igen på rektor. "Det var jo bare for sjov tag det roligt" sagde hun træt og vendte sig mod Katarina igen. Skal vi ikke se at komme videre her?" Hun holdt en lille pause og forklarede så; "Jeg vil gerne nå tilbage til skolen inden opholdsstuen bliver fyldt..." Hun lod blikket glide over nisserne og fandt ham de plejede at bruge. Hun lagde igen hovedet på skrå og kiggede for 117'ene gang på Katarina. "Kommer du?"

Katarina var rigtig irreteret på sin søster. "nogle gange forstår jeg virkelig ikke at vi er i familie" hun skævede over til rektor, for at se om han stadig lyttede efter. "Og du ved selvføgelig heller ikke hvad det er for nogen forventninger for de er aldrig blevet sat til dig" hun kunne næsten ikke holde tårende inde men kæmpede for at få de sidste ord ud."og nu prøver du virkelig at spille smart ved at stå og sige at du ikke mener det, men det gør du jo det har du altid gjordt" hun lavede nogle store armbevægelser og skyndte sig ned til døren.

Ivy sukkede opgivende og fulgte Katarina der for hen mod døren med tårer i øjnene. Ivy kunne se at hun havde kæmpet for at holde dem inde men flød det hele bare over. "Nogle gange fatter jeg det heller ikke..." mumlede hun ned i gulvet. Hun trak på skuldrene og skyndte sig så efter sin søster. "Katarina!" kaldte hun da hun var kommet udenfor. "Katariina!" Hun sukkede igen og så sig omkring. Hun kunne se en pige med lysebrunt haste afsted i modsat retning af Gringotts og skyndte sig efter hende. "Kata vent nu lige!" kaldte hun og skubbede sig forbi en ældre dame. Da hun kom ud på den anden side af en stor klump af hekse og troldmænd kunne hun ikke længere se Katarina og satte sig opgivende på en trappe. I det øjeblik gik det op for Ivy hvorfor Katarina havde været sådan. Hun havde hjemve og Ivy havde bare ladet som ingenting og snakket udenom. Hun fik med et dårlig samvittighed og lagde hovedet i hænderne.

Katarina stoppede op da hun ikke kunne høre Ivy kalde mere. hun tørrede sine øjne for tåre , og satte sig ned. hun havde måske været lidt grov over for hende, men det irreerede hende bare så meget at hun ikke kunne forstå det. hun lænede hovedet opad og mærkede den iskolde regn, komme dryppende ned i hendes ansigt. der var glimt på himlen fra de mange lyn. hun begyndte at blive en smugle bange. hun lagde hovedet i skødet og krummede sig sammen.

Ivy begyndte efterhånden at gå lidt i panik over at hun ikke vidste hvor hendes søster var. Hun rejste sig i en hurtig bevægelse og kiggede frem og tilbage. Der var ikke så mange mennesker udenfor men inde i buttikkerne var der. Nogle enkelte steder var der også mennesker udenfor butikkerne som stod i kø i den smalle gade. Hun gik lidt frem og tilbage og prøvede desperat at finde sin søster. "Katarina!" kaldte hun frustreret. "Katarina!" Hun gik ned mod den anden ende af den lille by og kiggede i hvad der føltes som en evighed. 'Måske er hun bare taget tilbage?' tænkte Ivy. Hun blev med det samme irriteret over tanken. Hvordan kunne Katarina finde på at gå og bare efterlade en pige som overhovedet ikke kunne finde hverken frem eller tilbage uden hjælp? Hun rystede let det sorte og blå hår og kiggede op mod himlen. Skyerne var fuldstændig grå og regnen faldt tæt. Først nu bemærkede hun hvor meget kulden bed i hende. Hun gik et lille stykke tilbage den vej hun var kommet fra og bemærkede at der sad en person på gaden klynget op ad muren. "Katarina!" sukkede Ivy lettet og åndede tungt ud.

//kommer ikke til at svare lige med det samme. Måske senere i aften//

Katarina kiggede forsigtigt op. hun rejste sig med et sæt, da hun så at det var Ivy. hun kunne ikke klare at se sin søster lige nu så hun fortsatte op mod slottet. hun kiggede tilbage en gang i mellem for at se om fulgte efter. hun havde dårlig samvittighed over at hun vare havde ladet Ivy stå der alene i regnen. især fordi hun godt vidste at Ivy ikke kunne finde hjem. men der var den igen alt ansvaret lå på hende IGEN.

Da Katarina bare rejste sig og gik i modsat retning af Ivy efter ovenikøbet at have set hende blev Ivy ret så irriteret. Hun kunne da ikke bare gå? Der var ikke tid til at tænke længe så Ivy satte i løb for indhente hende. Regnen var tæt og verden blev tåget. Hun havde svært ved at se hvor Katarina var. Hun kunne lige skimte en skikkelse lidt længere fremme så hun satte tempoet op. Efter lidt tid hvor hun ikke kunne se sin søster mere stoppede hun op og åndede tungt ud. Hun bøjede sig forover og kiggede ned i en af mange vandpytter. Hun blev godt irriteret på Katarina nu. Hun vidste at Ivy ikke kunne finde hjem og også hvor nervøs Ivy blev når hun ikke vidste hvor hendes søster var. Hun tog en hurtig dyp indånding og gik lidt videre frem.

Katarina stoppede lidt længere oppe af gaden. hun kunne ikke se Ivy mere. hun gik tilbage og så ivy stå der helt forsvarsløs mod den kolde silende regn. hun gik hen og tog hende i hånden. " kom lad os gå tilbage!" hun trak Ivy et godt stykke op af gaden uden at kigge på hende. hun havde aldrig haft hjemve før, og det havde Ivy jo heller ikke. hun havde måske ikke tænkt på hvordan hun havde det. måske havde hun også hjemve men hun viste det måske ikke lige så tydeligt. hun stoppedde brat, og vendte sig om mod Ivy. "har du det på samme måde som mig?" spurgte hun med en håbende tone. hvorfor spurgte hun nu også om det, Ivy havde da aldrig spurgt hende hvordan hun havde det. hun svang sig lange hår om på ryggen, og blinkede let. det var blevet meget mørkere og meget koldere. Katarina var næsten ved at besvime af kulde men hun måtte have et svar

Damn sorry det husker vi men hvor helt præcist står der regler??
Er stadig ny på siden og er liidt forvirret...