Lystig aften, eller..

Sted: De Tre Koste
Tid: 22:30
Vejr: Halvmørkt og køligt
Omg: Rimelig fuldt

Den seneste halve time var menneskerne på De Tre Koste blevet en tand mere højlydte. Der var ikke flere elever på værthuset, da de lå i deres senge, og glæde gik lystigt. Ingefærøllen havde efterhånden fået gjort sin virkning på de fleste af menneskerne i værthuset og snakken gik lystigt. Snakken og latteren kunne høres langt ude på gaden, og en mand omkring i trediverne var begyndt at spille dansemusik, så det gjorde bare latteren endnu højere. Selv sad Tristan over i et hjørne alene, sådan så han var nogenlunde isoleret fra de mange dansende og glade mennesker. han havde det bedst her, alene og med sin ingefærøl. Flere gange havde en kvinde prøvet på at få ham til at danse med hende, selvom det var mislykkedes hende alle hendes forsøg. Han dansede ikke, og det havde han aldrig gjort. Istedet løftede han bare sin ingefærøl op til læberne og tog en tår, i håb om at den på en eller anden måde snart ville have en påvirkning..

Katniss havde for længe siden sikret sig for, at grævlingerne lå trygt og godt i deres senge, og befandt sig derfor på vej ned imod De Tre koste. Hun havde altid holdt af, at tage ned på kroen og få en lille ingefærsøl når alt arbejdet var gjort på Hogwarts. Selvom det var sjældent, at det skete. Allerede et par meter fra DTK kunne hun høre latteren og musikken, der kom inde fra kroen. I et kort øjeblik mindes hun om hendes yngre dage. Dengang nærmest alt kun var fest og ballade. Men hendes liv havde taget en drastisk omdrejning, da hun var blevet tilbudt jobbet som Professor i Flyvning og overhoved for Hufflepuff. Det var ganske vist i en meget ung alder, men alligevel havde det formådet hende, at kunne tackle det. Den livsglade energi væltede straks over Katniss, da hun trådte ind i kroen. Straks blev hun overfaldet af en tjener, der spurgte hende om, hvad hun ville bestille. "Bare en ingefærøl, tak" Svarede hun, og straks forsvandt tjeneren efter, at have sagt; "Du finder bare en plads imens, jeg skal nok finde dig," Katniss så sig lidt omkring, og fik øje på en bekendt skikkelse over i hjørnet. Af ren automatik begav hun sig derhen, og en meter fra bordet standsede hun brat op. Kunne det virkeligt være sandt? De havde været så unge dengang, og det gjorde stadigvæk ondt, at tænke tilbage på, hvad der var sket den dag. "Tristan?" Spurgte Katniss nærmest hviskende, og gik lidt tættere på for bedre, at kunne se ham.

Der sad han så. Med sine ingefærøl som sit eneste selvskab. Larmen fra latteren, musikken og snakken havde givet ham hovedpine, og alligevel rejste han sig ikke. han burde vel gå hjem, hjem og få lavet noget arbejde, men istedet blev han siddende i hjørnet. Da han kiggede op stod den unge kvinde igen lidt fra ham. Hun kastede med hoved mod dansegulvet og endnu engang rystede han bare på hoved - En tydeligt afvisning. Hvorfor forstod hun det ikke bare? Det irriterede ham faktisk en del. Endnu en tår blev taget af ingefærøllen og det var begyndt at summe i hans fingre. Så gjorde øllet da ihvertfald sin effekt. Langt om længe. Så lænede han sig bare tilbage i stolen og sukkede tungt ud. Freden havde endelig meldt sig i hans krop, i hvert fald for en kort stund. men den blev dog hurtigt ødelagt igen. Da hun trådte ind af døren. Det var så fjernt og så alligevel så tæt på. han havde ikke snakket med hende siden. Selvfølgelig havde han set hende, men snakket med hende, havde han ikke kunne. "Katniss" lød han stille hilsen så bare efterfuldt af et lille nik. Mere kunne han ikke præstere lige nu, hvor chokket havde taget over..

Han så ud til, at have ændret sig på mange måder. Og alligevel ikke. Katniss huskede det, som var det igår, at de stadigvæk tullede rundt på Hogwarts som et par. "Gør det noget, at jeg sætter mig her?" Spurgte hun, stadigvæk med en meget lav stemme. Dels fordi at hun var chokeret over, at pludselig havde stødt ind i ham. Og dog. Længe ventede hun ikke på et svar, før hun satte sig på pladsen overfor ham. Hun turde ikke, at sætte sig tættere på, og hvorfor vidste hun ikke rigtigt. Forsigtigt rakte Katniss ud efter ingefærsøllen i hans hånd, og lagde den på bordet. Han så ud til, at have indtaget en smule for meget, og hvis hun nogensinde skulle forsøge på, at have en nogenlunde normal samtale med ham, så ville det nok være bedst at han var ædru. "Hvad laver du så på Hogsmeade igen, efter alle disse år?" Spurgte Katniss. Måske var der ikke gået så forfærdelig mange år. Overhovedet ikke. Måske 2-4 år. Men det var småting, og i øjeblikket interesserede hun sig for, hvorfor han var vendt tilbage til Hogsmeade. Måske havde han fået et job på Hogwarts? Hvilket kunne være et godt gæt, men der var lige stor sandsynlighed for, at han havde fået et job i en af Hogsmeads mange butikker.

Det virkede så surrealistisk at se hende igen. Han havde ikke skænket det en tanke, at han kunne støde på nogen fra hans gamle gang, og da slet ikke sin gamle kæreste. Og så stod hun der bare lige pludselig - Smuk som altid. Det var dette som havde forårsaget chokket hos ham. Han anede ikke, hvad han skulle sige til hende, eller om han overhoved skulle sige noget til hende. Da hun spurgte om hun måtte sætte sig, genvandt han endelig fatningen og nikkede stille efterfuldt af et kort og stille: "Selvfølgelig". Selvom hun sikkert havde sat sig alligevel. Han lagde dog tydeligt mærke til, hvordan hun satte sig længst væk fra ham som muligt ved bordet. Men han forstod hende vel enlig godt. Da hun rakte ud og tog ingefærøllen gav han en klagende brummende lyd fra sig, men gjorde ikke mere ved det. han havde vist allerede fået lidt for meget af det til at gide gøre noget ved det. "Jeg har fået en stilling på Hogwarts" sagde han så, taknemmelig for at hans stemme lød helt rolig og fattet, hvilket han langtfra var. Han havde ikke set hende siden de slog op, hvilket vel var omkring 2-4 år siden, og så stod hun har bare pludselig. "Men hvad laver du her?" spurgte han så og måtte denne gang kæmpe for at holde sin stemme rolig og fattet. Han fattede det stadigvæk ikke.. Hvorfor skulle han lige støde på hende nu?

Selvom det ganske vist havde chokeret Katniss, at have stødt på Tristan, så virkede det som at chokket var større hos ham. Han havde sikkert ikke regnet med, at støde på nogen bekendte på netop det tidspunkt om aften. Hun havde hellere ikke selv skænket den tanke, at hun måske ville møde nogen gamle bekendtskaber. Den eneste grund til, at hun var kommet på kroen var for en god gammeldags ingefærøl. Smagen havde altid været den samme siden hendes 1 år på Hogwarts. Selvom hun dengang ikke havde fået lov til, at gå rundt på Hogsmeade, så havde hun haft nogen fantastiske søskende der var så venlige, at forære hende en ingefærøl i ny og næ. Endnu engang blev Katniss ramt af et lille chok, da han nævnte at han var blevet ansat på Hogwarts. "Virkelig? Hvilken stilling om man må spørge?," Spurgte hun og man kunne godt høre, at hendes stemme var en anelse chokeret. Så ville det jo betyde, at de var kollegaer. "Den samme grund som du. Jeg blev tilbudt jobbet som Professor i Flyvning og overhoved for Hufflepuff," Den sidste del af sætningen var blevet sagt med en tydelig stolt tone. Hun kunne ikke blive lykkeligere end hun var i øjeblikket. Hendes job var det næstbedste der var sket i hele hendes liv.

Normalt ville Tristan nok have taget det her mere roligt, men ikke med Katniss. Nej hun havde altid været noget specielt. Hun havde altid haft en specielt, irriterende, effekt på ham. Langsomt bevægede hans fingre frem på bordet, afsted mod hans ingefærøl, som hun havde taget fra ham. Han vidste ikke om hun havde set at han prøvede at få fat i den, men ihvertfald så greb hans finger hurtigt fat i den og trak den over til sig. Så kunne hun tage den fra ham igen, hvis det var hvad hun ønskede. Men før hun nåede at tage den fra ham igen, tog han en tør, som gled ned igennem hans hals, virkede afkølende og afslappende. "Lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter, rektor og LA-ansvarlig" sagde han og kunne ikke rigtig skjule den lille undertone af stolthed. Det havde altid været hans yndlings fag, og derfor var det en ære for at overtage styret i netop det fag. Igen stilte han ingefærøllen på bordet og chokket meldte igen sin ankomst. Hun var også blevet lærer? De skulle være kollegaer? Gå op og ned af hinanden, være i hinandens selvskab. Mere chokerende kunne det umuligt blive. "Jamen så tillykke" lød hans tydelig chokerede stemme så.. Hun fortjente det nu engang.

Et lille suk undslap Katniss læber, da Tristan fiskede efter sin ingefærøl. Hun håbede sandelig ikke for hans skyld, at det var blevet en hverdags ting. Men hvis hun kendte ham godt, så lå det langt under hans standard, at sidde på en kro hver aften. "Til fruen," Sagde tjeneren, da han lagde hendes ingefærøl på bordet. "Frøkenen" Rettede Katniss og rakte ud efter koppen. Tjenerne nikkede forstående, og forsvandt derefter tilbage til disken. Mest af alt havde hun bare lyst til, at spørge Tristan direkte om, hvad der var sket den dag. Hun huskede tydeligt, hvor utrøstelig hun var. Hun var aldrig kommet sig over tabet af ham, og derfor var helt surrealistisk at sidde overfor ham igen. Katniss havde vænnet sig til tanken, selvom det ikke havde været med god vilje. Men hun havde lært, at leve med det der var sket. "Forsvar mod mørkets kræfter? Tillykke!" Sagde hun med en undertone af begejstring, og et antydning af et smil kunne ses på hendes læber. Hun vidste godt, at det altid havde været hans ynglingsfag, og derfor gjorde det hende virkelig glad, at han havde fået jobbet. "Tak," Svarede Katniss, og strøg med en let bevægelse hånden igennem håret for, at fjerne de hårtotter der havde sneget sig foran ansigtet.

Det lettede tydeligt Tristan, at hun ikke prøve på, at tage hans ingefærøl fra ham. Han satsede stærkt på, at hun vidste, at det ikke var sådan han plejede at tilbringe sin hverdag. Faktisk plejede han sjældent at opholde sig på kroen, men idag havde han ligesom bare haft brug for at komme væk. Væk fra det hele. Den følelse måtte hun da selv kende. Tristan pressede kort læberne sammen, da Katniss rettede tjeneren. Et lydløst suk slap over hans læber, og han løftede endnu engang sin flaske op. Dog fortrød han det, og satte den istedet ned igen. han havde allerede fået for meget ingefærøl og det summede i hans fingre, og han havde ikke lyst til at give Katniss det forkerte indtryk af ham. Sandheden var jo, at han havde savnet hende, at han savnede hende. Han fattede stadig ikke, hvad der var sket den dag år tilbage, men han ønskede at det ikke var sket. Hvis nu de ike havde skændtes så meget og sådan, ville de så sidde overfor hinanden som fremmede som de gjorde nu? Det hele virkede så urealistisk, og ærlig talt havde han svært ved at forholde sig til det. Han havde lært at leve med deres brud. Leve med at de begge havde lavet fejltagelser, men han fortrød det ikke mindre. Et let smil gled over hans læber, da han hørte hendes undertone af begestring. "Tak Tak" brummede han dog denne gang en smule muntert. Han elskede allerede sit job, og var meget glad for det..

Katniss kunne mærke en vis lettelse hos Tristan, da hun ikke prøvede på, at tage hans ingefærøl fra ham igen. Men han var jo ikke længere den dreng som hun kendte fra Hogwarts. Han var tydeligvis blevet ældre, og kunne derfor sagtens tage vare på sig selv. Det tvivlede hun ikke på, ikke engang det mindste. "Har du haft en dårlig dag?" Spurgte hun forsigtigt, og lænede sig lidt fremover imod bordet. Han virkede bestemt ikke som om han var på toppen, og et eller andet sted så nagede det hende, at han ikke virkede glad. Om det var de gamle følelser der var ved, at vende tilbage kunne ikke helt siges. Men der var nogen følelser der blev vækket til live igen, nogen som hun ikke havde følt længe. Katniss kunne ikke lade være med, at rødme let da han smilede til hende. Det var en irriterende effekt han havde på hende. Men selvom det var irriterende, så havde hun savnet det, og hun havde ikke mindst savnet ham. Det var nok ikke noget hun ville indrømme højt. For hvad nu hvis det ikke var gengældt? Hvad nu vis han nu overhovedet ikke fortrød det der var sket? Det var mange spørgsmål, og Katniss længtes efter, at få dem alle besvaret. Men beherskelse var heldigvis noget som hun havde massere af. Så vente kunne hun sikkert, men hvor længe vidste hun ikke.

Summen i Tristans fingre var blevet værre, og han var vis på at hvis han ikke holdte igen med ingefærøllen ville det da gå helt galt. Han havde altid været let påvirket af alkohol, og ingefærøl var ikke en undtagelse. Ikke desto mindre holdte han stadig meget af drikken. Alligevel tog han sig sammen og stilte den ellers meget lokkende ingefærøl på bordet og skubbede den ind på bordet. Katniss ord kom ikke viderligt bag på ham. Det var jo tydeligt, at han ikke helt var på toppen, og hvad det var der havde forårsaget dette vidste han ikke engang selv. Han gav hende et let uklart og brummede svar og trak på skuldrene. Han vidste ikke helt, hvad der nagede ham, men noget gjorde klart. Og dette havde Katniss vist også bemærket. Dog var dette let blevet skubbet i baghoved, som øllet gjorde sin virkning. Istedet var alt hans fokus på hende og den rødmen der steg op i hendes kinder. Var det ham der havde fået hende til at rødme, eller var det varmen fra de mange mennesker? Han var ikke helt sikker, men han kunne da umuligt stadig have den effekt på hende. Efter alle de år? Nej, umuligt selvom han inderst inde ville ønske det var omvendt. Han havde savnet hende, han savnede hende. Ingen havde nogensinde haft den effekt på ham som hun havde. Han lænede sig let tilbage i stolen og kiggede på hende. "Men hvad har du lavet.. Du ved siden.. Siden vi så hinanden sidst" lød hans lettere åndsvage formulering. Men at sige deres brud, ville nok ikke lige være det bedste..

Katniss nippede kort til sin ingefærsøl, og så derefter op på Tristan igen. Hendes blik mødte de ellers så velkendte øjne, som kunne få hende til, at gå ned i knæ ved et blik. "Har du drukket for meget?" Spurgte hun, da han trak let på skulderne. Tristan var altid blevet let påvirket af alkohol, og de aftner hvor de havde sneget sig ned på Det Glade Vildsvin eller De Tre Koste, så var der ikke gået særlig mange ingefærøl øl, før det var ved at gå galt. Men om det stadigvæk var sådan, var blot et af de mange spørgsmål. "Hvad jeg har lavet?" Gentog Katniss stille for sig selv, og tænkte i et kort sekundt over spørgsmålet. "Tjo, lidt af hvert. Hvad så med dig? Har du lavet noget specialt?" Endnu en gang strøg hun hånden igennem håret. Det var ved, at blive en irriterende vane, men alligevel kunne hun ikke lade være. "Tristan... Det..Det burde altså ikke være sådan her. Det er helt og aldeles forkert!" Sagde Katniss, og holde blikket imod bordpladen. Hun håbede at han vidste, hvad han snakkede om, selvom han nok godt vidste det. Forsigtigt rykkede Katniss sig tættere på Tristan uden, at gøre særlig meget larm med stolene. "Jeg savner dig meget," Prøvede hun sig forsigtigt frem med, og kærtegnede blidt hans kind med fingerspidserne. "Hvad skete der den dag? Jeg forstår det simpelthen ikke.." Den sidste del af sætningen blev sagt nærmest hviskende, og helt ubevidst sneg der sig en tåre ned af hendes kind.

Tristan sendte kort sin ingefærøl et blik, men tog hurtigt sig selv i det. Han skulle ikke have mere. Men chokket over at være stødt ind i Katniss lå stadig som et tykt lag omkring ham, og det var som om ingefærøllen var det eneste der kunne dulme det. Hendes spørgsmål kom let bag på ham, kunne hun se det på ham? Men han ville da ikke indrømme det overfor hende. Selvom hun kendte ham, og at det ikke var første gang hun havde været vidne til det, så var det ikke det samme. Intet var det samme. "Lad mig sige det sådan så jeg ikke skal have mere" sagde han så bare kort og kiggede skamfuldt ned i bordet. Tristan lænede sig tilbage i stolen igen og kiggede interreseret på hende. Han var nysgerrig efter, hvad hun havde lavet. Og ikke mindst hvem hun havde været i kontakt med. Men dette sagde hun ikke noget om. "Nææ, har rejst sådan lidt rundt du ved?" sagde han og bed sig let i læben. Han havde været lidt rundt omkring. Da hun så snakkede igen kiggede han alvorligt på hende. Hun havde ret. Det burde ikke være sådan der mellem dem, sådan burde det aldrig været. Han rystede på hoved, som tegn på at han var enig men svarede ikke direkte. Hvad skulle han dog også svare? Da Katniss rykkede tættere på ham, lod han sit blik hvile på hende. Han rykkede også selv sin stol meget kort hen mod hende, men ellers sad han stille. Hendes ord kom tydeligvis bag på ham, men svaret kom helt af sig selv: "Jeg savner også dig, utrolig meget". Før hun nåede at trække sine fingre til sig, løftede han hånden og greb blidt fat omkring hendes hånd. Hendes hånd som altid havde passet så godt i hans. Derefter sendte han hende et blidt og forsigtigt smil. Hans øjne mødte hendes i det samme sekund som ordene var over hendes læber og tåren gled ned af hendes kind. Han rakte ud med den hånd som ikke holdt hendes i sin, og tørrede tåren væk. "Jeg.. Jeg ved det ikke" indrømmede han så og kiggede ned i bordet igen. Hvad var der enlig sket med dem..?

Sommerfuglene i maven var underligt nok først ved, at dukke op nu. Katniss havde det som om, at de hvirvlede rundt i hendes mave i flokkevis. "Aha, jeg forstår" Svarede hun og nikkede kort på hovedet. Han ville tydeligvis ikke svare på spørgsmålet direkte, og det kunne hun ikke bebrejde ham for. Hun trak en smule på smilebundet, dog meget forsigtigt, og det blev nærmere til en grimasse. Heldigvis så det ud til, at Tristan i øjeblikket var fokuseret på noget andet, og derfor ikke havde set hendes uheldige grimasse. "Ja, det kunne jeg godt forestille mig" Svarede Katniss og fugtide let sine læber. Hun havde altid fundet det interessant, at høre Tristan fortælle om hans oplevelser. Hun havde altid fundet ham interessant. Rent automatisk gled et smil sig henover Katniss læber, og det blev kun større jo længere tid hun, så på ham. "Hånd i hånd foraltid," Hviskede hun forsigtet, og så ned på deres hænder. Hun huskede det tydeligt. Det var noget hun tit havde sagt dengang. Først da Tristan tørrede tåren af hendes kind gik det op for hende, at hun græd. Det var typisk hende, at være så følsom. Hun sendte ham et undskyldende smil, og kinderne blussede endnu engang op. "Det gør jeg hellere ikke.." Sukkede hun kort og gav hans hånd et klem. Følelsen af hans hånd i sin, var mere end fantastisk, og det føltes helt og aldeles rigtigt. Det var noget som aldrig nogensinde havde været forkert, ligemeget hvilken situation de befandt sig i.

Det var som om det hele kørede rundt for Tristan. Det hele virkede så surrealistisk, og så var han selvfølgelig lettere påvirket af ingefærøllen som han havde indtaget lidt for meget af. Men det virkede så surrealistisk at hun lige skulle dukke op her, hvor han sad. Og at de nu sad hånd i hånd gjorde det ikke mere realistisk for ham. Da han hørte hendes ord bed han sig let i underlæben og kiggede op fra bordet som han havde slået sine øjne ned i. Men nu lod han istedet hans dybblå øjne fange hendes, selvom det nok nærmere var omvendt. De smukke brune øjne som altid havde kunne fange ham med et enkelt blik. De øjne som altid havde virket så dybe, og som han kunne drukne i og dø lykkeligt. Han nikkede bekræftende til hendes ord og et lille forsigtigt smil fandt frem til hans læber. "Foraltid" gentog han stille og sendte hende endnu et forsigtigt smil. Han smilede stille og gav hendes hånd endnu et klem. Hendes hånd i hans føltes så utrolig rigigt. Det føltes bare fantastisk at kunne mærke en lille hånd ligge i hans egen, i hans egen hvor den hørte til. Foraltid..

Diskret nev Katniss sig i armen med den frie hånd, og lydløst sukkede hun lettet op for sig selv. Det var heldigvis ikke bare en af de drømme. Hun havde haft mange af dem, hvor hun drømte at hun havde fået Tristan tilbage, men desværre var hun altid vågnet skuffet op i sin slidte seng. Det var nok en af de ting, som hun aldrig nogensinde havde tænkt sig, at indrømme overfor ham. Katniss havde aldrig strejfet den tanke, at de nogensinde skulle ses igen, og derfor var der stadigvæk en smule chok over hende. Ingen af dem havde været modige nok til, at kontakte den ene, og undskylde for det der var sket, selvom den oprindelige grund til skænderiet var ukendt. Det var dumt og umoden gjort af dem begge, og Katniss fortrød det mere end noget andet. Foraltid - Det var sådan det skulle lyde. At høre Tristan sige det, gav ordet en helt ny betydning. En helt ny styrke, og tilliden til ordet, var blevet større. Katniss løftede let hans hage med pegefingeren, og pressede hendes læber imod hans i et kys. "Foraltid," Bekræftede hun, og lod glæden tage over hendes ansigt, som der lyste op i et kæmpe smil. Smilet formåede at skjule det strejf af nervøsitet, som der tillod sig, at vokse med tiden. Selvom det havde følt rigtigt, så havde det ikke været en gennemtænkt beslutning.

Tristan kunne stadig ikke helt konstatere om dette var en drøm eller virkelighed. Alt andet en Katniss virkede en smule omtåget, men hun selv stod lysende klart for ham. Lige der foran hende, smukkere end nogensinde. Det var som om at der strømmede et lys fra hende, eller.. Nej, nu var det vist bare den omtågede tilstand der talte. Nervøsiteten havde af en eller anden grund først meldt sin ankomst nu. Før havde han været for chokkeret til at kunne tage sig sammen, men nu fyldte nervøsiteten en stor del i hans krop. Han havde jo aldrig regnet med at se hende igen, og havde derfor ikke forbedredt sig på denne her situatuon - overhoved. Det var aldrig faldet ham ind at tage kontakt til hende, selvom han havde savnet hende så utrolig meget. Men muligheden for at tage kontakt havde vel bare aldrig været der, og det fortrød han nu. Han fortrød det hele. Fortrød hvordan et umodent skænderi havde sat en stopper for, hvad de havde sammen. Fortrød at han ike havde taget kontakt til hende. Fortrød det hele, men hvad pokker.. Nu var hun her jo - Med ham. Kysset som pludselig blev plantet på hans læber kom på den ene side utrolig meget bag på ham, og på den anden side varmede det hele hans krop op. Det tog ham ikke mere end et enkelt lille sekund at gengælde hendes kys, det fantastisk kys. De læber han havde savnet mod sine egne. Da hun bekræftede hans ord nikkede ham med et stort smil, og glæden havde overtaget hans ansigt. Foraltiid sådan skulle det lyde. Katniss stemme gjorde noget helt fantastisk ved ordet, gjorde det gælende. Han løftede deres hånd op til hans mund og gav Katniss håndflade et blik kys, som tegn på at han var enig. Hånd i hånd foraltid...

Aldrig havdet Katniss huskede, at et kys kunne findes, så fantastisk og varmende. Da han gengældte kysset, var hun ikke det mindste i tvivl om, hvad hun følte for ham. Selvom der havde været meget få øjeblikket, hvor hun oprindeligt havde været i tvivl. Det der var sket var fortid, og lige nu koncentrerede hun sig kun om nuet. "Så det betyder, at der er os to igen?" Spurgte Katniss og aede Tristan blidt på kinden, med indersiden af tommelfingeren. Det var helt fantastisk, at have ham hos hende igen. Det var som en uopnåelig drøm, som blev til virkelighed. Selvom nok mange ville sige, at det var en stor overdrivelse, at kalde det en uopnåelig drøm. Men alt håb var visnet hos hende, efter et helt år uden nogen som helst form for kontakt.

I det øjeblik som Katniss læber havde ramt hans, havde han ikke længere været i tvivl om, hvad han følte. Faktisk havde han aldrig været i tvivl om, hvad han følte. Men da han ikke havde regnet med at se hendes kønne ansigt igen, havde han ligesom ladet følelserne gå i glemmebogen, om i baghoved hvor de altid kunne hentes frem, og det var hvad hun gjorde ved ham nu. Hentede alle hans følelser tilbage. "Ja" sagde han og nikkede bekræftende. "Altså hvis du vil.." tilføjede han hurtigt, men det var tydeligt at han ikke regnede med et nej. Faktisk ville han ikke tage nej som et svar. Det var som en drøm at have hende hos ham igen. Hende lige ved siden af ham - Der hvor hun hørte til. Han gav hendes hånd et let klem, og smilet lyste glad på hans læber.

Katniss sendte ham et stort smil, og kærtegnede blidt hans kind. Tanken om, at de igen kom sammen, føltes mere end rigtigt. Smilet på hendes læber kunne næsten ikke blive større, da Tristan bekræftede hendes spørgsmål, med et nik. "Jeg vil det mere end gerne," Sagde Katniss, og grinede kort af ham, selvom hun var sikker på, at han ikke ville tage nej som et acceptabelt svar. Tanken om, at hun havde fået sin Tristan tilbage var mere end dejligt. Det var gået fra et kæmpe chok, til noget helt og igennem fantastisk.