Følelserne der vender tilbage..

Sted: Tristans kontor
Vejr: Skyfrit
Tid: 16:30
Omg: Dem vil jeg lade dig beskrive

Det var ikke mere end en da siden Zoey var ankommet til skolen. Hun havde forladt skolen allerede på 5 årgang, for at tage til Egypten og studere. Der havde hun været lige siden, altså indtil i går morges hvor hun havde modtaget brevet om, at hun fik tilbuddet om at blive lærer på sin gamle skole. Derefter havde hun hurtigt pakket sine ting sammen og transeferet sig til Hogwarts områder. Hun havde med vilje undgået alle samlinger af elever, der i med alle måltiderne, og havde istedet aflagt køkkenet hemmelige besøg. På hendes opførsel skulle man ikke tro, at hun var de 20 år som hun var, men nemmere 13. Men hun var bange, bange for at møde ham. Ham hun havde forladt allerede dengang hun rejste fra skolen. Ham som hun havde været forelsket i. Hun havde troet at disse følelser var gået i glemmebogen. Indtil hun fik et kort glimt af ham lige, da hun ankom. Han var også grunden til at hun gemte sig. Hun vidste jo, at han ikke havde tilgivet hende for at rejse, men hun vidste også, at hun blev nødt til at snakke med ham. Det havde hele tiden været hendes væreste frygt ved at vende tilbage, hvad nu hvis de følelser hun havde ikke var gået i glemmebogen? Dette spørgsmål havde plaget hende siden hun rejste, og nu var der svar på det.. Det havde de helt sikkert ikke.. Hun trak vejret dybt ind, og fortsatte afsted ned af gangen som hun vidste hans kontor lå på. Hun måtte snakke med ham, det vidste hun godt. Han burde da i det mindste vide, at hun var der. Hun havde ændret sig meget udseendmæssigt. Hun havde farvet sit hår rødt, havde fået flere fregner, men hendes grønne øjne ændrede sig aldrig. Da hun nåede til døren stoppede hun op, og bankede svagt på. I det samme fortrød hun..

Tristan lænede sig let tilbage i den bløde stol som han havde fået sat sig ned i. Hans kontor lignede sig selv. De samme gamle vægge, det samme skrivebord, og de samme billeder og malerier på væggen. han havde så længe han kunne huske haft en vane med at hænge billeder op af familie og venner. I et kort øjeblik blev han revet afsted i en række af gamle minder og tanker, gamle følelser. Dog blev han hurtigt revet ud af den strøm igen, da det dæmpet blev banket på døren. Hvem kom dog og besøgte ham nu? På dette her tidspunkt? De fleste elever sad vel og lavede lektier nu, men måske var det en som ikke havde forstået lektien, eller sådan noget. Et høfligt smil krydsede hans læber, som han rejste sig fra den ellers dejlige behagelige stol og trak sin tryllestav ud af ærmet, hvor den havde ligget i tryk forvaring. Et enkelt slag med staven fik døren til at flyve op, og han trådte flere skridt frem sådan så han nu kunne se hvem der var i døren. Lige umildbart virkede ansigtet ikke bekendt. Han havde aldrig set nogen med så rødt hår som den unge kvinde foran ham havde, men alligevel var der noget der virkede bekendt. Hendes øjne.. Kvindens øjne virkede så pokkers bekendte..

Den lette varme som pludselig var til at mærke i hendes kinder, afslørede overfor hende selv at hun rødmede. Hvorfor havde hun dog også valgt at gå her op? På trods af at det spørgsmål hele tiden dukkede op i hendes hoved kendte hun jo allerede svaret. Tristan. Han var svaret. Han var grunden til at hun var gået her op. Lige siden hun ankom til skolen og havde fået et lort glimt af det skønne hankønsvæsen som nu stod foran hende, havde linserne væltet ind over hende. Minder fra før hun rejste. Før hun rejste fra de følelser som tydeligvis ikke var gået i glemmebogen som hun havde håbet. Og nu var hun her, forandret så han nok ikke kunne kende hende, og rødmede som en lille skolepige. Sommerfuglene baskede rundt i maven på hende, da han kiggede nysgerrigt på hende. Dog gjorde han ingen tegn på genkendelse. "Tristan?" hviskede hun lykkeligt da hun løftede hånden og lod den glide over hans hage som var blever besat af en let skøgstubd. Den havde ikke været der sidste. Men sidst var ko også fra mange år siden..