En hemmelig korridor

Sted: En hemmelig korridor der ikke er mange elever der kende til - kun de der er gået meget forkert.
Vejr: det er lige meget
Tid: klokken er 23: 30
omgivelser: mørke.. og lyset fra Damons stav.

Damon så rundt på omgivelserne der bestod af mørke, og en masse trapper. Klokken var mange, og han havde valgt at se om der var nogle elever oppe. Han havde hørt et par rygter om der ville være nogen oppe i nærheden af en bestemt korridor. Han var dog udmærket klar over det blot var rygter. Og rygtet havde da heller ikke været den eneste grund til han var gået derop. Det skadede jo aldrig at se om der var nogen deroppe hvor - altså der det havde lydt sig, at der skulle være nogen. Damon tjekkede hurtigt korridoren for elever. Der var ingen at finde. Han så rundt på omgivelserne og gik væk fra korridoren.. Nu han var der, hvorfor så ikke besøge en bestemt korridor? En hemmelig gang. Den havde været ret populær i hans skoletid, det havde været der de 'seje' holdte til. Damon havde været en af dem der havde holdt til der. Nu var der ikke andre end de elever der var gået meget forkert, der kendte til gangen. Damon hævede sin stav, hvorfra et lys udsprang. Han så rundt. Det lignede gangen fra dengang, ingen ændringer var sket.

Sofia var lydløs, som hun bevægede sig elegant rundt på gangene. Hendes hud, hår, øjne, ja det hele var sort så hun gik i ét med mørket. Umuligt at skelne. Hun havde aften vagt, og skulle holde øje med eleverne. De havde endnu ikke vænnet sig til hendes evne, så derfor kunne hun let snige sig ind på nogle uvordne elever.
Det virkede imidlertid til at eleverne havde fået nys om at det var hende der havde vagt i dag, for ingen elever var at se. Men Sofia narrede man ikke så let. Godt nok havde hun ikke gået på Hogwarts, men rektor Tristan havde haft en udførlig beskrivelse af de fleste kendte hemmelie korridorere på Hogwarts, så det var bare med at tjekke.
Sofia var efterhånden blevet bekymret, for selvom hun havde været igennem stort set alle dem der stadig blev brugt jævnligt var der ingen. Havde eleverne virkeligt lært at opføre sig ordentligt?
Sofia stod nu foran en gang, som ikke blev benyttet ofte, men yderst sjælendt. Og det var dér hun hørte skridt. Javel, så VAR de elever altså ikke helt lovpligtige. "Du er opdaget, du kan godt gå i seng", Sofias stemme lød myndig som hun trådte ind i skjulet. Hun kunne se en lysende tryllestav længere fremme, men ikke hvem det var. Selv bar hun den bedst mulige kamuflerring.

Damon begav sig ned af korridoren. Lyset fra hans stav brændte stadig, dog ikke så man kunne se hvem han var, så stærk var lyset fra lumos nu og engang heller ikke. Med ét lød en stemme et sted foran ham, stemmen hørte uden tvivl ikke en elev. Han kunne dog ikke lade vær med at more sig lidt over han lige var blevet sendt i seng, det var mange år siden der var en lærer der havde sendt ham i seng. Men det gjorde ham nu ikke noget at han var blevet sendt i seng. "Åh, for pokker.. Så må jeg hellere smutte i seng, før jeg får en eftersidning" Han skjulte på ingen måde det voksne i hans stemme, eller det drillende der også spillede i hans stemme. Han vendte dog ikke om for at gå i seng. Han fortsatte frem mod personen der lige havde sendt ham i seng, det skadede jo aldrig at se hvem der syntes han skulle i seng, eller han havde sin ide om hvem det var, men han kunne jo tage fejl..

Det gav et forskrækket gib i Sofias mave(dog ikke noget hørligt), da en velkendt stemme lød. Hun grinte let, men det var tydeligt at høre, at grinet også var lettere nervøst. "Damon, det er jo LANGT over din sengetid!", lød hendes stemme strengt, men ikke længe efter knækkede hun sammen af grin, mens hun vaklede/gik hen mod Damon. I forvirringen og nervøsiteten(hvor kom dén lige fra?) glemte hun helt, at hun stadig havde sin kamouflage på, så han ikke havde en chance for at kunne se hende.

Damon begav sig stadig mod stemmen, han stoppede dog op for ikke at gå forbi personen, hvis personen stod skjult, eller personen, Sofia. "Ja, jeg ved det godt, men min mor er her ikke, så der sker ikke noget ved det" Et grin slap over Damons læber, som han sagde de lettere drillende ord. Han hævede sin stav for at se om han kunne finde hende i lyset fra staven, han lod den dog falde ned igen da det ikke lykkedes for ham. "Kommer du frem?" Han så lettere forvirret rundt. Var han bare dårlig til at finde hende, eller stod hun stadig i skjul? Han kørte en hånd gennem håret som han stod så frem, for at se om han kunne finde hende.

Sofia smilede skævt i det skjulte. "Nej, jeg vil skam ikke påstå at jeg er din mor, langt fra!", grinte Sofia. Nej, hun ville ikke kalde sig for hans mor, det var bestemt ikke det hun ønskede at være. Ikke fordi hun ikke kunne lide ham.
Sofia så et øjeblik forvirret ud, men så faldt det hende ind, hvad han mente med, om hun havde tænkt sig at komme frem. Hun stod faktisk stort set lige foran ham, så han fik nok noget af et chok da en mellemhøj, ildrødhåret, bleg kvinde stod foran ham, lige pludselig. "Buh!", Sofia gik var helt tæt på hans ansigt, så hun kunne mærke hans åndedrag. Mere dramatisk effekt. Hun trak sig dog hurtigt grinende tilbage.

"Det er jeg glad for du ikke påstår" Hans svar var lettere grinene og drillende. Det ville undre ham hvis hun havde påstået hun var det. Et lettere irriteret og skulende blik kunne ses på Damons øjne, idet Sofia dukkede frem. Det var sådan han reagerede når nogle forskrækkede ham, eller hvad man nu kunne kalde det de gjorde... Helt forskrækket blev han ikke, bare lidt overrasket.. Det irriteret og skulende blik var dog hurtigt forsvundet. "Det er ikke helt fair du kan dét der" Damon lod et stort og en smule drillende smil spille på sine læber.. "Jeg burde tænde noget lys" Damon lod et lille og skævt smil spille på sine læber.

Sofia grinte let, over hans ansigtsudtryk. "Stadig lige dårlig til at håndtere forskrækkelser. Ak Damon, HVAD har egentligt ændret sig ved dig?", spurgte hun i en drillende tone. Ja, han var stadig så.... LIG sig selv, som han var da han var elleve.
Sofia mærkede et llle stik af panik ,men kun lidt, da han nævnte at tænde noget lys. "Nej for søren Damon! Jeg ved ikke, hvad Tristan og Emily ville gøre, hvis de fandt ud af, at jeg ikke gjorde det jeg skulle gøre, men stod her og fjantede med dig!", sagde hun, og hendes stemme var både alvorlig men også glad og let. Desuden var det meget hyggeligere, mere mystisk når det var mørkt. Men det sagde hun ikke.

"Tsh.. Det er jeg vel" Damons ord var lettere drillende mens han trak lettere drillende på skulderen. "Åh, en masse ting.." Det var der skam.. Men det var ikke rigtigt det han viste.. Over for Sofia var han ikke den halvkolde der ikke rigtigt viste følelser.. "Årh ja, det kan jeg så godt se, men jeg tror nu ikke de finder ud af du står her.. Men for din skyld, så lad os da stå her i mørket" Et lille smil gled over Damons læber, som han sagde det. Åh ja, Sofia var på mange måder noget specielt. Hvor meget hun mon havde ændret sig? Som hun stod der, ikke så meget, stadig hende der elskede at lege med sin evne, når hun var sammen med ham. Han gav et smil fra sig.. Ja, hun var speciel..

Sofia grinte let, og lænte sig frem mod Damons tryllestav. Et let pust kunne måske høres, men i løbet af nogle få sekunder var lyset på Damons tryllestav slukket, og det var bælgravende mørkt i gangen. Hvorfor dog tænker du nok. Sofia havde stadig nok overblik over situationen, til at vide, hvor Damon var. Hendes hænder rakte frem, og fik fat i Damons skjorte. Selv var hun allerede helt oppe af en væg, så det var let som en leg at læne sig op af muren. Sofia hev blidt i Damon, men alligevel bestemt, så han næsten ikke kunne andet end at komme hen mod hende, selvom han dog allerede var tæt på. Sofias arme gled søgende op om halsen på Damon, og hendes læber fandt automatisk hans.

Damon lod Sofia puste hans stav ud, og med få bevægelser lå hans stav trygt og godt i hans lomme. Han vendte blikket mod Sofia. Trods det var mørkt vidste han hvor hun stod. Damon protesterede ikke på nogen måde, da Sofia trak ham ind til sig. Han lod sig blot trække med. Hans hjerte bankede hurtigere end normalt, det var dog en ting han iskoldt ignorerede. Som Sofias arme gled om hans hals, gled hans armene om hendes talje. Han lukkede øjnene idet Sofias læber rørte hans, som han vidste det ville ske. Han gengældte hendes kys. Et lille smil spillede bag kysset, dog ikke noget man mærkede til under kysset. Det virkede på alle måder rigtigt..

Sofia smilede, som Damon helt sikkert gengældte kysset. De stoc så tæt, at hun sagtens kunne mærke, hvordan hans hjerte bankede vildt. Hendes eget hjerte indfandt sig efter hans hjertes rytme, så hendes eget også bankede meget hurtigt. Ro'en beholdt hun dog stadig. Hun fjernede sine læber fra hans, men flyttede sig ikke fra ham. Hendes pande hvilede mod hans. "Ser man det, noget har ændret sig.. Du er blevet en hel del bedre til at kysse!", sagde hun og grinte let og lavt. Hun huskede godt, hvordan de engang havde kysset da de var syv år. Det var nok en selvfølge at det ikke var verdens bedste kys, og nu havde det også kun været et hurtigt og genert møs på munden. Det her var noget andet, mere.

Han åbnede øjnene som hun trak sig væk fra ham, eller trak sig væk kunne man ikke rigtigt sige hun gjorde. Hun afbrød kysset, de stod dog stadig tæt som før. Et let og lav grin gled over hans læber som hun nævnte han var blevet bedre til at kysse, selvfølgelig var han det.. "Ja, øvelse gør mester.. Men jeg kan sige det samme om dig" Han lod et let, kort og lavt grin glide over sine læber. Han huskede tydeligt den gang da de var syv, det var kun blevet til et hurtigt kys på munden. Det virkede ikke af meget, det havde det dog været i den gang, sådan huskede han det i hvert fald.. Det kys kunne dog på ingen måde sammenlignes med det de lige havde haft. Det var mere.. Ja, hvad var det.. Mere intenst..

Sofia grinte, en let og perlende latter, mes hun elegant gjorde sig fri af Damon. Ved hjælp af en nonverbal besværgelse, fik hun tændt sin tryllestav. "Vi ses - natvagt du ved", sagde hun med et skævt smil, og forsvandt, næsten lige så hurtigt som hun var kommet.

Damon slap Sofia idet hun gjorde sig fri fra ham. Som hun tændte sin stav fandt han sin frem. "vi ses.." Et lettere skævt smil spillede på Damons læber, før hun forsvandt. Hurtigere kunne det ikke gå... med et let vip med staven, og en nonverbal besværgelse sprang et lys ud fra hans tryllestav. Med lette skridt gik han det modsatte vej af Sofia. - Det var jo trods alt den vej han var kommet fra..