Rumlen og skramlen?

Sted: Sophias kontor
Tid: 23:35
Vejr: Vindstille og overskyet
Omg: Kontor ting vil jeg da tro?

På trods af de mange år som Tristan havde tilbragt på skolen, formåede han stadig at fare godt og grundigt vild. Han skulle bare lige en tur rundt på skolen, bare for at tjekke at eleverne var helt i seng, og så var han endt et eller andet sted i nærheden af eliksir lokalet. Det var ikke fordi, at han gjorde den største indsats for at finde tilbage til sit kontor, det gjorde han faktisk slet ikke. Istedet gik han rundt og let studerede den gang som han var havnet på. Skridtene som hørtes hver eneste gang hans fødder ramte jorden, var den eneste lyd på gangen, ellers var der fuldkommen stille. Det kunne både tages godt og dårligt. Enten var der ingen elever på gangen, eller også gemte de sig godt. Egentlig var han godt ligeglad med elever lige nu, det var trods alt ikke hans afdeling efter skoletiden, eller ihvertfald ikke lige nu. En undrende grimasse gled over Tristans ansigt, da han hørte larm et stykke fra ham. Det stoppede så pludseligt som det var startet, og nu hørtes der kun pudslen inde fra den dør af, hvor han før havde hørt larm. Han kiggede undrende på døren, hvor der stod Sophia. Så vidt han vidste var hun en af de nye rektorer, hvilket også fik ham til at gøre som han gjorde. Han trådte simpelthen frem og skubbede døren op, bare for at blive en smule forskrækket over det syn der mødte ham...

Sophia kiggede ned i jorden, hun havde ledt og ledt efter sin halskæde, og hun kunne simpelthen ikke finde den. Hun havde ændret udseende til en gammel mand, og det var måske ikke det bedste at gøre, men hendes raseri havde taget over, og derfor havde hendes formskiftning taget lidt over. Hendes ansigt blev langsomt forvandlet til et lidt yngre ansigt, dog ikke meget. Hun kiggede over mod den stak af papirer hun havde stablet da hun ankom. Hun skyndte sig derover, og følte ingen afsky over den form hun havde taget. Hun kunne næsten ikke lade være med at le da hun fik øje på sig selv i spejlet på hendes væg. "Sikke et ansigt", sagde hun og studerede det lidt nærmere. Hun rystede så på hovedet, og begyndte at hive papirene ned fra hendes kontorbord. "Satan", lød hendes stemme. Hun kom til at hive den vase hun havde fået af sin gamle kæreste ned af bordet. Hun kiggede ned på den ødelagte vase. Hvorefter hun faldt til jorden. Hun kiggede på den, og samlede lidt af den op. Hvorefter hun fik øje på sin halskæde. Hun smilede lidt, og job blikket over til døren. Der var nogle der kom derhen af. Hun sukkede, og rejste sig op i en elegant beværgelse, selvom man ikke skulle tro at sådan en gammel krop var i stand til dette. Hun kiggede derover, og havde faktisk helt glemt at hun var en gammel mand. Hendes blik sænkede sig da en mand trådte ind af døren. Hun betragtede ham, men kunne ikke sige noget, og hvad kunne hun også sige?

Et let gab slap over Tristan læber, som han lod en hånd køre igennem det brune hår. Der lød stadig en del rumlen og skramlen indefra Sophias kontor, og dette var også grunden til at han nu havde besluttet sig for at tage intiativ. Chokket som ramte ham, da han så den gamle mand stå og rode i Sophias ting, fik ham til at trække sin tryllestav. Han vidste ikke, hvem han nu stod overfor, men intet gav ham en ret til at rode i Sophias ting. Selvfølgelig kendte han ikke rigtig Sophia, men at rode i andres ting og endda tage noget, som manden jo havde gjort, var ikke noget som blev tolereret. "Hvem er du og hvad laver du her?" spurgte han så alvorligt, og rettede spidsen af tryllestavens imod den gamle mand brystkasse. Alvoren var tydelig i hans blik, og det smil som før havde kunne se på hans læber var stilnet af, og istedet så han nu fokuseret og alvorlig ud. Han var ikke typen som tolererede tyveri eller indbrud, og i hans øjne så var det jo lige præcis, hvad det her var..

Sophia fik næsten et chok da manden trådte tættere på hende. Og det gik først op for hende at hun stadig var i den gamle mand forklædning da han trak sin tryllestav. Hun betragtede kort sin hånd, og kom selv til at trække sin tryllestav. "Og hvad laver sådan en ung mand her, i disse gemakker?", var det eneste hun fik fremsagt. Et smil løb kort over hendes læber da han spurgte hvem hun var og hvad hun lavede her. Hun forvandlede sig langsomt til sit gamle væsen. Altså hende som hun rigtig så ud, det røde hår var allerede sat op i en fransk fletning da hun havde fået sine kvindlige former tilbage og alt det der. Hun smilede let til ham. Og lo kort. "Du burde vide mere om dine ansatte, og dine kollegaer. Så ville du have vidst at jeg ikke er helt normal", svarede hun på hans spørgsmål.
Hun kiggede ned i gulvet, og mærkede stadig tryllestaven mod sit bryst. Hun fjernede tryllestaven, med hånden. Hun vidste ikke helt hvad hun mere skulle sige, det eneste hun faktisk kunne sige var at det hun allerede hun sagt. Hendes læber løb op til et smil. Og hun skubbede sig væk fra ham. "Hvad laver du så her?", hendes kolde facade var kommet igen.