Sandheden kan gøre ondt

Tid: 18:00
Sted: Katniss's kontor.
Omgivelser: Det typiske man finder på et kontor - pergamenter, bøger, malerier osv.
Vejr: Det hverken varmt eller koldt - Så man kan vel sige, at vejret forholdet sig køligt.

Koncentreret og fokuseret sad Katniss sig bøjet over en stak pergamenter, med en fjerpen i højre hånd. "Det var dog utroligt!" Mumlede hun for sig selv, og smed fjerpennen fra sig i frustration. Sandt nok kunne hun sagtens holde koncentrationen i flere timer, hvis det skulle være, men netop i dette tilfælde, var det som om, at den forsvandt med et enkelt vink. Aldrig havde hun følt sig så stresset før. Om det var på grund af de to jobs eller om det blot var en dårlig dag, kunne hun ikke helt finde ud af. Men der var et eller andet der irriterede hende, og det var helt sikkert. Måske kunne det være den manglende tid med hendes venner og kæreste. Det var mere sandsynligt, for ærlig talt så blev dagene hårdere og hårdere, jo flere dage hun ikke talte med dem. Selvom Katniss ikke var typen som holde sig i et rum for sig selv, havde der ikke været andre muligheder de sidste par dage.

Nervøsiteten sad dybt i Tristan, da han drejede ned på gangen, hvor Katniss kontor lå. Det var vel omkring spisetid nu, og da han havde set at hun ikke var dukket op ved spisetid, havde rejst sig og sat kurs mod hendes kontor. Han havde håbet på at fange hende efter aftensmaden, men da hun ikke mødte op, måtte han finde en anden måde at få hende i snak. Han vidste ikke helt, hvordan han skulle sige det. Man kunne jo ikke bare komme over til sin kæreste og sige: Hey skat, jeg har ligesom været dig utro. Og ja jeg elsker dig stadig, men jeg elsker også Brookelle, og jeg har ligesom valgt hende. Nej, det kunne man altså bare ikke. Imens han tænkte over, hvordan han mon skulle formulere sig, nåede han pludselig til Katniss dør. Han løftede hånden og bankede dæmpet på, og allerede der fortrød han..

Opgivende skubbede Katniss pergamenterne ned fra bordet, og lagde sig hen over det, med hænderne om baghovedet. Hun ville aldrig opfører sig sådan overfor en kollega eller elev, så da lyden fra dørens banken ramte hendes øre, faldt hun næsten ned af stolen af ren forskrækkelse. Faktisk havde hun overhovedet ikke forventet noget besøg, og det var sikkert bare en elev der har spørgsmål om dagens lektie. Men dog var der en lille del af hende der håbede på, at hun langt om længe ville få et lille besøg. Af en hun holde af. Katniss rejste sig lettere kikset op fra sin kontorstol, og glattede let hendes knælange højtaljet nederdel. Med korte skridt begav hun sig over til døren, og åbnede den. Straks ved blot synet af Tristan fløj hendes læber op i et smil. "Orv, Tristan!" Udbrød hun, og så sig over skulderen. Hendes kontor var blevet rodet, med alle de pergamenter der lå og flød over det hele. "Hvis jeg vidste du var kommet, så havde jeg da ryddet op. Så jeg håber at du kan leve med rodet," Da hun bemærkede det livløse og nervøse ansigt der var plantet i Tristans, forsvandt hendes store smil straks. "Hvad er der galt?" Spurgte Katniss, og kærtegnede blidt hans ene kind med fingerspidserne. "Du kan fortælle mig om det inde på mit kontor, hvis du vil. Kunne du tænke dig en kop te eller kaffe?" Hun lod hendes hånd falde ned til hans og trak ham forsigtig ind i hendes kontor. Hun lukkede døren, og lod sig falde ned i en af stolene, imens hun let gjorde en bevægelse med hånden som viste, at han bare kunne tage plads.

Det hele virkede stadig så surrealistisk. Den måde Brookelle bare var dykket op ud af det blå. På den måde han havde kysset hende, uden at tænke på Katniss. Men nu fulgte Katniss hans tanker fra inderst til yderst. Hvad skulle han dog sige til hende? Men nu stod han der jo, ude foran døren til hendes kontor, og han havde overhoved ikke forberedt sig på, hvad han skulle sige. Da han hørte skridt på den anden side af døren, trådte han et skridt tilbage og ventede på at døren blev åbnet, som den gjorde få sekunder efter. Og så stod hun der, Katniss. Smuk og smilende som altid, som om alting var det samme, men alting var forandret. ”Hej Katniss” sagde han så, med tvunget rolig stemme. Han tvang også sig selv til at lade et svagt smil glide over sine læber. ”Jeg overlever skam, jeg bliver alligevel ikke så længe” forsikerede han hende, og sendte hende endnu et kort smil. Han havde på en eller anden måde at de svage smil kunne dække over hans nervøsitet, men hun havde allerede opdaget det, og i det samme mærkede han hendes fingerspidser mod hans kind. Dette fik ham til at sukke lydløst, inden han rakte op efter hendes hånd og fjernede den fra hans kind, let og diskret. ”Nej tak” sagde han så bare, da hun tilbød ham noget at drikke. I stedet satte han sig så, der hvor hun havde gjort tegn til, at han kunne sidde. ”Katniss vi bliver nødt til at snakke” lød de skæbnesvangre ord så, da de endelig slap over hans læber.

"Bliver vi nød til at snakke?" Spurgte Katniss undrende, og hævede et øjenbryn. "Hvis du har noget på hjertet, så sig frem." Hendes stemme var rolig og behersket, men alligevel kunne man høre et strejf af nervøsitet og usikkerhed. Aldrig havde hun været god til, at holde en facade oppe særlig længe, og i dette tilfælde var det sværere end nogensinde. Katniss, vi bliver nød til, at snakke - Den sætning havde hun hørt alt for mange, og det havde altid været i en dårlig forbindelse, og det ville ikke undre hende, hvis det ikke var noget positivt Tristan ville fortælle hende. "Er du sikker på, at du ikke vil have noget, at drikke? Jeg har også vand, hvis det skulle være" Forsatte hun og lagde sine hænder i skødet. Hverken Tristans kropssprog eller ansigtsudtryk tydede på, at han ville komme med en stor glædes nyhed.

Tristan var godt klar over, at det ikke var første gang han havde sagt den sætning til Katniss. Den var flere gange blevet udvekslet mellem dem, men det var så mange år siden, at han ikke havde tænkt vidterlig over det - Før nu. Denne sætning havde sjældent ført noget positivt med sig, og det gjorde det heller ikke nu. Han ønskede ikke at såre Katniss, når alt kom til alt så elskede han hende jo stadig. "Ja, det gør vi" sagde han med et kort lydløst suk og et lille bekræftende nik. Nervøsiteten i hendes stemme var hjerteskærende, da han som tidligere nævnt ikke ønskede at såre hende. "Kan du huske Brookelle?" spurgte han, uden rigtig at vide om Katniss kendte til Brookelle eksistens. Men han havde trods alt valgt hende frem for Brookelle dengang, og nu.. Nu var det jo omvendt. "Nej tak" gentog han bare, da hun endnu engang tilbød ham noget at drikke, endnu engang lød han stemme høflig og en smule mere formel end den burde.

Katniss valgte blot at nikke bekræftende, og gjorde tegn til, at han skulle forsætte med, at tale. Et lille chok flød igennem hende, ved den pludselige lyd af Brookelles navn. Hun huskede hende tydeligt. Det var den mindreårige pige, som Tristan vist nok skulle have haft noget kørende med. Endnu engang flød en ny følelse igennem hende. Hvorfor nævnte han nu hende? De havde jo haft noget kørende dengang, men Brookelle var sandt nok trådt til som rektor efter, at Heather var blevet sendt til Akzaban. "Jo, jeg husker hende tydeligt." Svarede hun, og selvom hendes stemme lød nogenlunde stabil, kunne de frygten i hendes øjne tydeligt ses. Tanken om, at miste Tristan endnu engang var mere end blot forfærdelig, selvom sandsynligheden var mere end stor. "Jamen okay så. Du siger bare til hvis du skulle ombestemme dig," Selvom Katniss var i en vanskelig situation, havde hun altid været i stand til, at huske sine høflige manere. Hun lod blikket lande på Tristan, og den dreng hun holdt så meget af, ville højst sandsynlig komme med en forfærdelig nyhed om ikke så lang tid.

Tristan lagde godt mærke at noget forandrede sig ved Katniss, da han nævnte Brookelle. Vidste hun allerede nu, hvad han ville sige? Hun måtte da næsten vide, at hun var her på Hogwarts så, at hun ikke kendte til hendes nuværende postition var næsten en umulighed. Han nikkede kort, da hun bekræftede, at hun godt kunne huske hende. ”Som du nok ved, så er hun her på Hogwarts. Og jeg mødte hende ude i den forbudte skov her forlede, og..” han stoppede let op i hans sætning, og lod den hænge lidt i jorden. Kunne hun regne resten ud? Kunne hun regne ud, hvad der fulgte efter det og? ”..og jeg kyssede hende” afsluttede han så alligevel sætningen. Hun fortjente at høre sandheden, hun fortjente kun det bedste, og det var ikke ham. Han nikkede bare kort til det som hun sagde, men ellers kom der ikke nogen anden reaktion fra ham, imens han afventende kiggede på Brookelle. Som han bare sad og ventede på hendes reaktion.

Blot ordene 'Og jeg mødte hende ude i den forbudte skov' gav sig til, at svide i Katniss's øjne. Han havde sikkert regnet ud, at hun for længes havde lugtet lunten, og det havde han helt ret i, at hun havde. "Du-du hvad?" Udbrød hun panisk, og selvom hun havde regnet med, at det var det han ville sige, så havde der været en lille del af hende der havde håbet på, at det hele blot var en misforståelse. Det lød langt hårdere, at høre ham sige det. Bekræfte det. "Hvorfor?" Nærmest hviskede Katniss med en svag stemme, som der næsten ikke engang var i stand til, at sige det lille enkelte ord. Denne her gang kunne hun ikke regne sig frem til svaret. Sandheden var altid bedre end løgnen - Men sandheden gjorde ondt. Hun lod sig begrave i sine hænder, imens hun lod et par tåre trille ned af hendes kinder.

Det smertede ham at vide, hvor meget han måtte såre hende. Han burde have tænkt sig om, inden han gjorde noget, men det havde han ikke. Istedet havde han handlet overilet og dumdristigt, uden at tænke på konsekvenserne. Og de konsekvenser var så dem han måtte tage nu. Hendes lettere paniske udbrød, fik ham til at presse læberne hårdt sammen. Han ønskede ikke at det skulle være endt sådan, sådan så hun måtte sidde og holde sammen på sig selv, og det var vel hvad hun gjorde nu. "Jeg ved det ikke. Jeg handlede overilet, tænkte ikke over, hvad jeg gjorde" indrømmede han så lavt. Han så ingen grund til at snakke højere, da Katniss udemærket kunne høre, hvad han sagde. Desuden var han i den naive tro at det måske ikke ville være lige så slemt, hvis han bare ikke sagde det så højt. Da hun begravede ansigtet i hænderne, måtte han afholde sig selv fra at række ud efter hende. Hvorfor havde han gjort det her imod hende?

Selvom tårene ikke havde lagt sig helt, lod Katniss forsigtet løfte sit hovedet. Før eller siden måtte hun se ham i øjnene. Selvom at det måske var mindst lige så smertende for ham som det var for hende, så havde hun ikke ladet den tanke strejfe hende. Det var ham der havde såret hende, og ikke omvendt. Selvom det sikkert ikke var en gennemtænkt tanke, at Tristan lod sig kysse Brokelle, så burde han havde tænkt over konsekvenserne, hvilket han tydeligvis ikke havde gjort. "Det passer jo ikke," Hviskede hun, og holdt sit blik på gulvtæppet i hendes kontor. Hvis der ikke var nogen grund til, at han skulle kysse hende, hvorfor skulle han så have gjort det? For at såre hende for sjovs skyld? "Det eneste der måske der ville hjælp lidt på det hele er sandheden. Den rene sandhed," hendes stemme var endnu ikke blevet stærkere, og den skælvede en smule, men det var det mere end blot klart.

Tårerne kunne stadig ses i Katniss øjne, og det gav et stik i hjertet på ham at vide, at det var hans skyld. Han kunne ikke lade være med at føle sig så pokkers skyldig. Den dårlig samvigtighed havde for længst meldt sin ankomst, men nu følte han sig bare skyldig. hendes pludselig anklage kom en del bag på ham. 'Det passer jo ikke' Hvad mente hun dog med det? Selvfølgelig passede det. "Katniss det er sandheden" sagde han og kunne godt selv høre den svage undertone af desperation i hans stemme. At hun ikke troede på ham, kom egentlig ikke bag på ham. Hvilken grund havde hun overhoved til at stole på ham? Men det var sandheden. "Jeg kysser hende fordi hun var ved at gå, og det ville jeg ikke have. Jeg handlede overilet og dumt" sagde han og kiggede på hende og derefter ned i gulvet.

"Så det du siger er.. At du kyssede hende fordi du ønskede hendes selskab? Ville et lille 'Vent' eller 'Hey' måske ikke være nok?" Svarede Katniss, og så op i Tristans krystalblå øjne, dem som hun i første omgang havde forelsket sig i, men nu kun bragte smerte og sorg. Hvis hun ønskede at bevare en person i sit selskab som var ved, at gå så ville hun ikke straks kaste sig over og kysse ham. Det ville ikke engang falde hende ind, at finde på noget så grusomt. "Din handling var ikke blot dum - Den var værre end dum, dum er et alt for blidt ord i denne sammenhæng," Mumlede hun, mest for sig selv, men højt og tydeligt nok til, at Tristan sagtens kunne høre det. Den smerte han havde forvoldt hos hende ved, at få hende til, at tro at han elskede hende gnavede dybt indeni hende. Hvis han virkelig havde elsket hende, ville han ikke have kastet sig over en eller anden tidligere flamme.

"Jeg ved godt det lyder dumt, tro mig det ved jeg, men.. Men det var sådan det fandt sted" sagde han så stille og lod sin klare blå øjne bundfælle sig i hendes. "Hvis jeg havde bedt hende om at vente, havde hun ikke lyttet" sagde han alvorligt, og var udemærket godt klar over hvor dumt det lød. Hans øjne havde ligget i hendes hele tiden, imens han læber havde sagt den sidste sætning. De øjne som han faktisk elskede - Meget højt. "Jeg ved det godt" sukkede han og slog endnu engang blikket ned i jorden. Han kunne ikke se hende i øjnene lige nu. Hun ramte godt, ramte de præcis rigtige knapper for at gøre skyldfølelsen endnu større. "Undskyld" mumlede han så, ikke højt, men højt nok til at hun kunne høre det. Og han mente ordene af hele hans hjerte.

"Så det var blot et kys? Så sekundet efter dine læber havde rørt hendes, så var det glemt?" Spurgte Katniss, og lod sig ikke fjerne blikket fra hans, selvom fristen til at gøre det var stor. At se ind i de øjne som der havde forrådt hende. Nej.. Det fungere ikke. Et lille lydløs lettet suk slap igennem hendes læber, da Tristan brød deres øjenkontakt. Istedet for hans øjne, lod hun sit blik lande på alle de pergamenter der lå smidt over det hele. "En undskyldning er ikke nok. Hvordan kan jeg vide, at et enkelt ord kan gøre bod for det hele?" Sagde Katniss i en mere bønfaldende tone. "Jeg bliver nød til, at vide det.. Er der noget imellem Brokelle og dig?" Det var den sidste ting hun krævede, at vide. Om han ville forlade hende til fordel for Brokelle. Hvis det var tilfældet.. En lille tåre gled ned af hendes kind, og efterfølgene kom der og flere..

"Nej" sagde han stille, nærmest som en hvisken. Det havde ikke været glemt, det havde betydet noget. Det kunne han ikke benægte, men samtidig vidste han ikke, hvad det havde betydet. Han vidste ikke selv hvad det havde fremkaldt hos ham, eller hos Brookelle. Men han vidste da, at han elskede Katniss og det ville han nok altid gøre. Hun brød ikke deres øjenkontakt, men det gjorde han til sidst. Han kunne ikke klare det mere. "Det kan det ikke. Det ved jeg godt. Det var min fejl, og jeg kan højst sandsynligt ikke gøre noget for at gøre det godt igen og..." sagde han og stoppede kort op. "..og det er også derfor at jeg ikke kan være sammen med dig mere" sagde han så og kiggede på hende. Han måtte virkelig afholde sig selv fra at række ud og tørre tårerne af hendes kinder. men han beherskede sig og blev siddende med et undskyldene udtryk.

"Det tænkte jeg nok," Sagde hun med en stemme så lav, at den knap kunne høres. Det var også mere en tanke, og derfor var det ikke meningen, at hun skulle have sagt det højt. Det var som, at blive stukket lige i brystet. Smerten var så realistisk, at det var ligefør, at hun så ned for, at tjekke efter om det blødte. Det at miste ham.. Det værste mareridt. Mundlam sad hun og så på Tristan - Som om hun så liget af hendes elskede. Men det var næsten det samme, for med de ord som han havde fremsagt betød det, at hun ville miste ham. Forevigt. Alle knoglerne i hendes krop føltes pludselig så svage. De var ikke stærke nok til, at kunne holde hende oppe. "Ud," Hviskede hun. "Ud nu!" Med de sidste kræfter der endnu ikke var omdannet til tårer rejste hun sig op, og åbnede døren for ham. "Gå nu, og jeg vil være lykkelig, hvis jeg slap for dit selskab de næste par døgn," Katniss stemme var mere en bønfalden. Den var svag, skælvende og den knækkede ofte i den lille sætning. Klar til at lukke døren efter ham, holde hun sig oppe ved at støtte sig op af døren, og ventede på, at han skulle forsvinde fra hendes kontor, og helst ikke dukke op foreløbig, selvom den tanke sikkert ikke ville strejfe ham - Det var i hvert fald noget som hun kunne føle sig sikker omkring.

Tristan pressede let læberne sammen og lod blikket glide op af gulvet. Han lod sine krystalklare blå øjne bundfælle sig i hendes brune. De brune øjne som ellers altid havde kunne fremkalde den underligste følelse i ham, følelsen af ømhed af kærlighed. Men nu vidste han slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv når han kiggede på hende. Det hele skabte forvirring i hans sind, selvom han vidste at han måtte afslutte, hvad han nu havde startet. Han nikkede kort og sukkede lydløst, da han hørte hendes ord. ’Det tænkte jeg nok’. Hvis det bare havde været et kys, hvis det ikke havde betydet noget, så havde denne her situation udviklet sig meget anderledes. Hendes næste ord ramte ham som et slag i ansigtet. Han havde selvfølgelig regnet med at hun ville smide ham ud, men alligevel så gjorde det ondt at høre hende sige det. Han rejste sig lidt op, ved lyden af hendes svage ord og lyden af døren som blev åbnet. Han gik med kort skridt over mod døren, men stoppede i døråbningen. ”Det skulle ikke være endt sådan her” sagde han stille, og så gjorde han noget af det værste han nok kunne gøre. Han lænede sig frem og kyssede hende på kinden, inden han trådte ud af døren. Han sendte et blik fuld af smerte og fortrydelse over skulderen, inden han gik af sted mod sit eget kontor. Væk fra en af de kvinder han elskede..