I ly og mørke

Sted: Dybt ind i den forbudte skov
Tid: 01:32
Vejr: Regnvejr
Omg: Store træer? Og skov?

Selvom mørket var faldet på, og regnen havde taget til, vandrede Tristan nu alligevel afsted fra søen over mod den forbudte skov. Der var kastet en vandafskyende besværgelse over hans kappe,selvom han ikke havde tænkt over at kaste den over sig selv. Derfor klistrede det brune hår nu let til hans ansigt, dog fik han pjusket det som altid ved at køre en hånd igennem det. Et let smil gled over hans læber, imens han kiggede rundt efter elever på nattevandringer, heldigvis fandt han ingen og nåede hurtigt til skovens udkant. uden at tøve et eneste sekund vandrede han ind imellem de store mørke træer, som for at komme lidt i ly for regnen der piskede omkring ham, men nok også bare for at komme lidt ind i mørket, ind i stilheden. Noget ved skoven havde altid tiltrukket ham, og minderne om de mange gange han havde besøgt skoven som barn, løb igennem ham imens han fortsatte længere ind i skoven. på et tidspunkt stoppede han op, og kiggede en smule forvirret rundt. Hvor mon han enlig var? Han var i ly og mørke..

Brookelle var som sædvanlig ikke inde på slottet hvor hun ellers skulle være for at holde styr på ørnene. Hun havde aldrig været helt så glad for at være kommet på Ravenclaw da hun kom tilbage, hun hørte til Slytherin, og det havde hatten også sagt, dengang hun havde fået den på sit hoved. Hun kiggede sig omkring, og lod et blik hvile på det træ hun stod op af. Hun så tilsyneladende en af lærene strejfe rundt herude om natten. Hun smilede lidt for sig selv, og lod så sine øjne hvile på ham stadig vidste hun ikke om han var uvidne om hun var der. Hun trak sin tryllestav og smilede let. "Accio Tryllestav" hviskede hun, og lod sin tryllestav vende mod ham. Hun smilede så køligt, og tog en tot hår væk fra hendes ansigt. Hun hoppede så ned fra hendes skjul og gik over mod Tristan som han vidst hed. Hun lod dog sin kappe hænge slapt om hendes ansigt.

Som Tristan havde bevæget sig igennem den forbudte skov, havde han gået i den lykkelige uvished om at han ikke var alene. Han havde ikke hørt den unge kvinde, eller set hende for dens sags skyld. Faktisk var han slet ikke opmærksom på hendes nærvær, før hans tryllestav fløj ud af hans hånd. Han vendte sig lynhurtigt om, og sendte et iskoldt blik igennem skoven, indtil han fik øje på en skikkelse. Formerne afslørede at skikkelsen var en pige, og udfra højden måtte hun da næsten være en pige. "Hvem er du som vover at tage min stav?" spurgte han ud i mørket. Hans ansigt var lagt i høflige folder, selvom han tydelig var utålmodig. "Og burde du ikke ligge og sove?" spurgte han så, og denne gang afslørede hans stemme også den utålmodighed han følte i hele hans krop. Hvor vovede en elev at tage hans stav fra ham?

Brookelle kunne ikke lade være med at le, hans tryllestav lå fast i hendes venstre hånd, og hun havde ikke tænkt sig at give slip på den lige nu i hvert fald. Hun undrede sig lidt over hvorfor det var sådan han reagerede, hun kiggede skamløst på ham, og sendte ham et kort smil, som han måske kunne se og måske ikke kunne se. Hun vidste ikke helt hvorfor hun ikke sagde noget, men hun havde måske bare lyst til at drille ham lidt. "Hvem der vover at tage din tryllestav. Og det siger ham der ikke har sin tryllestav i sin hånd", sagde hun drillende, og afslårede langsomt det meste af hende, dog kunne man stadig ikke se hendes hoved. "Gæt engang", sagde hun og lo lidt. "Jeg burde ikke ligge i min seng, men måske skulle jeg alligevel gå til ro. Klokken er jo mange, selv for dig" sagde hun og smilede kort, og afslørede de utrolig hvide tænder.

Ved ikke at have sin tryllestav på sig, havde en følelse af svaghed og sårbarhed sneget sig ind i Tristan krop. Hans stolthed blev altid såret når nogen var så frække at tage hans stav fra ham, og især når det var en elev der viste sådan en næsvished. han kunne endnu ikke se hendes ansigt, men den lyse stav lå tydeligt i hendes venstre hånd, og han måtte lægge bånd på sig selv for ikke at gribe ud efter den. "Giv mig den" sagde han høfligt, selvom undertonen af autoritet og hårdhed ikke var til at tage fejl af. Hans tålmodighed havde aldrig været den bedste, og ville nok aldrig blive det. "Du burde skam ligge og sove dybt i din seng, i din sovesal. "Jeg går i seng når det passer mig" sagde han så bare kort og trak på skuldrende, velvidende med at han nok var mindst lige så provokerende som hun var.

Brookelle vidste ikke hvordan hun ville reagere hvis hun ikke havde sin elskede unikke tryllestav, men hun vidste i hvert fald at hun ikke ville være så høflig som han var lige nu. Hun kunne ikke lade være med at grine, da han gjorde det man præcis ikke skulle gøre hvis nogen havde ens tryllestav. Man skulle ikke vise sårbarhed, og det var lige det han gjorde. Hun kiggede på ham, og smilede. "Så jeg skal give dig den? Jeg har lige fået den, og den er umiddelbart en virkelig dejlig tryllestav, som passer godt i håndfladen, og er der mon noget særligt som kerne? Måske et williehår? De skulle faktisk være ret sjældne. Eller det må du selv fortælle. Hvad er der som kerne i din tryllestav?", sagde hun og smilede og trådte endnu et skridt frem ad. Hun kunne ikke lade være med at smile utroligt meget. Hun lod blikket strejfe hans øjne. "I min sovesal? Hvordan ved du at jeg ikke er en willie der bor her i denne her forbudte skov, eller måske en kentaur? Den tanke har måske ikke strejfet dig? Eller måske sover du måske i din seng?", hun trådte endnu et skridt frem. Hun smilede køligt og smilede. "Du kendte Heather ikke? Hvordan ved du at hun ikke bare stak af ind i den forbudte skov?", sagde hun og lød meget selvsikker i hendes sprog.

Tristan hænder, som før havde været begravet dybt i lommerne, hang nu slapt ned langs siden, så han i det værste tilfælde kunne tage sin tryllestav ved fysisk magt. Han vidste gdt at han viste sårbarhed, men han var ligeglad. Han skulle bare have sin tryllestav tilbage fra den kvajpande som havde været så uintelligent at tage den fra ham. Han kunne kort se elevens smil, hvilket bare fik ham til at knibbe øjnene vredt sammen. Hvor vovede hun? Vidste hun overhoved hvem han var? "Den tilhøre ikke dig, og vil aldrig kunne tjene dig på samme måde som den tjener mig, så hvis du vil være så venlig at levere den tilbage, vil jeg være meget taknemmelig" sagde han, selvom hans stemme ikke længere var høflig men bare kold og hår. "Hvad kernen i min tryllestav er ikke noget andre end mig selv skal stikke næsen i" sagde han og denne gang lød hans stemme langt mere irriteret. Hvad var hendes problem? "Hvis du var en kentaur havde jeg kunne se det med det samme, og jeg er ret sikker på at vi ikke har nogen willier i skoven" sagde han så og havde igen lagt sit ansigt i høflige folder, selvom hans tålmodighed var ved at slippe op. Da hun trådte et skridt tættere på ham, løftede han bare afventende det ene øjenbryn. "Jo jeg kendte Heather" sagde han bare og trak på skuldrene. "Jeg ved ikke hvad deres skete med hende, eller hvorfor hun forsvandt. Hun kunne lige så godt vandre rundt i skovene, uden at jeg ville vide det" sagde han lettere ligegyldigt.

Brookelle kiggede på ham, og lod øjnene falde ned på jorden. Hun grinede kort, og sendte ham et oprigtigt smil. "Jamen Tristan dog, du er jo helt opspændt, du burde slappe lidt af nogle gange. En omgang massage kunne få den gamle mand ud af dig", sagde hun og sendte ham et smil. "Tredje årgang, hvor du mødte mig første gang, du var vidst 'hjælpelærer' i et fag fordi du var lærens duksedreng? Og det eneste du vidste om mig var at jeg lavede lektier til hver time? Right?", sagde hun og trådte endnu et skridt over mod ham, og kiggede lidt mere på tryllestaven. "Jeg syntes at du måske skulle være lidt mere venlig mod mig", sagde hun og smilede kort til ham, hendes ansigt var stadig gemt. "Jeg kan også huske engang.... jeg var vidst - forelsket i dig, mest fordi du var sød og venlig, men også på grund af noget andet", hun smilede kort til ham, og tog så en hårtot væk fra hendes ansigt.

Hendes grin virkede på en eller anden måde en smule bekendt, selvom han var rimelig sikker på at han ikke kendte hende, virkede det på en underlig måde bekendt. Hendes ord fik ham endnu engang til at knibe øjnene let sammen, som om han var utilfreds med det han kiggede på - Hende. "Jeg er ikke opspændt, jeg vil bare gerne have min stav tilbage, og have at vide hvem der har en frækhed at tage den fra mig" sagde han og måtte nu kæmpe en indre kamp for at bevare roligheden og høfligheden i stemmen og kropsproget, dette var dog ikke tydeligt på ham. Hendes hætte dækkede stadig hendes ansigt, men hendes ord, hendes stemme lød stadig bekendt. Han undlod at kommentere hendes ord, selvom nysgerrigheden omkring hvem hun var pirrede i ham. Hvem havde han kendt som altid lavede sine lektier?. . "Hvem er du?" spurgte han undrende, da hun sagde noget omkring forelskelse. Hun var nu så tæt på ham, at han kunne række udefter hende. Men istedet for at tage hans stav fra hende, så rakte han istedet op til hendes hætte og trak den ned før hun kunne nå at gøre noget...

Brookelle stod så tæt på ham, og følte en trang til at røre hans ansigt, men det ville være underligt, og mærkeligt. Hun trak sig ikke tilbage da han begyndte at se lidt mistænksom ud. Hun sukkede, og kunne ikke lade være med at smile da han begyndte at snakke igen. "Så det vil du?" sagde hun og sukkede lidt, men kunne ikke lade være med at kigge på hans mund. Hun sukkede, og kunne næsten ikke lade være med at smile igen. Hun trak sig lidt tilbage da han var begyndt at tage hendes hætte af. Hun lod dog være med at gøre noget da han havde taget den helt af. Hun kiggede på ham, og lod den kolde facade være på hendes ansigt.

Der var noget over hendes stemme. Noget lokkende, farligt og velkendt. "Ja" sagde han stille, da der ikke længere var nogen grund til at han snakkede højt, hun stod jo lige foran ham. Alt syntes virke så underligt, så surrealistisk, at stå og snakke med en han ikke kunne se. Men alt dette blev ødelagt da hun lod sin hætte falde. Brookelle? Det kunne da ikke være hende? Hende på hogwarts, efter alle de år. "Brookelle?" stemmen var ikke andet end en overrasket og meget chokeret hvisken. Han trådte automatisk et skridt tilbage. Han havde jo haft følelser for hende, men han ville ikke lade dem blive til mere end følelser, da der havde været en alderforskel imellem dem, og nu stod hun der. Som ud af det blå?!

Brookelle kiggede på Tristan og kunne ikke lade være med at smile lidt genert til ham, men hun kunne virkelig ikke lade være med at gøre det. "Tristan, længe siden - du skal stadig ikke tro jeg har tilgivet dig at få aldersforskellen til at betyde så meget for mig" sagde hun og kunne ikke lade være med at smile køligt til ham. Hun lod sin hånd placerer hans kind, og følge hans kindben og smilede kort. Det var længe siden han havde valgt hende frem for en på hans egen alder, og det var stadig helt inde i hendes hjerte. "Jeg elskede dig Tristan, og det eneste du kunne sige var. 'Du er for ung, desværre, jeg kan ikke gøre det her mere' Hvordan tror du at jeg havde det?" sagde hun, og lod blikket falde ned i jorden.

Det var næsten helt uhyggeligt, den måde hans gamle flirts dukkede op ud af det blå. Først Katniss, så Zoey og nu Brookelle. Det var.. Unaturligt. Hendes første ord fik ham til at nikkede kort, imens hendes næste ord ramte ham lige i maven. Han havde næsten haft et spinkelt håb om at hun havde glemt det, men den teori kunne han godt droppe nu. Hun havde helt sikkert ikke glemt det. "Jeg.." sagde han, men stoppede op, da han ikke vidste hvad han skulle sige. Hun tog hurtigt ordet igen, og de næste ord fik skyldfølelsen frem i ham. "Jeg er ked af det Brookelle. Jeg var et barn, og dumt og uopdragent barn. Jeg forstod ikke det gode der var lige foran øjnene på mig, istedet så jeg kun det problem som jeg selv lavede" sagde han en smule stille, men stadig højt nok til hun kunne høre det. Skyldfølelsen sad dybt i ham, som den havde gjort fra den dag han gjorde det forbi.

Brookelle vidste ikke hvad hun skulle sige, hendes hårde ydre var ved at knække over, men alligevel var det der stadig lige så hårdt som stål. "Tag din tryllestav, og så forsvinder jeg for dit syn lige som jeg gjorde dengang at du håbløst prøvede at gøre alt godt igen. Jeg er voksen nu, jeg vil ikke den her slags julelege mere - jeg elsker dig stadig, men jeg vil ikke indrømme det for mig selv", sagde hun og sukkede, hendes hånd krøb langsomt op af hans kind, og så trak hun den til sig igen. "Okay, sig mig en ting - var du overhovedet forelsket i mig dengang?" sagde hun og ventede på et ærligt svar, men også det svar hun havde ventet på siden hun var barn.

Som Tristan stod der og lod skyldfølelsen overtage sin krop, sneg der også en del nervøsitet med, nervøsitet i form af hendes hånd som gled og hans kind, alligevel gjorde han ikke noget for at stoppe det. Han skyldte hende næsten at lade hende gøre det, han skyldte hende meget mere end det. "Du må ikke forsvinde" sagde han så lavt, han var ikke engang sikker på at hun kunne høre ham. Han havde Katniss, og han elskede Katniss, men tanken om at miste Brookelle igen var bare på en måde underlig udholdelig. Svaret behøvede han ikke at tænke over et øjeblik. "Ja, jeg var forelsket i dig" sagde han, uden at lægge nogen tydeligere tryk på datidsformen, dog var den der. En smule gemt, og en smule usikkert. Han havde været forelsket i hende, meget. Men han havde været for dum og stolt til at kunne se det.

Brookelle kiggede på Tristan, og lod et smil løbe over hendes ellers kolde facade. "Jeg forsvinder igen, når du ikke ved af det - jeg bliver ikke på Hogwarts for evigt", sagde hun, men hendes stemme lød meget usikker, dog havde hun gemt den nærvøse ting langt væk. "Så du elsker mig ikke længere?" hun lod en hånd kører igennem sit hår, og trak langsomt hætten på plads. Hun havde længe tænkt på ham, men måske skulle det ikke være meningen at de to skulle være sammen. Selvom hun elskede ham så meget, og aldrig havde forstillet sig at hun skulle elske en anden end ham. Hun kiggede på ham. "Var? Der har vi jo svaret på mit spørgsmål", sagde hun og vendte sig om og trak vejret en lille smule. Hun havde aldrig gradt foran nogen, kun Tristan.

På trods af hendes ord, kunne Tristan alligevel godt høre usikkerheden i hendes stemme, på trods af at hun prøvede på at gemme det. Han kendte hende for godt, og hun regnede vel ikke med at hun kunne holde noget hemmeligt for ham? "Det havde jeg heller ikke regnet med" sagde han så bare kort og trak på skuldrene, da hun sagde at hun ikke blev på Hogwarts forevigt. Det gjorde ingen jo, selv ikke ham. Hendes næste ord kom en del bag på ham. Nej, han elskede hende vel ikke mere. han elskede Katniss, ikke? Jo, det gjorde han. Han undlod med vilje at svare på hendes spørgsmål, og sendte hende bare et undskyldende smil. "Brookelle" sagde han stille og var godt klar over at han nok havde såret hende utrolig meget. Det havde aldrig været hans mening at såre hende, selvom han næsten ikke havde præsteret andet. Han rakte let udefter hende og hvis hun ikke flyttede sig ville han få fat i hendes håndled.

"Også har jeg fadme fundet ud af at du er sammen med Katniss nu! Og du vover ikke at lade være med at svare på det spørgsmål. Du skylder mig hele min forelskelse igen! Ja det er det du gør!" lød hendes ord, de var ikke mindst sure, men også sårbare, og skuffet. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hele hendes opfattelse af dette møde fik hendes tanker til at fare rundt inde i hendes hoved. Hun kiggede på ham. "Brookelle, Brookelle - er det det eneste du kan sige?" sagde hun bittert, og så på ham.

"Brookelle lad nu være" bad han hende indtrængende, imens han hørte på hendes udbrud. Han prøvede at få et ord indført, men hun snakkede bare videre. Hendes ord sårede ham, men han lod sig ikke mærke videre af det. "Jeg skylder dig så meget, det ved jeg godt. Jeg var en idiot. Jeg forstod ikke at værdsætte, hvad jeg havde. men istedet så jeg det kun som et problem at du var yngre end mig" sagde han, da hun endelig var færdig og han kunne får sagt hvad han ville. Han lod let sine fingre glide omkring hendes håndled, og trak hende ind til sig, og låste sine arme omkring hende. "Undskyld" mumlede han blidt ned i hendes hår.

"Hmm, skulle jeg lade være?" sagde hun, og så ned i jorden, hendes ansigt var nærmest druknet, men alligevel så bar hun stadig den kølige facade. Hans læber bevægede sig, og det fik hende til at gå tættere på ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det han nu skulle til at sige, men hun smilede bare koldt. "Bare fordi jeg var mindre end dig betyder det så at du skulle gå hen til en pige, der måske er lige så gammel som dig, din lede skid", sagde hun, skid? Kunne hun ikke finde på noget mere? Måske noget mere spydigt? Nej nej, det skulle være skid. Hun lod sig alligevel imod krammet, og trak sig ind til ham. "En undskylding er ikke nok - det skal du bare vide" sagde hun, og lod sig begrave i hans trøje.

Han rystede kort på hoved, og lagde først nu mærke til tårerne på hendes kinder. De fik et stik til at forplante sig i hans mave, og han kunne ikke lade være med endnu engang at føle skyldfølelsen forplante sig i sin krop. Hvorfor havde han gjort dette? Hvorfor havde han dog været så dum? Så dum at han ikke kunne se, hvor fantastisk Brookelle var. Men det kunne han ikke dengang, og istedet havde han valgt Katniss frem for hende. Og nu blev han jo helt i tvivl om, det havde været det rigtige valg. Men han elskede jo Katniss. Det hele var så forvirrende dette øjeblik. "Jeg ved det godt. Jeg tænkte ikke over hvor meget det mon sårede dig" indrømmede han så og kiggede på hende et med et svagt antegn af en undskyldene smil. Det var ordet skid der havde fremkaldt det korte smil. At hun ikke kunne finde noget værre en skid, var da næsten en opmuntring. At hun bare lod sig glide ind i hans favn, fik ham til at smile svagt og begrave hans hoved i hendes hår. "Det ved jeg. Undskyld, undskyld, undskyld" mumlede han så stille mod hendes hår.

Brookelle vidste ikke hvad hun skulle gøre, men hun trak sig så tilbage, og rettede lidt på sit tøj, og kiggede på ham. "Men Tristan, du må du ikke glemme at du er sammen med Katniss nu - og jeg ville ikke kunne tilgive mig selv hvis der skete noget mellem jer, som faktisk ikke skulle være sket, men skete på grund af mig. Hun kiggede på ham, og smilede bare lidt til ham. Hendes tårer var nu væk, men det var den kølige facade ikke. Hun kiggede så ned i jorden, og kiggede op på de funklede stjerner. "Jeg kan huske da vi plejede at sidde sammen og kigge på stjerner" hun smilede lidt til ham, men kunne så ikke lade være med at kramme ham igen.

Da Brookelle trak sig tilbage, måtte han modvilligt give slip på hende. Han vidste ikke hvorfor, men det var som om han ikke havde lyst til at give slip på hende. Som om hun kaldte på at komme tilbage i hans favn. Hendes ord ramte ham direkte i ansigtet, og han trådte et kort skridt tilbage. Katniss! I den tid havde han næsten glemt alt om hende. Hun var faldet bag i hans tanker, imens Brookelle havde overtaget de andre. "Jeg ved godt at jeg er sammen med Katniss" sagde han bare og trak på skuldrene, "Og jeg elsker hende.." sagde han selvom hans stemme lød en smule usikker. Han elskede hende helt sikkert, men hvorfor stod han så fra et kort sekund med armene om Brookelle? Hendes ord fremkaldte endnu et svagt smil hos ham, da minderne strøg igennem hans hoved. "Også mig" sagde han og smilede til hende. Han låste endnu engang armene omkring hende, og lod nakken vende tilbage og hans øjne vendte mod stjernerne.

Da han indrømmede for hende at han elskede Katniss, gik et chok igennem hende. Hun havde ikke længere lyst til at kramme ham, og overhovedet ikke se ham i øjnene. "Okay. Så tror jeg bare at jeg går nu", sagde hun, hans tryllestav var stadig i hånden på hende, og hun nægtede at give slip. Hun gav slip på ham, og begyndte at gå langsomt op imod slottet. "Farvel Tristan", sagde hun, og kiggede sig omkring.

Det var tydeligt, at han havde begået en fejl ved at indrømme at han elskede Katniss. Men det gjorde han, selvom han også følte noget for Brookelle. Da hun lige pludselig annoncerede sin afgang, rystede han kort på hoved. Han ville ikke lade hende gå, ikke nu. For det første så havde hun stadig hans stav, da hun gav slip på ham, og for det andet ville han bare ikke have at hun gik. "Brookelle vent.." sagde han. Han hånd greb udefter hendes arm og trak hende tilbage mod sig. Før hun kunne nå at reagerede, eller før han kunne nå at fortryde havde han presset sine læber krævende mod hendes.