Tusmørket

Sted: søen
omgivelser: elever på vej ind
tid: 20:05
Vejr: Køligt

Damon begav sig ud i tusmørket. Blot for at få lidt frisk luft, og se hvordan det stod til udenfor. Damon så rundt, de elever der var ude var på vej ind, ind før det blev helt mørkt, og før det blev for koldt. For det var da ikke helt varmt længere. Trods Damon var gået ud for at se hvordan det stod til, var det ikke der hans tanker var. De var mange andre steder henne. Venus, som et eksempel. Som det største eksempel. Sidst de havde set hinanden var det ikke endt godt. Og siden sidst havde han ikke set hende. Om det bare var tilfældigheder, eller fordi de undgik hinanden kunne han ikke svare på. Han havde dog ikke sendt hende den ugle hun havde bedt om. Det lå der dog en grund bag. Eller flere grunde. Men den ene var, at det virkede for upersonligt. Damon vendte blikket mod søen og sukkede så let. Dengang han havde gået på slottet havde alt været så nemt. Damon gned sine hænder for at få lidt varme i dem. Det var jo trods alt ikke varmt længere.. Trods han havde fint med tøj på. Men det dækkede jo ikke hænderne...

Det var ikke længere helt varmt, men det forhindrede ikke Venus Lestrange i at være udenfor den aften. Venus havde altid syntes der var noget fortryllende ved søen, når det var halvmørkt og ens ånde blev til tåge. Det var næsten som om nogen havde spolet tiden 12 år tilbage, til hun var 14. Der plejede hun også altid at sidde, der på badebroen, men benene ud over kanten. Heldigvis stod vandet lavt. Ja, det eneste der manglede i billedet var en dreng ved siden af hende. En bestemt dreng. Ja, det plejede nemlig at være hende og Damon's sted, hvor de sad til langt ud på aftenen. Og det var netop Damon hun tænkte på. Hun var nemlig gået der ned, for at tænke situationen med Damon igennem.

Damon begav sig mod et sted. Et sted han ikke lige sådan glemte. Badebroen. Det havde jo trods alt været deres sted, hans og Venus. Det var det sted de kunne side uden at blive opdaget af en lærer, hvis altså månen ikke drillede for meget. Damon så rundt i tusmørket og fortsatte så mod broen, badebroen. Der var dog noget der fik ham til kort at stoppe op, noget ved broen. Ikke selve badebroen, men noget på den, en skikkelse. Damon gik mod skikkelsen, var det ene elev skulle eleven sendes op, var det en lærer, gjorde det vel ikke noget med en snak? Medmindre personen hed Chace. Så var ordet snak ikke det Damon ville bruge. Snak lød så venligt og hyggeligt. Damon fnøs svagt ved tanken om Chace, og fortsatte så med skikkelsen.

Venus kørte en hånd gennem håret, og sukkede højlydt - der var jo alligevel ikke andre der ude, vel? Hun satte håret bag øret. En vane som kun Damon og Emily kendte til, og som hun aldrig havde vist andre. Hun syntes hun så forfærdelig ud, med håret bag øret. Men det var okay når hun var alene. Eller når det var Damon. Eller... det havde det været.
Hun var virkeligt forvirret. Hun elskede Damon, rigtig højt, men på det seneste var hun bare blevet så meget i tvivl om, om det var NOK. For Damon... ja, han var bestemt noget for sig selv. Og hun var ikke længere helt sig selv, hun havde ændret sig en del efter sit møde med Chace. Hun var blevet meget mere åben og venlig, og gennerelt mere... sig selv. Men der ville atid være ting hun ikke havde sagt til Damon, og nok heller aldrig kunne sige til ham.

Damon kørte en hånd gennem håret, blot for at få det til at side lidt mere end det gjorde i forvejen. Han fortsatte mod skikkelsen, mens tankerne om Venus kørte rundt i hans hoved. Han elskede hende, høj, rigtig højt. Men elskede hun ham? Han var begyndt at tvivle mere og mere på det. Især efter at Venus og Chace havde kysset. Ville hun hellere have Chace? Eller var det bare ham der sammenlignede for meget med dengang? Dengang for mange år siden? Det burde ikke være det der fik ham til at tvivle. Nej, det var ikke det der fik ham til at tvivle. Damon så kort ned og vendte så igen blikket mod skikkelsen, skikkelsen der kom nærmere og nærmere i takt med at Damon gik mod skikkelsen.

Venus gned sig let i øjnene. Alt det tænkerri var udmattende. Hun tog sig til hovedet, men i samme øjeblik hørte hun skridt, trak hurtigt sin tryllestav, kom op og stå, og snurrede rundt. "Expeliarmus", hviskede hun, med tryllestaven mod skikkelsen som kom nærmere, og så fremt besværgelsen ramte og ikke slog fejl fløj den førnævntes tryllestav hen til hende, og hun greb den hastigt - ren forsvarsmekanisme.

Med ét gled alle tanker ud af Damons hoved, og på få sekunder skete meget. Hvor besværgelsen kom fra, og hvilken besværgelse det var, som var blevet brugt, vidste han godt. Men hvem der skød besværgelsen på ham, vidste han ikke. Han vidste dog, at hans tryllestav var havnet hos en eller anden. Hans tryllestav. Ingen skulle tage hans stav på den måde. Damon gik mod det sted besværgelsen var kommet fra, mod skikkelsen. "Hvem du en er, kom med min stav, nu!" Damons stemme var kold og ikke mindst irriteret. Hvem kunne finde på at tage hans stav fra ham? Den stav han havde haft siden han havde været elleve. Damon gik tættere og tættere på personen. Personen der havde taget hans stav.

Lige som personen begyndte at tale vidste Venus med et, hvem det var. Pyha, det var jo bare Damon. Med en kats elegance bevægede Venus sig, som kun Venus kan bevæge sig, over mod Damon. Hun stod til sidst næsten helt tæt på ham, men stoppede ikke der. Hun kredsede langsomt rundt om ham, mens hun vendte hans tryllestav i hænderne. "Ser man det. Godaften mr. Greey", lød hendes stemme. På en måde mindede hun om en legesyg killing.

Luckas lod blikket hvile på personen der begyndte at gå imod ham. Blot ved hendes bevægelser vidste han nærmest hvem det var, hvis han ikke to megen fejl, så var det Venus. Han fastholde blikket på Venus der begyndte at kredse rundt om ham, dog ikke sådan så han fulgte hende hele vejen rundt om ham. "Godaften, frk. lestrange" Damon holdte en lettere høflig tone over for Venus. Han vendte blikket mod sin stav, før han igen vendte blikket mod hendes ansigt. Egentligt var han lidt ligeglad med hans tryllestav, ikke fordi den ikke betød noget mere, men fordi det var Venus der havde den. Ikke fordi han var sikker på hun ikke ville knække den, man kunne aldrig vide med Venus. Men Venus fangede hans opmærksomhed, mere end det at hun havde hans stav gjorde.

Venus stoppede, da hun atter nåede op foran Damon, hvilket jo, som sagt, var meget, meget tæt på ham. Dog kiggede hun stadig på hans stav. Hun tog den mellem fire fingre - to i hver ende - og bøjede den let. "Hmm, fin kvalitet", sagde hun, og vendte blikket mod Damon, og fastholdt hans blik. Hun viftede let med tryllestaven, uden at vende blikket fra Damon. "Tør du udfordrer skæbnen?", hendes stemme var lav, ildevarslende, men den havde også noget roligt, og igen noget katteagtigt over sig, nærmest som om hun spandt. Venus var farlig når hun var i sådan et humør. Hun kunne være på broen mellem at knække hans stav, eller kysse ham. Åh ja, hun legede med skæbnen - sådan var Venus.

Damon fastholde sit blik på Venus, Venus der stod tæt på ham. Og ikke mindst, lå hans blik på hans stav. Venus' næste træk fik dig Damon til at tro det var ude med hans stav, han forholde sig dog helt roligt, han måtte jo blot købe en ny hvis hun knækkede den, det betød dog ikke at han var fuldkomment ligeglad med sin stav. "ja, helt dårlig er den ikke" Damon nikkede engang mod sin stav. "Måske, jeg kender dig trods alt." Damons svar var hurtigt og nemt, det var Venus, så han burde passe godt på med hvad han sagde. Damon lod sit blik hvile på Venus, og hendes blik, så tæt på, så tæt på at lade sine læber rører hendes. Måske var det bare ikke det helt rette tidspunkt? Eller jo, det var det. Men Damon var alligevel usikker, det var jo Venus...

Venus løftede let det ene øjnbryn, mens hun stadig kiggede Damon ind i øjnene. "Ja, det er jo kun det bedste der er godt nok til dig", sagde hun. En blid og kølig brise omfavnede dem, og legede let med Venus' hår, som for at understrege hendes ord. Hun refererede nemlig ikke til staven, da hun sagde at kun det bedste var godt nok til Damon, nej, hun refererede til sig selv.
Venus så, hvordan hans blik flakkede ned til hendes læber. Hun kunne nærmest se hans indre dialog. "Du ved jo at det er det du har lyst til", hviskede hun, mens hun kom endnu tættere på ham, så tæt at deres kroppe rørtes.
Og så, hurtigere end man kan sige Merlin, havde hun lavet en lille piruette, og have igen god afstand til ham. Hun drejede rundt om sig selv i månelyset, med hænderne og hans stav over hovedet. "Men tør du?", lød hendes ord, efterfulgt af en let latter. Hun lagde hænderne på hans brystkasse, og lagde sit hovede så tæt ind mod hans, at deres næser næsten rørtes, og hun kunne mærke hans åndedrag. "Tør du?", hviskede hun.

Damon lod blikket hvile på Venus, som før. "Præcis." Trods emnet egentligt lå på hans stav, vidste han godt hvad hun refererede til, hende selv. Et svagt skvæt smil spillede på Damons læber. Damon fulgte Venus der trådte tættere på ham. Så tæt at hun rørte ham. Han undlod at svare hende. Han havde ikke så meget at svare på. Som han skulle til det forsvandt hun fra ham, eller, forsvandt og forsvandt, hun trådte tilbage fra ham. Han fulgte hende mens hun drejede om sig selv, mens hun lagde hænderne på hans brystkasse, kort sagt, hans blik fulgte hende, og hendes mindste træk. "Altid" Hans svar var hviskende, ligesom hendes spørgsmål var en hvisken. Han lænede sig ind det sidste stykke ind mod hende, lod sine læber rører hendes, rører hendes i et kys. Han vidste udmærket det var at udfordre skæbnen, at det var farligt. Men hvis det ikke skulle være nu? Hvornår så?

Venus skulle lige til at vende øjne af Damons svar, men inden hun nåede så langt, eller faktisk midt i det, havde han allerede taget initiativet til at gøre det hun nu engang på sin vis havde udfodret ham til. Om muligt lænede hun sig bare endnu mere ind til ham - og gengældte selvfølgelig kysset. Hendes arme lå oppe omkring hans hals, og hendes hænder havde godt fat i hans hår, mens hun trak hans hovede tættere på.

Damon lod sit blik hvile på Venus mens han var optaget i det han lige havde startet. Et kys. Han lod forsigtigt og lydløst sine arme glide om Venus' talje og holdte hende ind til ham, så godt som han nu kunne, mens han uddybede kysset svagt. Lige med den ting stoppede han ikke, der uddybede han. Han holdte blikket på Venus mens han fortsatte. Damon holdte Venus ind til sig, dog ikke i et fast greb, man vidste jo aldrig med Venus...

Venus kunne tydeligt mærke, hvordan Damon hev hende tættere på, og det var måske også derfor hun trak sig lidt væk, det ville han jo aldrig finde ud af.
Hovedsagen var at Venus trak sig let væk fra Damon, ikke helt, og hun havde stadig armene om hans hals og sådan, men bare så de ikke længere kyssede, og så hun var i en ordentlig tale-afstand. Hun så på Damon, mens hun rynkede let på panden. "Det ordner forresten ingen ting det der - tro ikke det! Jeg har stadig et problem med din attitude", sagde hun.

Damon mærkede hvordan Venus trak sig væk, ikke helt væk, men afbrød kysset. Han lod sine arme blive om hende, dog løst så hun kunne trække sig væk med det samme. "Det regnede jeg heller ikke med det gjorde." Damon holdte blikket på Venus. Nej, det ordnede helt sikkert ikke noget. Damon holdte et suk og et fnys i sig. Et problem med hans attitude, den var da som den altid havde været, eller næsten.. Han gav et skævt smil fra sig, blot for at afklare over for Venus, at han ikke havde noget problem i det hun sagde. Han orkede ikke et skænderi, og da slet ikke med Venus.

Venus' bekymrede rynken på brynene forsvandt ikke, da Damon ikke svarede. Hun slog let klik med tungen. "Sååh?", altså skulle hun virkeligt hive ordene ud af ham?

Damon holdte blikket. Et kort sekund overvejede han at trække sig væk, han gjorde det dog ikke.. Ikke endnu. "Jeg.. Venus, jeg ser ikke hvad der er ved min attitude, du ikke bryder dig om." Damon sukkede let og slap så Venus. Han trådte dog ikke væk fra hende. "Jeg blev sur over du kyssede med Chace, men har jeg ikke min ret til at være det? Selvom jeg selv har været en idiot." Damon så kort ned, men vendte dog hurtigt blikket mod Venus. "Hvis det ikke er det du mener, hvad mener du så?" Damon trak sig tilbage fra Venus. Det virkede forkert at stå der tæt på Venus mens han prøvede at føre en seriøs samtale.

Oih, nogen gange var drenge virkeigt for dumme. Havde han stadig ikke fattet det? Tydeligt vis ikke. Venus sukkede og trak sig væk fra Damon, i samme øjeblik som han trak sig væk fra hende. "Damon", sukkede hun. Hun kiggede ud over søen. Det var lettere overskuet, men månen skinnede klart igen på søens banke overflade. Vandet var nogenlunde stille, med krusninger her og der. Hvordan skulle hun formulere det, så det lød rigtigt? "Damon, det er ikke det at du blev sur over, at jeg kyssede Chace, det var da fuldt forståeligt, og det havde jeg da også ventet. Det var du i din fulde ret til. Nej, det er den måde du er på. Den måde du altid har været på. Du opfører dig altid koldt over for alt og alle, og fnyser af alt. Jeg husker ikke nogensinde at have set dig være vildt begejstret, eller glad. Vores forhold før i tiden, det var jo egentligt ikke noget. Vi kyssede bare og sådan, men vi snakkede aldrig sådan dybt. Hvis der var noget jeg var ked af, sagde jeg det ikke til dig. Jeg ved ikke engang om du nogensinde var ked af det, for du havde den forbaskede maske på hele tiden! Og det er det jeg mener med din attitude. Du skjuler dine rigtige følelser."

Oih, nogen gange var drenge virkeigt for dumme. Havde han stadig ikke fattet det? Tydeligt vis ikke. Venus sukkede og trak sig væk fra Damon, i samme øjeblik som han trak sig væk fra hende. "Damon", sukkede hun. Hun kiggede ud over søen. Det var lettere overskuet, men månen skinnede klart igen på søens banke overflade. Vandet var nogenlunde stille, med krusninger her og der. Hvordan skulle hun formulere det, så det lød rigtigt? "Damon, det er ikke det at du blev sur over, at jeg kyssede Chace, det var da fuldt forståeligt, og det havde jeg da også ventet. Det var du i din fulde ret til. Nej, det er den måde du er på. Den måde du altid har været på. Du opfører dig altid koldt over for alt og alle, og fnyser af alt. Jeg husker ikke nogensinde at have set dig være vildt begejstret, eller glad. Vores forhold før i tiden, det var jo egentligt ikke noget. Vi kyssede bare og sådan, men vi snakkede aldrig sådan dybt. Hvis der var noget jeg var ked af, sagde jeg det ikke til dig. Jeg ved ikke engang om du nogensinde var ked af det, for du havde den forbaskede maske på hele tiden! Og det er det jeg mener med din attitude. Du skjuler dine rigtige følelser."

Damon lod sit blik hvile på Venus. Det virkede forkert at se væk, forkert og svagt, og svag var han jo trods alt ikke. "Jeg har ikke brug for at vise følelser for hele verdenen. Jeg er ikke opvokset i en familie der viser følelser, det er naturligt for mig at have den attitude jeg har" Han stoppede kort, for kort efter at fortsætte. "Jeg har været vildt glad, mens du har været i nærheden, jeg har måske ikke været den bedste til at vise det, og ja, jeg ved godt det er min attitude igen, men det er ikke mig, at rende rundt og være over glad, eller rendte rundt og græde." Han stoppede igen, men fortsatte kort efter. "Jeg ved godt vi ikke snakkede dybt og sådan den gang, men for søren, jeg var 15,16, 17 år dengang. Men nej, det gjorde du ikke, du sagde ikke når du ved ked af noget, du viste aldrig rigtigt dine følelser for mig, så jeg så intet problem i at jeg heller aldrig viste de stærke følelser" Han så kort ned, før han vendte blikket op mod Venus igen. Han havde udmærket vidst den gang, at Venus ikke sagde noget når hun var ked af det. Men han havde regnet med, som så mange andre drenge på hans alder ville have gjort, at det var en ting hun snakkede med sine veninder om. "Jeg..... Ja, Venus, jeg skjuler mine rigtige følelser, jeg er ikke den der lader muren falde, det virker som afmagt." Damon så kort ned, før han igen så på Venus. Han var ikke god til at vise sine følelser, og det ville han nok heller ikke blive. Han så ikke hvorfor omverdenen skulle vide han var ked af det, eller sådan noget.

Venus lyttede til de ting han sagde. "Damon, bare fordi ens forældre syntes man skulle være på en måde, betyder ikke at man skal det. Vi er allesammen individuelle personer, og kan selv vælge, hvordan vi vil være. Det viste Chace mig. Før i tiden var jeg præcis ligesom dig. Kold og ignorant, og det er gennerelt bare irriterende. Jeg kan godt forstå vi ikke havde dybe samtaler og sådan noget dengang, men come on, du er et voksent menneske nu Damon, men sådan opfører du dig bare ikke. Du opfører dig stadig som en snotforkælet seksten årig. Jeg siger ikke det her for at nedgøre dig, jeg siger det fordi jeg prøver at få dig til at indse sandheden. Jeg fortalte Chace ting, som kun meget få andre nogensinde har hørt fra mig frivilligt. Og det fik mig til at indse, at selvom man har oplevet nogle ting, behøver man ikke gå rundt og kun leve livet halvt. Man behøver ikke altid være sur på alt og alle, og gemme sine følelser, fordi man er bange for at virke svag. Ja, man kan godt komme frem selvom man har en attitude som din, men der kommer bare ikke til at være ret mange venner der følger en. Og jeg kan ikke være sammen med en der bliver nødt til at skjule sine rigtige følelser".

Damon fortsatte med at have sit blik på Venus, og svarede hende så. "Det ved jeg, Venus. Men jeg har aldrig haft brug for at vise flere følelser end dem jeg gør." Damon stoppede op, droppede emnet. "Jeg gider ikke høre om iiih så fine Chace." Damon droppede emnet før han fik sagt noget han ville fortryde. "Jeg skjuler ikke mine følelser som dengang, dengang da vi gik her som elever. Jeg kan sagtens vise glæde, men lige for tiden har der ikke været specielt meget at være glad over. Men forventer du at jeg stiller op og græder hver gang jeg er trist?" Damon så ned før han igen vendte blikket hen på Venus. Det irriterede ham den måde hun fortalte hvordan hun kunne sige ting til Chace som hun ikke kunne sige til ham. Han ignorerede det dog. Han ville ikke være sur nu. "Jeg bliver ikke nødt til at skjule mine følelser, jeg er bare van til at være som jeg er." Damon så endnu engang ned, og vendte så blikket mod Venus. "Årh for helvede Venus, jeg elsker dig, men at vise følelser er svært for mig. Bare jeg ikke skal vise de stærkeste, så skal jeg nok... Se hvad jeg kan gøre" Han vidste udmærket hvor dumt det lød, meget dumt, men hvordan skulle han ellers sige det? Sådan en ting var svær at lave om på.

Venus rystede let på hovedet, og så ned i jorden. Det stak hende dybt i hjertet, for hun vidste, hvad hun var nødt til nu. At såre Damon, var ikke noget der lå hende let. Hun elskede ham, det havde hun altid gjort. Men det var ikke altid nok. Chace havde været i hendes tanker lige siden, og hun kunne simpelthen ikke være sammen med Damon. Det ville ikke være fair over for ham. Venus løftede blikket, og tørede let en tårer væk fra kinden. "Det.. Det er alt samment meget sødt Damon. Men.. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke være sammen med dig. Farvel", sagde hun. Hastigt gav hun ham et kys på kinden, og så løb hun op til slottet.