O: Øde
S: Indgangshallen
V: Skrækkeligt
T: 9:00

Julie gik nedenunder for at få noget at spise, dog straks stoppede hun op ved opslagstavlen. Hun stirrede på den og smilede, hun gik lidt videre da hun kunne huske noget. "Åh nej! Jeg har glemt at lave mine lektier!" Skreg hun, Julie løb straks op på sit værelse og fandt sine lektier. "Jeg har jo ikke lavet dem og de er allesammen til idag!" Julie så sur ud og valgte at gå rundt omkring, hun tog sine lektier og gik ned i indgangshallen, hun smilede brat da hun så på sine lektier. "Jeg laver dem da bare til morgenmad!", Julie smilte stort og valgte at sætte sig i indgangshallen, hun så op og ned. Hvilket fik hende på andre tanker end sine lektier

Med hastige skridt gik Jonathan McKnight gennem gangene. Hans blik var rettet mod gulvet, men han så bestemt ikke særlig ydmyg ud. Nej, han var nærmere vred - irriteret og dette var grunden til hans lidt aggressive gang væk fra kollegiet.
Grunden til denne vrede, eller rettere sagt; irritation, var enkel. En af de andre på kollegiet havde hentydet til tegn på ondskab hos ham og dernæst bebrejdet ham for at studere mørk magi. På det seneste skulle der ikke så meget til at irritere Jonathan, men dog havde det ikke været nok til, at han var blevet direkte aggressiv. Nej, i stedet var han bare gået og nu vidste han faktisk ikke helt hvor han var på vej hen. Bare lidt væk.
Hans ben førte ham til indgangshallen og pludselig var han ved at gå ind i en pige, som sad der. Han tog sig selv i, at skulle til at råbe op og trådte derfor et skridt væk.
"God morgen," hilste han i stedet og så et øjeblik på hende.

Julie kiggede desperat op på ham og hilste venligt. "God morgen", Julie kiggede på ham og tog sig til sit hoved, det gjorde lidt ondt på hende men hun smilte bare til ham, hun huskede stadig de lektier hun havede glemt, men smilte bare alligevel. "Jeg har ikke rigtig tid lige nu"
sagde hun hurtigt

Først så han undrende på hende, da hun tog sig til hovedet, men så gik han hen og blev ligeglad med hvorfor hun mon gjorde det. Egentlig var han ikke typen der bare var ligeglad med andre, men han bildt sig selv ind, at han havde andet at tænke på. Da hun så sagde, at hun ikke havde tid trak han bare på skuldrene. Tid til hvad dog? Det var ikke ligefrem fordi han selv havde tænkt sig at bruge længere tid på at snakke med hende.. Men det kunne hun selvfølgelig ikke vide.

Julie så på ham igen. "Jeg har glemt at lave mine lektier", hun rødmede da det var lidt pinligt. "Jeg vil lave dem til morgen, men jeg tror ikke jeg kan nå det". Julie så lidt på ham og så tilbage igen, hun roddede i sit hår og tog en bid af et æble. Hun smilte stort og så på dig

Så det var det hun havde travlt med. Jonathan havde det med at miste en smule respekt for dem, der ikke tog skoleopholdet seriøst - og det mente han ikke man gjorde hvis man ikke holdt trit med lektierne. Han var selv rimelig omhyggelig med at få dem lavet, i hvertfald når han ikke havde en af de perioder hvor han brugte alt sin fritid på sine egne private studier. Det skete at han nærmest glemte alt andet om skolen når han var i disse perioder. På det seneste havde han været slem til det, men lige nu gik det godt nok. - Heldigvis. Det var hans sidste år, så han skulle gerne være et godt eksempel på en god studerende, selvom han vidste flere regnede med, at han ville gå af forkerte veje senere i livet.. De burde bare blande sig uden om.
"Så må du hellere lade være med at glemme den slags," sagde han formanende og koncentrerede sig om en eventuel samtale med pigen i stedet.

Julie så på ham, hun ville nok gå for ellers blev det bare en dårlig samtale. Men Julie ville bare blive, hun tog sine lektier og lavede dem, der gik et kvarter og hun var færdig. Hun smilte tilfreds og så på dig. "Færdig", hun smilte og sagde. "Er du så tilfreds?", Hun grinede da hun sagde det og tog en bid af æblet

Jonathan havde ikke meget at tage sig til, men han havde da ikke tænkt sig bare at stå og kigge på en tilfældig yngre elev, der lavede lektier. Derfor gik han bare lidt rundt, udvekslede få ord med nogle forbigående elever og satte sig endelig på et trappetrin for at vente på, at skulle til undervisning. Det varede alligevel ikke længe. Stilheden blev dog brudt og han løftede hovedet, for at se over mod pigen, da hun sagde hun var færdig med lektierne.
"En helt dårlig elev er du så åbenbart alligevel ikke," sagde han med et skævt smil. Han mente ikke at fornærme hende, men nu måtte tiden jo vise om hun let følte man var efter hende.

Julie grinede og så på dig. "Hvad hedder du egentlig?", Hun var rigtig glad over sine lektier og smilte. Men bagefter tog hun en bid mere og smed æblet, men hun var dog ikke glad nu. "Jeg kommer forsent til time", Julie smilte og så på dig