Venus, der rørte Chaces brystkasse, gav et falshback. Tilbage da de var sammen, hvilket gav en varm fornemmelse i kroppen. Da Chace trådte ud for døren og mærkede regnene sive ned ad hans kind, og ødelægge hans hår fuldstændig, kiggede han på Venus. Som hun begyndte at gå, fulgte han med. Sikken lang, detaljeret historie hun fik fremstillet. En klump voksede sig større og større i hans hals. Sådan hang det hele sammen... med Damon, Merci og hvorfor hun pludselig var interesseret i ham. Han fortrød en smule, at han sådan havde prøvet at komme ind bag facaden. Men det lykkedes, for som regnen løb ned ad deres kinder, var det faktisk et dybt emne. Som Chace ønskede. Men alligevel ville han ikke kende til historien... det var hårdt for ham, især når han bare havde været en udvej til happiness, for Venus. Pludselig stoppede ham op og kiggede ind i Venus klare blå øjne. "Det-ve-..ja-de.." prøvede han så, men han var mundlam. Eller ordlam - ordene ville bare ikke komme ud, uanset hvor man han anstrengte sig. Så sukkede han og sank klumpen, som efterhånden havde forstørret sig x100. Så kiggede han rundt i den stjerneklare himmel og lod blikket svaje tilbage til Venus. En tåre løb ned ad hendes kind... gud hvor gad han godt også bare kunne vræle, og at se Venus tude, det var stort... der skulle man langt ind, for at se en Venus-tåre. "Du skal ikke græde" sagde han og kiggede på tåren med et bedrøvet ansigt. Langsomt fægtede han med sine arme og lod til sidst dem favne Venus. Han støttede sit hovede ved hendes skulder og duftede den dejlige duft. Hurtigt slap han hende, da det virkede alt for underligt at de stod og krammede - eller gjorde det? Så kiggede han på hende, mens han stadig holdt om hendes hofter. "Venus, jeg ved ikke hvad jeg ... "
Langsomt bed han sig i underlæben og rystede meget langsomt på hovedet. Det var så uvirkeligt - at han stod der, på nippen til at bryde sammen, af medfølelse? "Du må undskylde, jeg..." sukkede Chace og slap Venus' hofter, hvorefter han greb fat om hendes hånd.

Et overrasket udtryk gled over Venus' ansigt, da Chace pludselig lagde armene om hende. Dog tænkte hun ikke videre over det, men sukkede blot og lænte sig ind til ham. Underligt hvordan de så hurtigt var kommet fra at stå og råbe af hinanden til at stå og kramme. At Chace var så sød, så medfølende og forstående gjorde bare det hele værre. Hun var virkeligt en skidt person. Og det var nok grunden til at tårerne løb, som de ellers ikke tit gjorde hos Venus. Men alle havde vel brug for en tudetur engang imellem? Og hvad fanden, det kunne vel også være lige meget nu. Nu vidste Chace stort set det hele, så hun kunne vel også tude foran ham?
Hun mærkede et lille stik af ærgelse, da han atter trak sig væk. Det var længe siden hun havde fået et trøstende kram. Sådan et af dem der virkeligt hjælper. Det overraskede hende at Chace sådan ikke vidste, hvad han skulle sige. Hun løftede armen og strøg ham blidt over kinden med et trist smil. "Hey det er ikke din skyld. Intet af det er din skyld", sagde hun, trak på skuldrene, og lod atter armen falde. Hun tog en dyb indånding. "Og måske har du ret et eller andet sted. Måske var det hele ikke sket, hvis jeg ikke havde været så dum. Men så var det sikkert sket for en anden. Og jeg kan i det mindste tage det", sagde hun. Ja, hendes liv ville bestemt have været anderledes, hvis nu hun for eksempel var født ind i Chaces familie. Men så var det nok gået ud over en anden stakkel. Så havde en anden været Damons kæreste. Så havde en anden lidt under Damons fejl. Og trods, hvor ond Venus kunne virke ønskede hun det ikke for andre.
Hun trak sig fri da han slap hendes hofter, og gav hans hånd et lille klem, da han tog hendes hånd.

Det var så underligt det hele, men alligevel så rart? En mærkelig kombination, men det skabte faktisk glæde i Chaces krop. Han havde bare været så nede - han havde nemlig både været uvenner med Tristan, hans far, Katniss og Damon. Udover det havde han mistet tillid til Heather, angående en "date" med Victor. Det var så hårdt det hele, men alligevel trak Venus ham op og han levede i nuet og tænkte ikke på hvad Heather ville sige - men, det var jo ikke godt. "Jeg ved godt at det ikke er mig, men... " sagde Chace. Venus eller ham selv, var overhovedet ikke som de plejede. De var i sådan en mood, hvor man bare ikke sagde noget forkert. Sådan en situation, som man bare ville huske. "Venus..." sagde Chace, da hun klemte hans hånd. Det gav en glædelig følelse, som susede i hans mave. Han var... nej, han MÅTTE ikke være... hvordan kunne han?! Han var jo forlovet?!

Et sus i hendes mave, og en brændende fornemmelse der, hvor deres hænder mødtes. Hun så op på ham, og ind i hans fantastiske øjne som man helt klart kunne blive væk i. Hun løftede hånden og lagde en pegefinger på hans læber. "Nej seriøst, det er ikke din skyld Chace", sagde hun. Og uden at tænke over, hvad hun gjorde, hvordan han reagerede, hvordan Damon og alle andre ville tage det, løftede hun sig op på tæer, tog også Chaces anden hånd, lænte sig ind til ham, og lod sine læber møde hans. Et sus fór gennem hendes mave. Det var jo ikke fordi hun ikke havde prøvet at kysse Chace før, men det var bare noget andet den her gang. Mere ægte.

Chace var en smule drømmende og tøvende. Han vidste egentlig ikke hvad han lavede og pludselig... Venus' bløde læber mærkes straks på hans. Idet de ramte, skød der en fornemmelse fra top til tå der sagde ufornuftlig, men gør det alligevel. Så Chace lænede sig fremad og kyssede hende. Han lukkede øjnene og efter få sekunder, hvorimellem de drømmende havde stået der op kysset, slap han hendes læber. Så sukkkede han og rystede på hovedet. Hvordan kunne han rode sig ud i noget så skidt, men alligevel så godt?

Da Chace trak sig tilbage, gjorde også Venus, dog uden af slippe Chaces hænder. Men så slap hun dem, så hun kunne læne sig ind til ham med hovedet på hans brystkasse. Hun sukkede. "Undskyld. Det skulle jeg ikke have gjort", mumlede hun, men hun lød desværre ikke ked af det overhovedet. Hun lød derimod ret glad, selvom hun vidste det var forkert.

Da Venus lænede sig mod Chaces brystkasse, virkede det hele bare så ægte? Så utrolig dumt af Chace at gøre noget - Heathers journalister var jo overalt, og ville helt sikkert busted dem!
Men pyt, man lever i nuet! Chace aede derfor Venus´ hår: "Nej, det var ikke forkert... ingen får det at vide," sagde Chace og kærtegnede hendes kind.

Venus bed sig let i læben. "Ehm... Er du helt sikker på det? Nårh ja, jeg kan selvfølgelig sørge for at intet kommer ud på nogen af aviserne, men hvad skal jeg måske sige til Damon?", mumlede hun, dog kunne hun ikke lade være med at virke lidt ligeglad. For lige nu ville hun bare leve i nuet, for det var et dejligt nu.

Chace kiggede på Venus' mund, da hun bed sig i læben. Det fik ham til nærmest at kysse hende igen, men han ville få skideballe for det. Ét kys var bedre en to. "Jeg ved ikke... du kunne for det første sige at det ikke var som det så ud til" sagde Chace og smilede beroligende. Men det var som det så ud til - de havde kysset.

Venus nikkede. Det var som om der var sket noget med hende, efter at hun var kommet ud med det hele på en gang, og så en tage det helt normalt og ikke synes hun var fucked up og underlig. Ja, hun havde ikke længere det der kølige over sig, men virkede bare næsten normal. "Nej, sandheden er nok vejen frem", sagde hun.

Chace kiggede på Venus med et tilfreds smil. Hun havde ændret sig så meget, efter hun bare sådan vendte vrangen ud af sig selv og fortalte hele historien. Men det var nok kun overfor Chace, for... ja han havde rent faktisk formået at knækket hendes facade og se hvad der var bag. Og man måtte da sige, at Venus var helt og aldeles sød. "God idé" bekræftede Chace og nikkede.

Venus smilede, og trak sig ud af omfavnelsen. "Hvor stor en fornøjelse det end har været hr. Jones, har jeg en skole der skal drives. Så jeg må smutte.", sagde hun med et skævt smil. Hun stillede sig på tæ'er, og gav ham et let kys på kinden, så drejede hun om på hælene, og forsvandt op mod slottet.

Da Venus trak sig tilbage, gjorde hace ligeså. "Til vi ses igen, frk. Lestrange" sagde han og modtog kysset på kinden. Han betragtede hende bevæge sig op mod slottet, og i håb om at hun vendte sig om, holdt han heletiden en vinkende hånd til hende.